Læsetid: 3 min.

Mobning og det tunge ansvar

23. januar 2007

For nylig var der debat i medierne om mobning i skolen. Et forældrepar fra Albertslund ville anlægge sag mod den skole, som deres søn havde gået på, fordi han var blevet mobbet i skoletiden. Baggrunden var, at skolen - som var en privatskole - havde markedsført sig på, at den ikke ville tillade mobning. Og når det så alligevel var foregået, kunne man jo sagsøge den for ikke at leve op til sin egen markedsføring. Reaktionerne var mange:

Nogle mente, at mobning er forældrenes ansvar. "Mobning begynder i hjemmet," lød reaktionen. Det sociale forhold mellem børnene i klassen bliver grundlagt i hjemmet. I øvrigt er der vel problemer, som forældrene selv kan tage sig af, for eksempel ved at ringe til hinanden eller holde et møde, hvor de snakker problemerne igennem. Det der ligger bag denne holdning er, at børnenes opførsel er forældrenes ansvar. Andre mente, at mobning er skolens ansvar. Når børnene mobber hinanden, er det lærernes skyld. Derfor tilsluttede 24 organisationer med undervisningsminister Ulla Tørnæs i spidsen sig i 2004 en såkaldt national trivselserklæring, som skolens hovedaktører med skolelederen i spidsen skal underskrive, og hvor man besvarer en række spørgsmål, blandt andet: "Hvad gør vi for at udvikle de ansattes kompetencer i forhold til at fremme elevernes sociale trivsel og modvirke mobning?"

Sådan som spørgsmålene er udformet, er det tydeligvis først og fremmest skolen, der skal sørge for, at eleverne ikke generer hinanden. Endelig var der også nogle, der mente, at mobning er kommunens, dvs. den offentlige myndigheds, ansvar. "I Sverige," skrev Politiken d. 10. januar 2007, "er der ingen tvivl om, at det er skolen eller i sidste ende kommunen, som bærer ansvaret for mobning". Her kan børnene henvende sig til den særlige børne- og elevombudsmand, som kan tale børnenes sag og i sidste ende føre retssag på børnenes vegne.

Bag de forskellige holdninger til, hvem der har ansvaret for mobning, finder man to faktorer. Den ene handler om grænsen mellem skolens og hjemmets ansvar. Den ligger et sted i spektret mellem undervisning og opdragelse. De fleste vil nok mene, at den deciderede faglige undervisning er skolens opgave, mens den grundlæggende opdragelse må varetages af hjemmet. Men spørgsmålet er, hvor mobning hører hjemme: Udspringer den af skolens måde at undervise på eller af forældrenes mere eller mindre heldige opdragelse? Jo, at børnene lærer at regne og skrive er skolens opgave. Men er det også skolens opgave, at de lærer at opføre sig ordentligt?

Supermarkedstænkning

Den anden handler om opgavefordelingen mellem de tre aktører, som har med børnenes skolegang at gøre: hjemmet, skolen og kommunen, dvs. den offentlige myndighed. Hvem har ansvaret for børnenes skolegang?

Er skolegangen hjemmets ansvar? I så fald må forældrene påtage sig den opgave at løse mobningsproblemet, for barnets opførsel, også i skolen, er forældrenes ansvar. Ja, ret beset er selve skolen forældrenes og hjemmenes ansvar. Denne opfattelse afspejler en traditionel, konservativ tankegang, hvor familien spiller hovedrollen i samfundslivet. Er skolegangen skolens ansvar? Argumentet lyder ofte, at når nu forældrene har betalt for børnenes skolegang, enten direkte til skolen som privatskole, eller indirekte over skattebilletten, må skolen også påtage sig at levere varen, herunder at holde skolen mobbefri. Bag dette ligger en supermarkedstænkning. Her køber man sig til sine serviceydelser, og når først man har købt en ydelse, skal leverandøren også levere den. Når varemærkningen siger 'mobbefri', så skal skolen være mobbefri, ligesom salmonellafri kyllinger naturligvis ikke må indeholde salmonella. For det har vi jo betalt for. Eller er skolegangen kommunens og de øvrige offentlige myndigheders ansvar? Denne version er den velfærdsstatslige, at når vi én gang har betalt vores skat, har vi også krav på at staten realiserer vores velfærd. Men hvad omfatter velfærd? Det er et politisk spørgsmål, og derfor er det borgernes opgave at kæmpe sig til så meget velfærd som mulig, blandt andet, ved at vores børn ikke bliver mobbet, når de går i skole. Her optræder mobning på linje med behandlingsgarantier på sygehusene. Hvis ikke mobning er med på listen over statslige eller kommunale serviceydelser må man, via en politisk indsats, få listen udvidet. Og når først den er kommet på listen, har man en rettighed, som man som borger kan henholde sig til. Tilsyneladende er det nu om dage en kombination af markeds- og velfærds-tænkningen, der dominerer. Skolen skal levere varen, ellers klager vi eller går til retten. Vores eget bidrag? Vi har betalt. Bare spørg min revisor!

Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet, leder af Knowledge Lab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu