At hele ni fremstående kvindelige lyrikere sætter sig til at oversætte Edith Södergrans lyrik, må siges at være en hommage til den finlandssvenske digter (1892-1913), der da også har haft stærk indflydelse på dansk poesi, mærkbar den dag i dag, bl.a. på deltagerne i det kooperative foretagende.
Triumf at være til- hedder med en digttitel dette udvalg fra Nansensgades Antikvariat, knap ét 100 af de 240 digte, som indgår i de fire samlinger, hun selv udgav mellem årene 1916 og 1920 samt den posthume Landet som icke är (1925).
På dansk findes Södergran allerede i Peer Sibasts meddigtende oversættelse af de Samlede digte (1979), men bekvem og nyttig er den nye mere handy udgivelse, som kan medbringes overalt til fryd og pludselige behov - og en anelse irritation over et par elementære glosefejltagelser: "den stråleøjede ler" i 'Guds moders rose', hvor hun skal smile. Og at "ligge snøftende" ved "Skønhedens statue" er en uheldig forkølelse, da betydningen er hulkende. Redaktører er Asger Braun og Jess Jessen.
Savn
Skal jeg finde endnu en lille indvending, er det savnet af et af de seneste digte. De er ellers smukt repræsenteret af bl.a. det underskønne "Hjemkomst" med indledningen:
Min barndoms træer står jublende omkring mig: o menneske!/og græsset hilser mig velkommen fra fremmede lande./Mit hoved hviler jeg i græsset: nu endelig hjemme.
Endnu er her bevaret ekspressionismens typiske O, Mensch!-patos, men hjemkomsten til naturens enkle virkelighed er direkte erklæret i mere nøgtern stil. Nøgledigtet i denne næsten cykliske skæbnegang hedder imidlertid netop "Min barndoms träd", hvor de fortrolige træer taler til det forhen grandiose jeg med ordene:
Då du var barn förde du långe samtal med oss,/din blick var vis./Nu ville vi säga dig ditt livs hemlighet:/nycklen till alla hemligheter ligger i gräset i hallonbacken.
Nøglen til alle hemmeligheder ligger i græsset på hindbærbakken.
Påfaldende nok er det et lignende forløb man finder hos en anden af de unge døde poeter, Gustaf Munch-Petersen, med det nærmest elevagtige forhold til Södergran: Fra frie og dog traditionsmærkede digte i debutbøgerne over en ekstremt ekspressionistisk diskurs, hos begge også med nærmest surrealistiske utopier, frem til naturens rene tegnsprog i fåtallige digte før tavsheden.
Tuberkulosen gjorde ende på Edith Södergrans liv. Den havde hun fået mere end nok af under flugten fra Petersborg og revolutionen og de videre krigshandlinger med endestation i sommervillaen i Raivola på det karelske næs (Finland), et sted, der for længst er sløjfet af russiske krigergrave.
Alkymi
Man skal give sig ind under Edith Södergrans poetiske dronningescepter, der som en tryllestav suggererer en til at acceptere store sproglige klicheer fra romantikkens overdrev. Et raffineret modernistisk oprør, der i en sproglig-erotisk gestus bruger løs af farveskalaen og billedarsenalet, sol, måne, planeter, hjerte, blod, sjæl, bjerg og hav, eventyrets trylleverden og myternes figurer, folkedigtningens formler i retoriske gentagelser.
Den righoldige litteraturforskning også i Danmark har gennemanalyseret det og er generelt betaget af denne lidenskabelige æstetik, der dristigt forvandler traditionens metaltræthed til glimrende guld i en så ejendommelig alkymi af patos og ironi. Ikke sjældent udmøntes det i sentenser som disse:
"Bag ved skæbnens forhæng foregår det uudsigelige." "Erindringens violer strør jeg på drømmens fortove af guld". "Af sølvbægre hælder jeg vellyst over jorden". "Uden skønhed lever mennesket ikke et sekund".
Her har også Michael Strunge gået i skole sammen med de poetiske søsterskaber. "Vore søstre går i brogede kjoler", som det siges i et af de mange digte, der også er blevet udlagt som udtryk for en feministisk holdning.
I det nævnte fremstår det som en kærlighedsskuffelse, der paradoksalt også er en udmærkelse fra ham, hvis hårdhed var så blid, "at jeg ikke gik i stykker". Tværtimod blev den til en stjerne på hendes pande, forladt på en vinterø i skælvende tårer.
Jeg er et neutrum
Denne genkommende herskerfigur har kritikere forgæves søgt at identificere, men den sparsomme biografi røber intet herom. Og det erotiske univers er da også udtryk for et selvproducerende kraftcenter af paradokser og modsætninger i en rungende ensomhedsfølelse, en sær indespærring i en transcendent åbenhed - for nu at sige det sådan om denne digter, der går i ét med sin længsel.
Tidligt får hun det formuleret i "Vierge moderne", hvor jomfrutemaet gennemspilles dristigt:
Jeg er ingen kvinde. Jeg er et neutrum.
Jeg er et barn, en page og en djærv beslutning,
jeg er en leende stribe fra en skarlagensol-
jeg er ild og vand i ærlig forbindelse på frie vilkår.
Sådanne i alt 13 bestemmelser tegner det suveræne Jeg, det moderne menneske i betydningen det digteriske selv, som er et neutrum, en fremmed. Svarende til Arthur Rimbauds "Je est un autre". Et jeg, som ikke skriver digte, men klomærker. I sprogets totale eksistens. I sin opsigtsvækkende indledende anmærkning til samlingen Septemberlyran (1918), skrev hun.
"Att min diktning är poesi kan ingen förneka, att det är vers vill jag icke påstå- Min självsäkerhet beror på att jag har upptäckt mina dimensioner. Det anstår mig icke att göra mig mindre än jag är."
Den ensomme poet i den dybe provins var en verdensbevidst kunstner, velbekendt med russisk modernisme, tysk og fransk symbolisme og ekspressionisme og blev en original indgangsskikkelse til moderne nordisk poesi og stadig aktuel for læsningens stædige søstre og brødre.
Edith Södergran: Triumf at være til- Et udvalg. 128 s. 200 kr. Nansensgades Antikvariats forlag. ISBN 87-88211-48-7. Udkommer i dag
