Læsetid: 6 min.

At miste sig selv i New Orleans

'Jeg kastede alle bagtanker fra mig og lod hende, New Orleans, the big easy stjæle min sjæl. Lod mig voldtage, forføre og svor, at altid skulle New Orleans være min store kærlighed. Og jeg har holdt mit løfte. Til denne dag har jeg ikke tilladt nogen anden by at komme ind i det inderste kammer af min sjæl', skriver musikeren Esben Just i dette personlige portræt af byen, der nu ligger under vand
7. september 2005

Down in New Orleans where the blues was born, it

takes a cool cat to blow a horn

Mardigras Mambo, The Meters.

Da jeg i 1989 første gang ankom til New Orleans, vidste jeg vel godt, at det kunne blive mere end bare et kort eventyr. Men at det ligefrem skulle blive en del af mit liv, var jeg ikke klar over. Jeg havde tilbragt 14 dage på Key West forinden og mente, at jeg havde USA nede. De var i store træk, disse amerikanere, som man så dem på TV; Oh its wonderful, Coca Cola og store burgere var at finde overalt, og når man som dansker kunne spille et hæderligt bluesklaver for dem nede på Sloppy Joe-s bar, kunne man sågar få lov at lære den kønne kvindelige bartender rigtigt godt at kende.

Forelsket i Louis

USA var forudsigeligt, opskruet, klichefyldt og rigtigt sjovt at være i som ung knægt, der var ude på sin store dannelsesrejse. Men så kom jeg til New Orleans, og uddannelsen kunne gå i gang. Allerede på turen fra Greyhoundstationen til mit logi på Nashville ave kunne jeg mærke, at nu blev det alvor. Da jeg som ca. ti årig ved et tilfælde så Dr. John i fjernsynet og senere forelskede mig hovedkuls i Louis Armstrongs plade Hello Dolly, havde det vakt nogle følelser og stemninger i mig, som ikke rigtigt kunne finde klangbund hjemme i Danmark. Det var som om en bølgende kornmark og et blåt bælt sagtens kunne være smukke at kigge på, men de havde intet at gøre med de følelser, som lå i Armstrongs rustne stemme.

Men nu hvor jeg sad i bilen og kiggede på magnoliatræerne, der stod hele vejen op langs St Charles ave, sammen med de storslåede villaer, de faldefærdige huse, de små lumske barer på hjørnerne, og sorte menesker over alt, kom lyden af Armstrongs trompet til mig, hvorend jeg kiggede hen. Alle steder kunne jeg mærke James Bookers tilstedeværelse og høre hans hæse grin og funky klaverspil. Jelly Roll Morton trådte ud af skyggerne og lod sig se i sit mest prangende outfit, komplet med diamanttand og guldur.

Jeg var i New Orleans, og i løbet af en halv time havde den by gjort ved mig, hvad ingen af de andre byer i USA havde formået at gøre: indgyde respekt. Duften, fugtigheden, bygningerne, gaderne, alt talte med store bogstaver om historie. French Quarter, Tremé, Rampart street, Tchoupitoulas. Bare gadenavnene fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og den klangbund i trygge stille Danmark, der ikke havde nogen tone at klinge med, begyndte helt af sig selv at vibrere, klinge og synge.

Våde aftener i bordelby

Det var i New Orleans, at slaverne på Congo Square fik lov at holde deres søndagsseancer med sang, dans, trommespil og Voodoo. "Hoo nah nae", råbet hænger stadig i luften, hvor det er blev skreget ud af en sort danser, der i afmagt over sin situation som slave får luft for sin vrede, sorg og frustation, de få timer det er tilladt at være sig selv på Congo Square. Støvet kastes op af danserne, der har udfordret hinanden til en rituel dans om, hvem der skal bestemme. Hanekampen er i gang, trommerne buldrer og lægger grunden til det beat, der med tiden skal blive byens puls, den halve clavé.

Det var i New Orleans, at Jelly Roll Morton grundlagde sit ry som 'pimp', billardhaj, og klavervirtuos ved at spille de seje gigs i Storyville. Bordelbyen, skabt af en politiker, der mente, at kontrolleret tilladelse var bedre end ukontrolleret forbud, gav jazzen sin blå tone. "I got the wolwerine blues." Jelly Roll-s scat sang blander sig med hans heftige ragtime klaver, der allerede har inkorpereret slavernes beat, og danner baggrund for endnu en våd og voldsom aften på Hilma Burts mansion. Og ude på gaden går Buddy Bolden med sit horn under armen, og når han føler for det, sætter han det til læberne og med en tone, der får hele byen til at swinge, kalder han sit band sammen.

Inden jeg fik set mig om, var mit verdensbillede både gamle sort-hvide film med besøg fra længst svundne tider og moderne technicolor film, hvor det at gå til en secondline søndag eftermiddag var lige så naturligt som at se Kaj og Andrea i fjernsynet. At klemme sig ind lige imellem stortrommen og sousaphonen og så danse i 4 timer sammen med alle de andre, der var til secondline med 'the Devastating ladies' føltes lige så rigtigt som Shubidua til Sankt Hans.

Hun spredte sine ben

Den fugtige varme, de sløve dage og de hidsige nætter med jams på Snugharbor, Dirty Dozen Brassband på the Glashouse, og crawfish party med Jon Cleary, gik i blodet på mig. Jeg fik 'the Rockin pheumonia and the boogie woogie flu' hurtigere end Allan Tousaint kunne sige "working in a coalmine".

Jeg var som en hundehvalp på en græsplæne. Jeg fes rundt med tungen ud af munden og kunne ikke få nok af noget.

Piano night på Tipitinas med Dr. John og Henry Butler som de to hovednavne, der til sidst går 'one on one' og sammen spiller et flygel ned under gulvbrædderne, mens publikum kaster sig selv op i luften. Mardigras indianere, der hersker uptown, med tamburiner, fjerprydelser, billig sprut og et selvværd, man ikke har lyst til at komme i vejen for. Gospelgudstjeneste, hvor præsten synger som Donny Hatherway, menigheden går i koma, og man skal præsentere sig selv midt i det hele. Duften af hamp på hvert et gadehjørne og de sorte pigers lange ben og frække blikke.

Redbeans and rice, jambalaya, cornbread, Barks rootbear, og poorboy sandwiches med østers gav kroppen næring, mens Snooks Eaglin, Ellis Marsalis, Tuba fats og Uncle lionel gav sjælen det, den skulle have. Og byen åbnede sig for mig, lagde sig på ryggen, spredte sine ben og lod mig gøre, hvad jeg ville. Den by som for nogen er en kold jomfru og en kysk kone, gav sig hen til mine kærlige tilnærmelser uden forbehold. Dens skatkamre var mine til at besøge og hente fra.

Sorte betaler prisen - igen

Dens rytme gik i ét med mit hjerteslag, dens duft fyldte mine næsebor og dens tunge luft fyldte mine lunger. Jeg kastede alle bagtanker fra mig og lod hende, New Orleans, the big easy stjæle min sjæl. Lod hende tage den og begrave den sammen med alle de andre sjæle, hun har stjålet gennem tiden. Lod mig voldtage, forføre og svor, at altid skulle New Orleans være min store kærlighed. Og jeg har holdt mit løfte. Til denne dag har jeg ikke tilladt nogen anden by at komme ind i det inderste kammer af min sjæl. Der hvor Professor Longhair og Marie La Veau sidder og kigger hinanden dybt i øjnene imens Champion Jack Dupree spiller sit barrelhouse piano.

Og nu ligger det hele under fem meter vand. Min by er oversvømmet, plasket til i mudder, død og ødelæggelse. De sorte og de fattige betaler prisen igen. Den musik, som gør folk glade, og som over hele verden er kendt som happy jazz, har fået nok en blå nuance. Endnu engang skriver New Orleans historie, og alle vi dødelige må blot kigge på og glæde os over den oplevelse, vi har fået og bede til, at der kommer et nyt lykkeligt kapitel i den lange bog om 'The Cresent City'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu