Læsetid: 7 min.

Mobning giver ar for livet

27. marts 2006

Ondskaben var en del af den idylliske skole, der var omgivet af marker og skov. De elever, som tog føringen, havde en lang række medløbere, som ikke var onde eller aggressive når de var alene. Men når de var sammen i flok udførte de handlinger, som de ellers ikke ville have foretaget. En personlig beretning om mobningens konsekvenser

Mobning er stadig et stort problem på de danske skoler. Hver fjerde elev mellem 11 og 15 år bliver mobbet flere gange i løbet af et skoleår.
Knap en tredjedel af eleverne mobber selv. Cirka en ottendedel af de børn, som er udsat for mobning, mobber selv andre. Mobning forekommer hyppigst fra femte til syvende klassetrin. Det er endvidere bevist, at drenge mobber langt oftere end piger. I vores nabolande Norge og Sverige er det ‘kun’ seks procent af eleverne, som bliver udsat for mobning flere gange i løbet af skoleåret.
Forklaringen herpå er, at både Norge og Sverige har en national politik imod mobning. I Danmark har Børnerådet flere gange foreslået, at der skal indføres en mobningslov, som pålægger skolens personale et ansvar for at gribe ind i mobnings-situationer. Det har dog indtil nu ikke vundet genklang hos politikerne.
Mobning er et meget alvorligt problem, som har menneskelige konsekvenser for både offeret og mobberen. De nævnte undersøgelser fra halvfemserne har dog sat fokus på problemet, og mange steder arbejder man målrettet med mobningsproblematikken.
Nogle forskere tillægger familiebaggrund og personlighed stor betydning i det at blive mobber eller offer. Andre forskere derimod ser mobningen ud fra selve situationen og ud fra magtforholdet imellem parterne, og mobning opstår, hvor der er en ujævn magtbalance. Går man dybere ind i disse teorier, vil de sandsynligvis supplere hinanden. Man kan sandsynligvis ikke bare se mobningen fra den ene eller den anden vinkel.
De få undersøgelser, der er lavet om mobningens konsekvenser viser, at ofrene har en øget tendens til depression, og at kontakten til andre mennesker bliver et problem, da den sociale kompetence er ødelagt.
I vor verden er den sociale og kulturelle kompetence samt samværskompetencen vigtig for at kunne begå sig i samfundet. At kunne samarbejde med andre er jo også en vigtig del af arbejdslivet.
Samtidig er relationerne mellem mennesker ikke længere bestemt af slægtsbånd eller lokalsamfundet, men hvert menneske må selv etablere et forhold til andre mennesker.
Undersøgelser og forskning skal hjælpe til med at løse de problemer, der er forårsaget af mobning i skolen. Lige så vigtigt er det at forhindre, at mobning overhovedet opstår. Følgende lille case fortæller lidt om mobning set fra offerets synspunkt og om de efterfølgende konsekvenser.
Tærsk var daglig rutine
Året er 1969, og jeg gik i 5. klasse, da jeg startede på den nye landsbyskole. En sensommerdag i august stod jeg lidt afsides og kiggede på de andre børn. Fem-seks jævnaldrende drenge gik over imod mig. De gik rundt om mig, skubbede og i løbet af kort tid haglede slagene ned over mig, og slimede spytklatter dekorerede mit hår og tøj. Til sidst hoppede de rundt om mig, som i en indianerdans og råbte grinende, nu vander han høns, nu vander han høns.
Det blev en daglig rutine, at føre mig ned bagest i skolegården, hvor siddepladserne under halvtaget blev brugt som pinebænk.
I det lange frikvarter blev jeg ofte ført om på sportspladsen, hvor der var tid til en ordentlig gang prygl, og hvor det var helt legalt at tage kvælertag. Ud over at være et yndet spyttemål blev jeg enkelte gange smidt i pisserenden, eller bødlerne pressede mit hoved ned i toilettet og skyllede ud.
Ondskaben var en del af den idylliske landsbyskole, der var omgivet af marker og skov. De elever, som tog føringen, havde en lang række medløbere. Disse var aldrig onde eller aggressive, når de var alene. Men når de var sammen i flok, udførte de handlinger, som de ellers ikke ville have foretaget.
De afskrev deres egen identitet og hylede fuldstændig som de ulve, de var blandt og efterlignede anførerne i gruppen. Medløberne fik på den måde de andres accept og bifald. Ingen følte noget ansvar for deres handlinger, fordi de var mange om det, og den enkelte følte ingen skyld bagefter. Den daglige skolegang tappede al min energi, og jeg mistede efterhånden evnen til indlæring.
Daglig dosis smerte
Senere lejede jeg et værelse og tjente til livets ophold som skovarbejder.
Når jeg var på arbejde, var jeg alene i naturen og oplevede en slags fred. I den nye by formåede jeg bare ikke at skabe kontakter til andre mennesker, og fik derfor hverken venner eller kærester. Skulle en gæst alligevel en sjælden gang finde på at besøge mig på mit værelse, blev jeg forlegen og forvirret.
Samtalen kom aldrig i gang, heller ikke hvis den besøgende havde let til spøg og levende samtale, alt blev uhjælpeligt ødelagt, når jeg fik besøg. Gæsten fandt en undskyldning for at slippe væk og satte aldrig sine fødder der igen. Den daglige dosis smerte var efterhånden så uudholdelig, at jeg måtte gøre noget ved min frygt for andre mennesker. Det lykkedes mig at blive optaget på byens hf-kursus. Nu så jeg mennesker hver dag, men ensomheden var taget med mig, og tilværelsen var såmænd ikke så meget anderledes end tidligere. I frikvartererne satte jeg mig alene, tit ved et lidt afsides bord. Hvis jeg sad sammen med de andre, sagde jeg sjældent noget. Nogle lærere og elever lagde mærke til mig, for jeg løste alle mine opgaver med nidkærhed og akkuratesse.
I starten troede de, jeg var lidt dum. Senere sagde de. Han er jo en klog og stille fyr. De grinede lidt og trak på skuldrene.
Jeg flyttede til hovedstaden for at læse videre. Arbejdede næsten altid for mig selv, da mindreværdet var taget med mig.
I den nye by boede jeg på et gammelt og hyggeligt kollegium. Der var mange fester og lystige middage på gangene eller i den flotte festsal. Ved sådanne lejligheder ramte ensomheden mig altid som en syl, og den blev siddende som en smertende torn i hjertet. På kollegiet blottede man ikke sin smerte og afmagt. Jeg forsøgte derfor at skjule ensomheden, for der klæbede noget taberagtigt ved den.
Mange år er tabt
Det er nu mange år siden, jeg forlod folkeskolen. Mange års følelse af at livets mulighed gik tabt, sætter sine spor. Jeg foretrak at forblive følelsesmæssig uigennemtrængelig med et tomt blik i et trøstesløst selskab.
Jeg forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde. Når jeg var i selskaber eller bare gik på gaden, var jeg på vagt overfor alle andre mennesker. Jeg var her for mig selv. Ingen andre var her for mig. Jeg ventede på min tid, og dagene blot fløj forbi.
Efter et par trøstesløse årtier begyndte jeg at få styr på angsten, så den ikke længere ledte mig af bestemte stier gennem livets have.
Efterhånden kan jeg udtrykke mig selv uden anspændelse og med værdighed. Jeg føler nu, at jeg som menneske har fået en værdi i mig selv. De mørke og truende farver hang over mig i mere end et par årtier.
Langsomt blev de dog fortrængt af flere og flere lyse og livsglade farver. En dag mødte jeg kvinden, som siden fødte vores søn. For altid forandret, for evigt forundret. Jeg lever, tak jeg lever.
Denne fortælling og den tilgængelig forskning viser, at mobning er et samspil mellem forskellige faktorer. Personlige faktorer såsom usikkerhed og passivitet i modsætning til fysisk som psykisk styrke har indflydelse på mobningssituationen. Sociale faktorer, som familiebaggrund og det sociale miljø i klassen har stor betydning for om mobningen finder sted.
Skolen skal tage ansvar
Ovenstående historie og alle undersøgelser viser at mobning i skolegården har langvarige konsekvenser for mobbeofrene.
Konsekvenser som rækker langt ind i voksenlivet. I flæng kan nævnes et lavt selvværd, en følelse af at være anderledes, et ønske om gruppetilhørsforhold, ensomhed, årvågenhed overfor andres adfærd, et ønske om at være vellidt og en manglende social kompetence.
Mobbeofre udvikler ofte en sårbar personlighed. Mobberne derimod har en øget risiko for, at komme ind i en kriminel bane.
De vedvarende konsekvenser for mobning gør det klart, hvor vigtig forebyggelse mod mobningen er, og at en hurtig indgriben i situationen er nødvendig.
Lærernes og forældrenes holdning, rutiner og adfærd har en afgørende rolle for at reducere mobning og styre adfærden i acceptable sociale baner. I skolen skal man arbejde på at udvikle børnenes sociale kompetencer, deres dannelse og give dem redskaber til konfliktløsning.
På det personlige plan er det vigtigt, at hjemmet og skolen i samarbejde styrker selvværdet og handlekompetence hos de børn, som er usikre, generte og som er mere eller mindre selvudslettende.
Folkeskolen er skolen for livet, og livet skal ikke ødelægges her. Skolen skal være livets skole i positiv forstand.

Poul Erik Pedersen er agronom og har igennem de sidste otte år arbejdet som miljøkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu