Læsetid: 4 min.

Mistillid

Tendenserne til mistillid over for regeringens intentioner med den offentlige sektor forstærkes af, at en stribe forskellige reformer er i gang med at blive implementeret samtidig. På uddannelsesområdet er der gennemført eller ved at blive gennemført store reformer på næsten alle områder - folkeskolen, gymnasier og erhvervsskoler, videregående uddannelser og universiteter. Og disse ret omfattende reformer falder sammen med de overordnede strukturreformer af hele det kommunale danmarkskort. Det skaber stress, frustrationer og tvivl om, hvor man i virkeligheden er på vej hen. Derfor er der god grund til at overveje en reformpause i de kommede år, som det er foreslået fra flere sider. Ellers er der ingen tvivl om, at de bitre talkrige og mistilliden vil tage til i de kommende år.
15. november 2006

"Hvor skal det ende? Man føler sig utryg ved hensigterne med reformen - om det i virkeligheden er en sparereform."

Frank Østergaard, lektor Roskilde Katedralskole.

Daginstitutioner, plejehjem, folkeskole, gymnasier. Er der tilført flere eller færre penge? Skæres der ned, eller rustes der op? Regeringen har for tiden en tendens til at ryge ud i den ene bitre talkrig efter den anden med de offentligt ansattes interesseorganisationer. Senest har spørgsmålet om, hvad en gymnasieelev skal koste, ført til protester og demonstrationer blandt lærere og elever landet over. Striden står om, hvorvidt de ekstra 4.000 elever, som næste år optages på landets gymnasier, skal følge gennemsnittet og dermed koste 74.000 kroner stykket, eller om Undervisningsministeriet har ret i, at ekstra elever også er billigere og dermed kun skal koste 49.000 kroner om året. Forskellen er cirka 100 millioner kroner, som rektorerne mener kommer til at mangle i kassen næste år. Dertil kommer et slagsmål om, hvad øget administration løber op i, når gymnasierne overgår fra amtsligt styre til at være selvejende instiutioner i forbindelse med kommunalreformen. Rektorerne og gymnasielærerne mener, at de er blevet snydt på lommeregneren, fordi de er blevet lovet, at både gymnasiereformen fra 2005 og kommunalreformen skulle være udgiftsneutral for gymnasierne. Regeringen mener, at den har overholdt løftet - til punkt og prikke fristes man at tilføje. Dog har undervisningsministeren i kølvandet på protesterne fundet nye penge fra ukendte konti og puljer til området, hvilket i sig selv virker som en halv indrømmelse.

Men der står striden altså, og hvem har ret? Tal og procentsatser flyver gennem luften, mens elever og ansatte højlydt protesterer. Har vi set det før? Ja, og vi vil formentlig komme til at opleve det igen og igen og igen. Umiddelbart er der tre forklaringer på, at krigene er taget til i styrke. Den ene er den simple interessekamp: Den, der formår at definere virkeligheden, vinder også den politiske kamp, sympatien og den legitime ret til at kræve flere ressourcer. Den anden er, at den offentlige sektors økonomi i disse år med et væld af nye store ugennemskuellige reformer er blevet overordentligt svær at finde rundt i. Og endelig er der en udpræget tendens til at hensætte særlige midler på særlige puljer, som tages af den almindelige drift, for at politikerne kan bryste sig af et nyt "indsatsområde". Det gør økonomien og ansvarsfordelingen endnu mere uklar. Derfor kan pædagoger og forældre - som de gjorde for nylig - hævde, at der er sparet på daginstitutionerne, mens regeringen samtidig kan sige, at det er der ikke. Og begge parter kan finde belæg for deres standpunkt i egne tal og beregninger.

I sidste valgkamp var det slagsmålet om, hvorvidt der er skåret ned på udgifterne pr. elev i folkeskolen, om der er sparet på ældreplejen eller ej og mange andre talkrige, der satte dagsorden. Fælles for sagerne er, at de eksponerer det mistillidsforhold, som regeringen er havnet i, i forhold til dele af befolkningen og ikke mindst i forhold til store grupper af offentligt ansatte. Det virkeligt nye er det skift, der er sket i holdningen til regeringens troværdighed. Man stoler simpelthen ikke længere på dens udlægning af tallene, og der bliver konstant stillet spørgsmålstegn ved beregninger og tal. Der er blevet snydt på vægten for mange gange. Fælles for forløbet af sagerne er også, at regeringens umanerlige talroderi har skabt et slaraffenland for interessegrupper, der ønsker flere penge til deres område. I takt med at mistilliden breder sig, flytter bevisbyrden over mod regeringen, som tvinges til at dokumentere, at der ikke er skåret ned.

Groft sagt kan der være to forklaringer på, at ministre på skift havner i disse uendelige talkrige. Enten har de virkelig noget at skjule. Nedskæringer sminkes, og nye måder at gøre tallene op gør det lettere at skjule upopulære besparelser. Den anden er, at der er tale om simpel dilletanteri. Når Fogh-regeringen, som hidtil er blevet berømmet for sine kommunikative evner, pludselig fanges i ikke at kunne forklare på en forståelig måde, om et beløb er gået op eller ned, så burde der være grund til bekymring. Tendenserne til mistillid over for regeringens intensioner med den offentlige sektor forstærkes af, at en stribe forskellige reformer er i gang med at blive implementeret samtidig. På uddannelsesområdet er der gennemført eller ved at blive gennemført store reformer på næsten alle områder - folkeskolen, gymnasier og erhvervsskoler, videregående uddannelser og universiteter. Og disse ret omfattende reformer falder sammen med de overordnede strukturreformer af hele det kommunale danmarkskort. Det skaber stress, frustrationer og tvivl om, hvor man i virkeligheden er på vej hen. Derfor er der god grund til at overveje en reformpause i de kommede år, som det er foreslået fra flere sider. Ellers er der ingen tvivl om, at de bitre talkrige og mistilliden vil tage til i de kommende år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her