Læsetid: 7 min.

Moderkultens skabshistorie

At søde børn og kærlige forældre først blev opfundet for nogle hundrede år siden, for at skabe grundlaget for et produktivt samfund, er en sandhed, der har svært ved at komme ud af skabet. For vi elsker historien om den evige, urystelige moderkærlighed
8. marts 2007

Hvis der er noget, der forekommer så sikkert som at solen står op i øst, er det, at mennesker vil have børn. Det er 'naturligt' - i al fald for kvinder. Kvinder gribes for langt størstedelens vedkommende af en fuldkommen uimodståelig lyst til at få børn, der derefter følges op af et lige så uimodståeligt moderinstinkt, når skravlet lægges til brystet. I vort lille dronningerige bliver hele 90 pct. af kvindekønnets reproduktive repræsentanter nu om stunder mødre.

Men det er ingenlunde naturligt. Alt har en historie, og det gælder også historien om, hvad det vil sige at være forælder. Den fylder godt nok ikke meget på boghylderne, kan denne skribent konstatere i en af Paris' største boglader. Her, som mange andre steder i den vestlige verden, er det snarere spørgsmålet om, hvorledes man på allerbedste vis får opdraget ønskeafkommet, der nu optager hyldeplads. 30 meter mindst!

Historikeren Yvonne Knibiehlers fremragende Historien om mødre fra Middelalderen til i dag fra 1980 er udsolgt fra forlaget. I et hjørne står Elisa-beth Badinters Kærligheden i tilgift fra samme år, dog stadig. Her undersøger hun moderkærlighedens højt omskiftende historie. I starten af 80'erne troede man nemlig, at feminismen fra 70'erne ville føre til en række splinterny humanvidenskabelige undersøgelser af kvinders og mænds livsbetingelser, med friske rammer for en gammel historie. Men sådan skulle det ikke gå.

Faktisk skete der nærmest det modsatte. I 80'erne - yuppie-årtiet - indtrådte det, som forfatteren Suzanne Giese har diagnosticeret som en 'moderskabsrenæssance'.

"Et ideologisk tilbageslag med rødder i USA", som hun forklarede det i forbindelse med udgivelsen af bogen Moderskabet, en rejse gennem moderskabets kulturhistorie i 2004. Den skrev hun netop, fordi moderskabet endnu engang siden havde udviklet sig. Uden at nogen synes at opdage, at det var kulturelt. Det blev tværtimod betragtet som en tilbagevenden til noget naturligt. Ifølge Giese importerede vi i 80'erne "en nykonservativ bevægelse i opposition til ungdomsoprør, frisind og kvindefrigørelse, som hyldede de gamle traditionelle familieværdier og kønsroller". Det skete som altid nærmest umærkeligt.

"Det lykkedes faktisk amerikanerne at eksportere deres familieværdier til Europa i 1990'erne. Det betød en uhørt opblomstring af bryllupper, fokus på familie og et moderskabsideal, der lignede 1950'ernes".

Der står vi så nogenlunde stadigvæk. Vi kan rode rundt med, hvordan vi skal få passet ungerne, og dårlig samvittighed over, ikke at tilbringe tid nok med dem. Men at stille spørgsmål til, om de har brug for vort selskab hele tiden som ultimativt hjemmegående, om de er søde eller om vi har et moder- eller faderinstinkt, det er vi holdt op med.

Men vi kan blive nødt til at begynde igen. For nu fattes det gamle rige Eu-ropa børn. Man kan gribe til en slags apokalypse-teori, som når Eric Zem-mour - en af de nye franske virilitetsforkæmpere - hævder, at "Europa, der er blevet til én kvinde, har erklæret sig som åbent land, der blot venter på at blive befrugtet af en virilitet, der kommer udefra".

Man kunne måske også bare vende cigaren i munden, tage fat i sin historie-læsning og få lidt vind i papillotterne.

Her er Elisabeth Badinters bog Kærligheden i tilgift stadig lige tankebefordrende læsning. Nej, der findes ikke noget moderinstinkt, og de gode gamle dage var slet ikke særlig gode,.

For det første var de ikke gode for barnet. Eller børnene. Der blev på et tidspunkt født rigtig mange af dem, der døde rigtig mange og nærlæser man de historiske annaler, var det, fordi forældrene var ligeglade.

Badinter hævder ikke, at der ikke har fandtes moderkærlighed op gennem historien.

Men ved sin påvisning af, hvorledes forældreskabet i Frankrig så ud i tiden mellem 1600 og op til det 18. århundrede, får hun grundigt afvist enhver idé om, at der er noget naturligt eller instinktivt i at elske og tage sig af sine børn. Hvis et instinkt kan suspenderes i over to hundrede år må en enhver videnskabsmand indrømme, at det ikke er et instinkt.

Man har ellers prøvet at redde moderkærligheden ad hoc. Ved at hævde at grunden til, at kvinder ikke knyttede sig til børn dengang, netop var risikoen for at de døde. Badinter hævder det modsatte.

"De døde, fordi man ikke interesserede sig for dem".

Det var ikke kun i de fattige klasser, børnene døde. Der var ikke, som man måske undskyldende kunne tro, i sammenligning med Den Tredje Verden, manglen på mad og medicin, der var årsagen. I 1780 kan M. Lenoir, politiin-spektør i Paris rapportere, "at ud af de 21.000 børn, der fødes årligt i Paris bliver kun 1.000 ammet af deres mor. Andre 1.000 heldige bliver ammet i hjemmet, mens resten, altså 19.000, bliver sendt på landet til en amme."

Disse børn bliver først hentet tilbage til hjemmet i fire-fem-årsalderen. Hvis de har overlevet. 25 procent dør inden de bliver et år og kun godt halvdelen, kommer til at opleve deres 10-års-fødselsdag. Den er heller ikke foregået i hjemmet, for efter at have været hjemme og hilst på forældrene et par år, blev afkommet sendt ud at tjene eller i kloster for at blive uddannet.

Badinter påviser igennem utallige dokumenter, at det, der var på spil, var en så fuldkommen anderledes holdning både til barnet og til moderskabet, at vi har svært ved at erkende det.

Barnet som synder

Flere ideologiske faktorer var på spil. For det første opfattedes barnet på ingen måde som et sødt lille væsen. De kristne kirkefædre, ikke mindst Sankt Augustin, så i barnet en synder, endog værre end den voksne, da viljen endnu ikke kan få overtaget over drifterne. Jesu ord om at lade de små børn komme til ham, blev således hos Augustin fortolket i retning af, at selv væsner så slemme, vil Jesus tage imod.

"Nej Herre, der findes ingen uskyldig barndom." I 1600-tallet bliver børn frugten af kødets lyst, derfor betragtet som besværlige og skræmmende, indtil de når fornuftens alder. Selv spæd-barnets grådighed betragtes som tegn på en dødssynd.

Samtidig er moderskabet ikke på nogen måde idealiseret i teologien, litteraturen eller filosofien på dette tidspunkt. Med vore dages ordbrug, kan man sige, at der er en kønsrolle, der endnu ikke er skrevet. Så det er uden større samvittighedskvaler, at mødrene op gennem det 17. og det 18. århundrede i stadig stigende grad og med tragisk logik, overlader pasningen af deres afkom til andre. De har bedre ting at tage sig til.

Fædrene står det ikke bedre til med. Men i en vis forstand kommer redningen af børnene fra deres hånd, da de sidder inde med den politiske magt.

Det er på ingen måde således, at de pludselig gribes af kærlighed til de kære små. Men magthaverne får en ny interesse: demografi. I 1770 kan denne holdning siges at være opsummeret i en vis Didelots nye anvisninger til jordemødre:

"En stat er kun magtfuld, for så vidt den er befolket, jo flere der er, som producerer og jo flere arme der er til dets forsvar."

Pludselig bliver de døde børn til et manglende produktionsmateriale. Og ministre og læger bøjer sig over vuggerne...

Den nye ideologi

Oplysningstidens skribenter tager sig af formuleringen af en anden del af den nye ideologi. For mens kvinderne måske ikke er særlig modtagelige for at levere kanonføde, er de til gengæld glade for en helt nye rolle de kan spille: at være mødre. Ikke mindst for den slags helt anderledes børn som Rousseau beskriver i sit ekstremt indflydelsesrige opdragelsesværk Emile, hvor alt er naturlig, uskyldig lykke. At Rousseau selv sendte samtlige sine børn ud af hjemmet er blot en overgangsanekdote.

Pudsigt nok er det i 2007 atter demografien, der får politikere m/k til at bøje sig over vuggerne. Det europæiske fødselstal tager sig truende lavt ud.

Løsningen kan være en ny Rousseau. På sin vis er det tilfældet med den ny Mommy Myth som den kommer til os oversøs fra, men som vi måske også selv er gode til at genopfinde. At der foregår en ny idealisering af moderskabet synes at være uden nogen tvivl. Og moderinstinktetsideen er en sej overlever. Forleden kunne man her i avisen læse, at selv så rabiat en femi-nist som Solanas, der hadede mænd og skød Andy Wharhol skrev, at "hver kvinde ved instinktivt, at det eneste forkerte er at skade andre, og at meningen med livet er kærligheden".

En kvinde synes først at 'realisere sig selv' fuldkommen gennem moderskabet. Denne form for selvrealisering er oven i købet blevet demokratiseret. Mens en fjerdedel kvinder forblev barnløse i Danmark omkring århundredskiftet, er det nu kun hver 10. kvinde, der ikke får børn.

Eller barn. For måske er et barn, højst to rigeligt til at realisere sig selv i den nye modermyte. Ideen med at sende kvinderne tilbage til kødgryderne synes ikke at virke længere og har ikke gjort det længe i Europa.

Konklusionen er, at det er meget længe siden at mennesker har været naturlige. Vi befinder os midt i en ny ideologi, selvfølgelig og heldigvis. Hvis vore riger fattes børn er det helt sikkert en god idé at tænke sig grundigt om, måske skulle man opfinde et faderinstinkt lige så uimodståeligt som moderinstinktet, det skulle ikke være umuligt. Eller se lidt nøjere på, hvordan kvinder og mænd både kan arbejde og få mange børn. Naturen klarer nok ikke sagen helt af sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her