Læsetid: 2 min.

Modbilleder af et ægteskab

Stig Sæterbakkens 'Siamesisk' er en grum norsk roman
2. februar 2006

Siamesisk er titlen på en norsk roman fra 1997, nu oversat til dansk og udgivet af Husets forlag, Århus, der bebuder at ville følge den op med de øvrige dele af en fri trilogi. Stig Sæterbakken (f. 1966) er navnet på endnu en af de mange yngre prosaister i Norge, der gør sig gældende i Danmark med et andet landskab som kulisse om psykiske konflikter. I Sæterbakkens roman er der ingen ydre natur af betydning, men en gruopvækkende indre topografi af menneskeligt forfald.

Titlen kan hentyde til den mørke tvilling, man bærer i sig og som forløses i hovedpersonen Edwin Mortens, der sidder blind og næsten lammet i sin stol i lejlighedens badeværelse, hvor hustruen Erna søger at holde liv i ham med frikadeller, selv om han næsten kun indtager saft og tyggegummi. Og dog flyder hans sekreter livligt og stinkende i slange og pose, nøje kommenteret af velbeskreven fjærten og truende, hånende tale i en monoton og uhyrlig dialog mellem de to, der også siamesisk, symbiotisk er sammenknyttet i et forkomment, uundværligt hadforhold.

Til slut vender det om i erindringsrester af en ømhed, uden at der er tale om forsonet udgang. Slet ikke. Kompositorisk er de adskilt i kapitler, hvor de hver for sig har ordet, konstant beskæftiget med hinanden.

Blindhed

Han er forhenværende bestyrer af et plejehjem, fyret for svigtende syn, nu manisk optaget af bitre erindringsstumper, en sproglig afføring. Der er træk af hævn i dette skridende og skidende, ræbende forfald, registreret, indsnuset i et aftrædelsesrum for dem begge, et nøgent torturkammer.

Handling er der ikke tale om, men en monoton ophørsproces i disse scener af et ægteskab med en lortekonge på tronen. Eneste afbrydelse er den unge vicevært, der tilkaldes for at udskifte lysstofrøret og spiller en voksende rolle i deres fantasi, så Erna mod enden tilbyder ham at flytte ind i Erwins gamle værelse. Også han har mistet sit job. Men han fortoner sig, ændrer så at sige skikkelse. Erwin har gennemskuet ham. "Hvor er mine sko? Har hun givet dem til ham?" Han kender fodsporene af en efterfølger i en forandret verden. Uvirkeligheden er snart total i rædselskabinettet af fysiske realia, klæbet sammen af tyggegummi, hvor væmmelsen også kammer over i groteskens mørke humor. Også humor er væske.

"Nu er det borte. Jeg har gjort det jeg satte mig som mål, at glemme alt. Men er det rigtigt, har jeg gjort det? Er alt virkelig borte? Kan jeg være sikker på, at det er det? Det føles sådan -" Man skal ruste sig med en god hørelse for stilens præcision og fornemmer da også klange fra Samuels Becketts figurer, Hamm i Slutspil og Malone i romanen Malone dør, i Célines tænderskæren og i grumhedens teater, som vi kender det hos Jess Ørnsbo.

Der er lang tradition i modernismen for sådanne modbilleder til den foregivne normalitet, en nødvendig ransagelse bag forklædningerne, et syn af den skjulte modbetydning, som er integreret i eksistensen. Stig Sæterbakken giver et godt bidrag.

Stig Sæterbakken: Siamesisk. Oversat af Peter Nielsen. 165 s. 199 kr. Husets Forlag. ISBN 87-7483-520-3.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her