Læsetid: 4 min.

Mitterrands Frankrig

10. januar 1997

François Mitterrand døde for et år siden og har
allerede fået status som en historisk person - at dømme efter antallet af mindehøjtideligheder, vidnesbyrd, bøger og artikler i forbindelse med den første årsdag for hans død den 8. januar. Mitterrands bredskyggede, sorte filthat er blevet en slags logo for souvenir-
industrien omkring hans person og svæver billedlig talt over nationen, næsten som et moderne spejlbillede af Napoléons "bicorne". Uden sammenligning iøvrigt, men det er iøjnefaldende, at Frankrig stadig elsker at have en stor mand i spidsen, og når man betragter den stærke personlige magtkoncentration i toppen, som Frankrigs forfatning og det daglige politiske liv er udtryk for, fornemmer man et stærkt islæt af bonapartisme.
Det er betegnende, at den franske offentlighed omkring denne årsdag stadig interesserer sig mere for Mitterrands personlige liv end for hans politiske livsværk. Det første har noget heroisk over sig og en glans af succes - det andet synes glansløst og uden konturer. Men interessen er stor. En snes bøger om Mitterrand er udkommet siden hans død, og de sælger godt. Yderligere et halvt dusin bøger har set dagens lys omkring årsdagen. En meningsmåling har givet det resultat, at 53 pct. af franskmændene har en positiv opfattelse af Mitterrand. Dobbelt så meget som hans efterfølger Chirac - er det fordi en god præsident er en død præsident...? Men Mitterrands skyggesider, hans tvetydighed og gådefulde karakter analyseres også, og det er atter kommet i forgrunden, at han skjulte sin sygdom for nationen gennem hele sin præsidenttid samtidig med, at han lovede fuldstændig åbenhed om sit helbred.
Nogle har rejst spørgsmålet om sygdommens indflydelse på Mitterrands regeringsførelse og hermed knyttet en analytisk forbindelse mellem det personlige drama og den politiske indsats. Dagbladet Libérations chefredaktør, Laurent Joffrin, antyder, at Mitterrands alvorlige svækkelse i den anden præsidentperiode 1988-95 - som er dokumenteret i et par nye bøger - kan have ført til moralsk afsporing og svigtende politisk jugement: En vis kynisme, ligegyldighed over for sociale hensyn og det socialistparti, han selv ledede engang, ukritisk omgang med pengegriske forretningsmænd, etc. Og Maastricht-traktatens tilblivelse var præget af unødvendigt hastværk og unødvendig stor eftergivenhed over Tyskland - fejl, som Frankrig i dag betaler dyrt for, mener Joffrin. Hermed pilles ved selve det, der må anses for hovedhjørnestenen i Mitterrands politiske bygningsværk.

Dette værk, som man med en vis ret kan kalde Mitterrands Frankrig, eksisterer faktisk, hvadenten man kan lide det eller ej. Det er omstridt. Men hvis der er et afgørende vendepunkt i Frankrig i århundredets sidste fjerdedel, er det knyttet til Mitterrands personlige valg. Vendepunktet var ikke Mitterrands valgsejr i 1981, endnu mindre Chiracs i 1995. Man kan konstatere en betydelig kontinuitet mellem Mitterrand og Chirac, specielt efter at sidstnævnte i efteråret 1995 klart bekendte sig til Maastricht-linjen. Vendepunktet indtraf, da Mitterrand i foråret 1983 "valgte Europa" og den "stærke franc", sagde farvel til devalueringer, keynesiansk konjunkturpolitik og selvstændig fransk vækstpolitik - det omsving, der senere førte til Maastricht. Siden 1983 er denne politik blevet fortsat på tværs af skiftende højre- og venstreflertal, folkeafstemning, protester, strejker, stejlt voksende arbejdsløshed og advarsler mod de sociale følger. I dette perspektiv blegner alle forskelle mellem Mitterrand og Chirac, men der et et radikalt brud mellem Mitterrand anno 1981 og Mitterrand anno 1983.
En paradoksal side ved Mitterrands eftermæle er, at Chirac er positiv og generøs i sine udtalelser og handlinger - eksempelvis hans beslutning om at navngive det nye gigantiske nationalbibliotek i Paris efter Mitterrand og dekretere rundhåndet statsstøtte til det nyoprettede Institut François Mitterrand - mens den socialistiske partileder, Lionel Jospin, både før og efter Mitterrands død har udtrykt sig så forbeholdent, som det var muligt uden at virke stødende. Paradoksalt, fordi det ved første øjekast virker unaturligt, men ved nærmere eftersyn er logisk. Intet skiller fundamentalt Chirac fra Mitterrand, men for socialisterne - bortset fra den inderste Mitterrand-cirkel - var Mitterrand manden, der svigtede venstre-idealerne og efterlod partiet i ruiner (når socialisterne udtrykker sig positivt om Mitterrand, taler de om hans "realitetssans", hans store taktiske evner og den "regeringskultur" han bibragte partiet efter oppositionsårene).
Logikken har villet, at disse modsatte holdninger til Mitterrand-arven i dag afspejles på selve det centrale område, Europa. Chirac ser det som sin hovedopgave at videreføre Mitterrands politik på dette område. Socialisterne har på det sidste formuleret en stærkt kritisk og betinget Maastricht-politik, der distancerer sig fra Mitterrands livsværk.

Siden Mitterrands død er det blevet endnu mere klart, hvad det var for et valg han traf. Den monetaristiske politik, Maastricht, globaliseringen og dens følger - bag alt dette er der tale om en proces, der griber dybt ind i Frankrigs politiske bevidsthed: Markedet, økonomien og de økonomiske kriterier dominerer på bekostning af den politiske vilje. Politikken har så at sige abdiceret til fordel for Økonomien. Den frustation, der præger det politiske klima i Frankrig i disse år, hænger sammen med, at Staten, som man på godt og ondt havde betragtet som almægtig, nu fremtræder som magtesløs over for det liberale Europa og det globale marked. Nationalstaten er på tilbagetog. Velfærdsstaten er truet. I andre lande som Tyskland, hvor staten har en lavere profil i forhold til regionerne, markedet, de økonomiske enheder, de politiske og sociale aktører, er denne proces mindre smertefuld end i Frankrig. En hel fransk ideologi, "volontarisme" - der står i gæld til Napoléon - kastes overbord med sit indhold af heroisme og viljestyrke. Måske har store mænd ikke længere noget at gøre i spidsen for Frankrig.

B.V. (Børge Visby)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her