Læsetid: 4 min.

Misundelse

27. december 2002

Allan var deprimeret og ensom og almindeligt ulykkelig. Han havde aids i udbrud og hans livsledsager var død. Men derfor kommer man jo ikke på tv. Det er for kedeligt og gennemsnitligt. Så Allan fortalte en anden historie om sig selv: han fortalte et kontaktcenter, at han var blevet udsat for incest. Og så kom han i radioen hvor han blev interviewet af Kjeld Koplev, og Allan tildigtede sig under udsendelsen en heroisk tragisk skæbne. Han havde rejst sig op ved sin fars 60-års fødselsdag og sønderrevet familiens facader af løgn og fortrængning. Han havde afsløret faren som pæderast foran alle fødselsdagsgæsterne. Allan digtede videre om en tvillingesøster som forstod ham i et og alt. Og hun led så forfærdeligt under farens misbrug, at hun endte med at tage sit liv. Allan sagde sandheden som sin søsters hævner. Allans dramatiske opskrivning nåede ud til en talentfuld dansk filminstruktør ved navn Thomas Vinterberg. Som lavede en film over Allans skæbne. Vinterberg lavede filmen Festen der blev en mægtig publikumsucces i det store udland.
Allan var misundelig på den store tragedie. Hvorfor Allan fra sin lille velkendte ulykke digtede sig op til en stor katastrofe. Det er gennem katastrofer, at begivenheder bliver levende: vi hører kun om den engelske kanal, når tankskibe bruger den som baggrund for en kollision. Vi hører kun om statsministerens datter, hvis hun begår selvmord, og hvem havde hørt om Vollsmose, før der opstod ’raceuroligheder’? Hvem havde hørt om Christer Petterson, før han blev mistænkt for mord på den svenske statsminister? Han var også kedelig og ensom. Småkriminel og alkoholiker og han boede i en forstad. Men så blev han mistænkt og optrådte i tv-shows og journalister kulegravede hans ’fortid’. Da han blev frikendt, fortalte han hele Sverige, at nu ville han gå hjem og drikke en hel flaske vodka. For derefter at forsvinde ud af offentligheden og blive det han først var: almindelig og ligegyldig. Man forstår godt hvorfor Petterson et par år senere fingerede en tilståelse. Han var misundelig på sig selv som spøgelse i medierne.

DET ER sagt mange gange, at vores samfund er spektakulære. At vi dyrker spektakel og katastrofer. At massemedierne er instrumenter til masseophidselse, og at en rovdyrskapitalisme hærger vores sociale relationer. Sidste år udgav biskoppen Jan Lindhardt en bog med den pointe at det, der tidligere var synder, i dag er blevet til dyder:
»Syndens veje har været snoede helt op til vor tid, hvor synden sådan set ikke er der mere. Den er krøbet ind under en sten, har skiftet ham og ser nu ud som dyden selv.«
Frådseri hedder i dag forbrug, vrede er udtryk for følelsesmæssig selvrealisering. Hovmod er blevet til selvtillid og utugt er forbundet med sex og hvem vil nægte nogen retten til seksuel selvrealisering? Dog tilstår Lindhardt visse betænkeligheder omkring misundelse: For den der misunder, er forsmået, og mangler noget. Misundelse er ikke blevet en dyd. Men som fænomen betragtet
er der en misundelse, som er interessant.

SPØRGSMÅLET ER om ikke Lindhardt, ligesom Allan og Christer digter sig ind i et drama med fanden malet på væggen, så Lindhardt m.fl. står for enden af den mørke tunnel med udbredte arme og helligt lys over hovedet og tilbyder de faldne en redning. Lindhardt misunder det store drama. Men som den franske filosof Michel Foucault konstaterede: Vores samfund er ikke spektakulære, de er overvågningssamfund. Det er ikke jungleloven, der gælder. Vores samfund er gennemregulerede og disciplinerende og sætter standarder for alt fra fedmeadfærd til agurkeformer. Man kan ikke se junglen for bare offentlige institutioner, EU-regulativer og sympatiske skæggede politimænd på tv. Det er derfor, vi er misundelige på fortiden og på de andre kulturer. Vi savner det store drama hvor tilværelsens afgørende momenter koncentreres i en tragisk helt, som på en knivsæg, afgør sin egen skæbne eller møder sin skæbne i et magisk øjeblik. Vi vil gerne, men vi forstår ikke rigtig, hvad Octavio Paz skriver, når han skriver om mexikanernes dødefest, hvor de affyrer pistolskud i luften for at gennemhulle planlægningen og træde ind i et mytisk rum. Det er den mangel, vores misundelse afslører. Vi fødes som det hedder mellem ’urin og fækalier’, men vi lever mellem skærme og mellemledere.
Det ligner en tanke og en misundelig efterlysning på en kulturs vegne, at Vinterbergs film hedder Festen. Festen, ceremonien eller det moment, hvor en taler rejser sig og gør det samme som mexikanerne, der skyder med pistoler: gennemhuller det planlagte. Vi hader politisk vold, men vi elsker det på tv. Selv politimændene importeret fra Jylland var skuffede efter det voldsløse topmøde: Vi fik slet ikke brugt det, vi havde lært. Måske var det et mærkeligt ekko af en trang til forandring som formuleret af bibliotekaren Georges Bataille:
»Alene volden kan således sætte alt på spil, volden og den navnløse uro der er forbundet med den.«

*Dette er den fjerde leder i en række af syv, der tager udgangspunkt i dødssynderne

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu