Læsetid: 3 min.

Moden minimalisme

Kunsten at lade intet udtrykke alt når nye højder med dead-pan-virtuosen Bill Murray og 'Dead Man'-minimalisten Jim Jarmuschs frugtbare samarbejde i 'Broken Flowers'
7. oktober 2005

Bill Murray kan ses som det levende bevis på, at der er hold i den såkaldte Kuleshov-effekt. Lev Kuleshov var en russisk filminstruktør og teoriker, der blandt andet havde stor betydning for udviklingen af den russiske montage i 20'erne med sine tanker om, hvordan betydning opstår i mødet mellem billeder og ikke kun i selve billedet.

Lev Kuleshov prøvede at bevise dette ved at klippe et udtryksløst billede af den russiske skuespiller Ivan Mozhukin sammen med så forskellige ting som en skål suppe, et lig eller en baby. Resultatet var, at tilskuere roste Mozhukins skuespil, når de problemfrit læste sult, sorg eller glæde i hans ansigt - selv om de havde set det samme ansigt hver gang.

Bill Murray har i de senere år bevidst arbejdet med at gøre sit udtryk mindre. I film som Lost in Translation har han leveret store, imploderende præstationer, og i Broken Flowers er han det meste af tiden en blank flade, som reflekterer de andre karakterer og miljøer frem for at udtrykke noget selv.

Det kan lyde som en dårlig præstation, men sammen med less is more-mesteren Jim Jarmusch (Down by Law, Night on Earth etc.) fungerer det fantastisk, og effekten bliver så meget desto større, når man pludselig ser antydningen af mimik; et løftet øjenbryn, en trækning ved munden.

Hvad sker der bag facaden på historiens fallerede Don Juan, der på jarmusch'sk road movie-manér bliver sendt af sted for at opleve en række fascinerende møder frem for den store historie?

Broken Flowers følger den midaldrende Don Juanston, undskyld, Johnston, der modtager et brev om, at en hidtil ukendt søn måske vil opsøge ham.

Murray med gæster

Don har umiddelbart ikke tænkt sig at foretage sig noget, da han egentlig holdt op med at foretage sig noget for mange år siden. Hans foretagsomme nabo (Jeffrey Wright) med en amatørdetektiv i maven fritter ham imidlertid for navnene på gamle flammer, laver grundig research, indspiller god køremusik og sender ham så af sted i en lejet Taurus for at finde ophavskvinden til brevet.

Det fører til møder med fire vidt forskellige kvinder, der alle giver Don lejlighed til at se, hvordan hans liv måske kunne være blevet, hvis han havde valgt en anden vej.

Historien giver stærke kvindelige skuespillere lov til at more sig med at gæsteoptræde i Bill Murrays stone face solo show i cirka 10 minutter ad gangen. Sharon Stone er i sit energiske es som den vilde livselsker med en nyligt afdød racerkørermand og datteren Lolita, der til fulde lever op til sit navn.

Frances Conroy (fra tv-serien Six Feet Under) er gribende som en kvinde, der måske aldrig er kommet sig over Don og nu har ladet sit flippede selv dø til fordel for et liv som typehussælger i et trøstesløst ægteskab. Jessica Lange får lov at give den som dyre-telepatist, mens altid seværdige Tilda Swinton er på lovligt flygtigt visit som biker babe med en voldsom kæreste i baghånden.

Her og nu

Alle kvinder lader til at have en fest med deres roller og skaber en både sød, sjov og sørgelig mosaik af levede liv omkring en mand, der er holdt op med at leve sit - og måske aldrig rigtigt kom i gang, selv om han bildte sig ind, at rækken af nedlagte kvinder var et umiskendeligt livstegn. Trods flere morsomme optrin er der noget utroligt vemodigt over den tilbageskuende historie.

Som altid er Jarmusch ikke så interesseret i detaljeret psykologi eller forhistorie. Hans film foregår i nuet, og det er øjeblikkene, billederne, musikken og rejsen, det gælder. Sine steder er balancen mellem de følelsesladede kvinder og Murray ved at tippe, men Murray står fast, og man er til det sidste fascineret af kombinationen af Murray og kvindemontagen, der på skift tegner forskellige portrætter af den udtryksløse mand.

Broken Flowers, der vandt juryens store pris i Cannes i år, er Jarmuschs mest mainstream og ufarlige film til dato. Den giver indtryk af en tidligere filmisk rebel, der har fået rundet kanterne med årene og nu har det fint med at gå efter mere hyggelige historier end det grænsesøgende. Men man hygger sig bestemt i hans selskab.

Broken Flowers. Instruktion og manuskript: Jim Jarmusch. Amerikansk (Metropol, Dagmar, Grand og Empire i København samt syv andre biografer i landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu