Læsetid: 3 min.

Moderne på mode

25. november 2002

DEN FØRSTE mand på månen var ikke bare første mand på månen. Han tog et skridt på menneskehedens vegne. Som Neil Armstrong sagde, da satte sin fod ned: »Det er et lille skridt for ét menneske, men et gigantisk spring for menneskeheden.«
Han formulerede en tanke, der har båret den vestlige verden som oplysningens mytologi: Den moderne historie hænger sammen. Kunstneren eksperimenterer med sin udsigelse på hele civilisationens vegne. Når han spørger: Kan jeg fremsige det uudsigelige, ligger der et vi nedenunder: Kan vi udsige det uudsigelige? Kunstneren er historiens agent. Og videnskabsmanden eksperimenterer på historiens vegne. Han er aktør i en frigørelseshistorie: afdækningen af lovmæssigheder i naturen sætter mennesket i stand til at beherske naturen. Det skaber større velstand for alle. For menneskeheden.

DEN FRANSKE filosof Jean-Francois Lyotard præsenterede midt i 80’erne en udstilling i Paris med et spørgsmål:
»Hvilken værdi har videnskab og teknologi, hvis de alligevel ikke hjælper menneskeheden til at befri sig selv fra fattigdom, uvidenhed og tyranner?«
Udstillingen kom nogle år efter, at Lyotard havde udkastet begrebet det postmoderne til betegnelse af nye vilkår i den vestlige verden. Selv definerede han det »det postmoderne som mistillid til store fortællinger.«
De store fortællinger tilskriver den moderne historie mening som fremskridt. Det postmoderne satte kunst, videnskab og politik fri fra den historie. Som Søren Ulrik Thomsen sagde i i2 fredag:
»I forestillingen om det postmoderne så jeg først og fremmest muligheden for, at politikken igen kunne blive sval og pragmatisk, og at kunsten ikke længere skulle slave for ideologierne. Ikke at historien ville slutte, men det ville være slut med historiefilosofiens idé om en progressiv, ideologisk korrekt kunst, der var på fremskridtets side, og en anden der blev dømt reaktionær og faldet håbløst bagud af den store historie.«
Den postmoderne kunst var ikke længere et politisk instrument, og videnskaben skulle ikke længere forklare historiens nødvendige gang. Man talte om ironi, små historier og legende udtryk. De moderne kriterier var ikke længere indiskutabelt gyldige.

SÅLEDES BLEV der sagt og konkluderet. Således var de postmoderne vilkår. Det kan derfor undre, at ordet det moderne nu igen er højeste mode i den politiske retorik. Det der skulle være en åbning og et frit spil, er blevet til en ny dogmatik. Den såkaldt ’postpolitiske konsensus’ vurderer, at det yderste højre og det yderste venstre mødes som ekstremer, der i sidste instans begge fører til Gulag. Man henviser til historiens ’dom’. I den ny dogmatik synes alle politiske konflikter henført til modsætningen mellem moderne og ikke-moderne: vesten overfor islam, demokrati overfor fundamentalisme, ja eller nej til EU, liberal markedsbaseret økonomi kontra ideologisk statslig styring. Som Oskar Lafontaine har bemærket:
»Ordene modernisering og modernitet er blevet degraderet til moderigtige udtryk, som kan bruges til hvad som helst. Hvis man prøver at finde ud af, hvad de mennesker, der i dag forstår sig selv som ’moderne’ forstår ved ordet ’moderne’, finder man ud af at det ikke betyder andet end økonomisk og social tilpasning til globale markeder. Begrebet modernitet er reduceret til rent økonomiske og tekniske kategorier.«

DE MODSÆTNINGER Søren Ulrik Thomsen så det postmoderne som en mulig opløsning af, sætter sig igennem med ny vulgaritet. Det postmoderne udnyttes af eksempelvis Anders Fogh Rasmussen til at maskere sin ideologiske politik som efterideologisk sand. Som han sagde i sin nytårstale: Det giver ikke længere mening at skelne politisk mellem højre og venstre. Hvorefter han leder en klassisk højreorienteret regering med højere straffe for vold, nedskæringer på miljøområdet, hårdere kurs overfor udlændinge etc.
Den afgørende modsætning finder nu sted mellem to myter: Den moderne myte, der legitimerer sig selv ved henvisning til fremskridt og historiens progression: EU er en historisk nødvendighed, fordi udviklingen fører os mod store internationalisering etc. Den myte konfronteres med guldaldermyten, som udfoldes af nynationalistiske partier og allehånde fundamentalister. Ligesom Søren Krarup betegner oplysningsprojektet som en destruktiv bevægelse fra ’guillotinen til Gulag,’ betegner ayatollah Ali Khamanei holocaust som oplysningsprojektets resultat. Det skuffede svar på den moderne hymne ’Alt bliver bedre’, finder sin formulering hos Krarup, Le Pen og Khamenei: ’Alt bliver værre.’
De der i deres daglige fattigdom, arbejdsløshed eller ensomhed ikke oplever ’gigantiske spring’ for menneskeheden som forbedringer i deres sociale virkelighed, har kun ét sted at vende deres nej. Og så rykker de ikke-moderne ind i moderne samfund. Som postmodernisten Fredric Jameson for nylig konstaterede:
»Det har vist sig at være meget nemmere at afskaffe de store fortællinger end at leve uden store fortællinger.«

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu