Læsetid: 2 min.

Mladic stadig på fri fod trods EU-ultimatum

EU's udvidelseskommissær, Olli Rehn, giver Serbien endnu et par dages frist til at pågribe og udlevere den krigsforbrydermistænkte Ratko Mladic
1. maj 2006

Da EU's ultimatum til Serbien om at anholde den krigsforbrydermistænkte Ratko Mladic udløb i går ved midnat, var den tidligere øverstkommanderende for den bosnisk-serbiske hær fortsat på fri fod.

EU havde meddelt, at man ville indstille alle samtaler om et eventuelt serbisk-montenegrinsk EU-medlemskab, hvis ikke Mladic blev overdraget til Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag (ICTY) senest i går.

Efter planen skulle forhandlingerne genoptages 11. maj. EU's udvidelseskommissær, Olli Rehn, bekræftede fredag, at der var fremsat en trussel. Samtidig sagde han - i stedet for at insistere på fristen i går - at udleveringen skulle finde sted i løbet af "de næste få dage".

Rehn sagde, at han den 3. maj ville drøfte situationen med ICTY's chefanklager, Carla del Ponte. Da sidste frist nærmede sig i går, insisterede den serbiske regering på, at den forsøgte at anholde Mladic, som har været på flugt i over 10 år.

Del Ponte har længe fastholdt, at han er inden for myndighedernes rækkevidde. Tirsdag sagde ICTY, at domstolen ikke havde modtaget "nogen tegn eller antydninger af", at en anholdelse er nært forestående. I hvad der kan opfattes som et forsøg på at skubbe tidsfristen sagde den serbiske minister for menneskerettigheder, Rasim Ljajic, som er ansvarlig for samarbejdet med ICTY, at Serbien har oplysninger om 130 mennesker, der gennem årene har hjulpet Mladic.

Bøddel for mindst 8.000

De fleste af disse mennesker befinder sig i den serbiske del af Bosnien-Hercegovina, sagde ministeren til avisen Blic. Ljajic afviste at komme med uddybende oplysninger om Mladic' formodede medskyldige, fordi det ville kunne bringe anstrengelserne for at fange flygtningen i fare.

"Vi har flere oplysninger end tidligere... vi har gjort fremskridt, men EU vil kun påskønne resultatet, ikke vores anstrengelser, sagde ministeren. Mladic har været efterlyst siden 1995 for folkedrab og krigsforbrydelser, begået under borgerkrigen i Bosnien 1992-1995. Anklagen for folkedrab relaterer sig til massakren i 1995 på omkring 8.000 muslimske mænd og drenge i den østligt beliggende bosniske by, Srebrenica, som betragtes som den værste grusomhed i Europa siden Anden Verdenskrig.

Den serbiske justitsminister, Zoran Stojkovic, erklærede, at anholdelsen af Mladic, der fortsat betragtes som en helt blandt serbiske nationalister på hele Balkan, nu kun var et "teknisk" spørgsmål. De serbiske ministres seneste meldinger om nye fremskridt i forsøget på at spore Mladic synes ikke at overbevise EU, der forbliver skeptisk efter den seneste tids anholdelser af fem af den mistænktes medhjælpere.

Og situationen er vanskelig for regeringen i Beograd. En udsættelse af drøftelserne med EU kunne næppe komme på et værre tidspunkt. Landet står over for uafhængighedskrav fra både kosovo-albanere og fra søsterrepublikken Montenegro, som 21. maj går til folkeafstemning for at beslutte sig for selvstændighed eller at fortsætte i union med Serbien. Serbien-Montenegros udenrigsminister, Vuk Draskovic, erkendte i Bruxelles i weekenden, at "Serbiens fremtid vil være under trusler", hvis ikke landet opfyldte dets forpligtelser over for ICTY.

"Formelt er jeg ansvarlig for et hold af forhandlere, der arbejder med optagelse i EU. Men de egentlige ledere er de flygtninge, der er efterlyst af ICTY, fordi forhandlingerne afhænger af dem".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu