Læsetid: 4 min.

Den mobile revolution

24. januar 2001

Det her er min anden revolution, men den har været meget bedre og hurtigere end den første.

Filippinsk kvinde, der deltog i demonstrationerne mod den nu afsatte præsident Estrada

HER FØLGER godt nyt og trøstende ord til alle, der dagligt lider under mobiltelefonernes tyranni. Forsøg et øjeblik at ignorere de forstyrrende bip-biiip-lyde, og de irriterende og intetsigende samtaler i toget, restauranten og supermarkedet. Lyt i stedet til det opmuntrende budskab, at skidtet faktisk kan bruges til noget nyttigt – for eksempel til revolutionære formål. Tag nu Filippinerne. I weekenden fandt intet mindre end en fredelig, folkelig revolution sted, og den blev hjulpet godt på vej af netop mobiltelefonen. Eller rettere: Millioner af de små, men viser det sig, særdeles effektive plasticdimser.
Tusinder af filippinere gik i sidste uge på gaden for at kræve den korrupte præsident, Joseph Estradas afgang, efter at rigsretssagen mod ham var endt i uskønt politisk roderi. Ved hjælp af beskeder på mobiltelefonerne, de såkaldte SMS-beskeder, orienterede demonstranterne hurtigt og effektivt hinanden om, hvad der skete, og hvad næste skridt ville være. 70 millioner beskeder susede således fra mobiltelefon til mobiltelefon og bragte i løbet af ganske kort tid hundredtusinder ud på gaderne. Lørdag var det hele overstået: En hårdt presset Estrada meddelte, at han trådte tilbage, og samme dag blev vicepræsident Gloria Macapagal Arroyo taget i ed som ny præsident.

DET LYDER enkelt og besnærende – og er det sådan set også. Det er historien om, hvad den teknologiske revolution konkret kan bruges til – i den filippinske udgave til en ’mobil revolution’. Det britiske dagblad, The Independent, bragte i går interviews med forskel-lige deltagere i opstanden mod Estrada, og det viser sig, at flere af dem er gengangere fra den folkelige
opstand mod landets tidligere diktator, Ferdinand
Marcos, tilbage i 1986. Deres udsagn er vidnesbyrd
om den voldsomme teknologiske udvikling, der er sket siden da.
Alex Magno, en universitetsprofessor i Manila, undrer sig i dag over, hvordan det overhovedet lod sig gøre at organisere 1986-revolutionen: Landet består af over 7.000 øer, og dengang måtte de revolutionære rejse med skib i op til fire uger for at bringe budskaber ud til landets fjerneste egne med fare for at blive arresteret af Marcos’ folk undervejs. Selv havde Alex Magno som ung aktivist i hovedstaden Manila en såkaldt runner, en ung student, som bragte beskeder videre til fods fra den ene kommandocentral til den næste.
Denne gang gik det hurtigere og vel at mærke uden for myndighedernes kontrol. Fire en halv million
filippinere ejer en mobiltelefon og benytter anonyme taletidskort, som ikke kan spores. De kan modtage beskeder, sende dem videre – og så i øvrigt mundtligt fortælle de nærmeste sidste nyt.
»Under tidligere revolutioner sagde folk: ’Hold krudtet tørt’, men i dag siger de: ’Hold din mobiltelefon tændt’,« som universitetsprofessoren i Manila formulerer det.
Den filippinske revolution med teknologisk hjælp er ikke første eksempel på fænomenet. Den bringer mindelser om eksempelvis den studenter-opstand, der i 1998 bragte nabolandet Indonesiens diktator Suharto til fald. Den gang talte man om en såkaldt »@revolution«, hvor det var via Internettet og e-mails, at bevægelsen kommunikerede internt.

MEN INDEN vi fortaber os i total teknologi-begejstring, skal det også tilføjes, at der selvfølgelig skal mere til end en snoldet mobiltelefon for at gennemføre en revolution. Herunder de rette betingelser for et magtskifte: Suharto havde siddet på magten i mere end 30 år og skabt et undertrykkende og stivnet system, der ikke kunne magte nutidens problemer.
I Joseph Estrada havde Filippinerne en præsident,
der nok var valgt på et folkeligt mandat, men i løbet af relativ kort tid viste sig temmelig uduelig i embedet. Men nok så vigtigt valgte begge landes magtapparater, militæret, at skifte side i det afgørende øjeblik og dermed tillade magtskiftet – som det også skete ved Marcos’ fald. Som i Indonesien var det middelklassen og dens børn, der gik på gaden og krævede ændringer i Filippinerne, hvor de fattige hverken ejer computer eller mobiltelefon og formentlig heller ikke har den fjerneste anelse om, hvad den slags skal gøre godt for. Som i resten af verden i øvrigt.
Opmuntrende nok har den nye præsident, Gloria
Macapagal Arroyo, der er vestligt uddannet økonom, som et af sine erklærede mål at ændre på denne tek-nologiske kløft: »I år 2010 ønsker jeg, at vi har fundet vores retmæssige plads i det 21. århundrede, og at
mange af de børn, der i dag arbejder på markerne
bag bøflerne, til den tid vil sidde foran en computer.« Kan hun kombinere det med et opgør med korruption og magtmisbrug, ville det næsten være mere revolutionerende.

veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu