Læsetid: 3 min.

Modernistisk folkeoplysning

De modernistiske digtere blev sat til at løbe om kap med både sig selv og moderniteten i det poetiske orienteringsløb, som Torben Brostrøm skød i gang i tiden omkring 1960
2. februar 2006

I perioden fra romantikkens afslutning og frem til 1950'erne har den danske lyrik stort set ikke flyttet sig ud af stedet. Bevares, der har været enkelte betydelige digtere, men overordnet set har poesien stået og trippet på sine små, traditionalistiske versefødder i knap 150 år og er derfor sakket håbløst bagud. Ikke bare i forhold til den udenlandske litteratur, men også i forhold til virkeligheden og dens indbyggere.

Sådan ser det i hvert fald ud i Torben Brostrøms øjne i tiden omkring 1960, hvor han holder status over den danske lyrik. Men med den ny poesi, modernismen, der sætter ind i 1950'erne, flyttes lyrikken ud af det historiske tomrum og ind i samtiden. Den bliver tidssvarende.

Om kap med sig selv

Brostrøm ser modernismen som et kapløb med det store spøgelse - moderniteten - det vil sige som en metode til at indhente sig selv og den virkelighed, man er en del af. Synspunktet har sine rødder i en forestilling, der handler om, at menneskeheden, og ikke mindst danskerne, befinder sig i en dva-letilstand på samme måde, som poesien har gjort det. Individerne stavrer rundt som en flok bevidstløse zombier, der hverken kender sig selv eller deres omverden, og derfor er de delvist blevet sat ud af spillet. For alt det, som unddrager sig bevidstheden og får lov at ligge hen i mørket, falder som bekendt ikke altid i søvn. Tværtimod begynder det at leve sit "uhyggelige egenliv", og dermed mister subjektet grebet om sin tilværelse. Modsat forholder det sig med modernisterne. De søger indad og nedad, mod sjælelivets afkroge, for følgelig at hente det ubevidste materiale med op til overfladen. Og de søger udad, mod samfundet, for at konfrontere sig med "abstraktionernes dæmoni", det vil sige genvinde kontrollen over de institutioner, som har løsrevet sig fra deres skabere.

Poetisk primalterapi

Modernismens styrke består i, at de nye digtere har forfinet det erkendelsesinstrument, som poesien er, eller som den i hvert fald burde være. De har en meget mere nøgtern og fordomsfri tilgang til subjektet og omverdenen end deres forgængere, og derfor kan de føre bevidstgørelsesprocessen langt videre.

I den modernistiske skabelsesproces starter digteren fra nul og skriver sig frem i retning af nye erkendelser. Her er der ingen hellige køer, ingen forudfattede meninger, ingen sandheder, som skal forsvares. Derimod handler det om at nedbryde de "lune løgnehistorier", som vi lever på, og det gør man ved at gå bagom ideologierne og de etablerede sandheder, som bliver stillet i et afslørende lys.

Den psykoanalytiske grundfigur, der handler om at gøre det ubevidste bevidst, står på den måde centralt i Brostrøms modernismetænkning: Alt det, som befinder sig i mørket, skal igen hentes frem i lyset, så mennesket kan blive herre i sit eget hus.

Den visionære digter

I modsætning til nogle af de andre programmer for modernismen handler det således ikke om at flirte med det dæmoniske og videreformidle det trylleskær, som det fremmede afgiver, når det får lov at ligge hen som et mørklagt punkt under det moderne. Tværtimod handler det om, at poesien skal erkende det Andet og dermed oplyse og afmytologisere fremmedheden.

Derfor kan man sige, at Brostrøm genskaber den visionære digter på et anti-metafysisk, moderne grundlag. Kunstneren har smidt den seerkappe, som de mere romantiske programmer udstyrede ham med, og i stedet er han blevet begavet med en ekstrem receptivitet og nogle kritisk-analytiske værktøjer, der hæver hans bevidsthedsniveau højt op over det, som kendetegner den almindelige samfundsborger.

Opbyggelig modernisme

Elitært og bedrevidende? Ja, helt sikkert. Og dette er givet en af grundene til, at man i de sidste små 10 år har rettet en stribe skudsalver mod det program, der først og fremmest blev formuleret af Bro-strøm, men som ifølge kritikerne har lagt sig som et røgslør over den danske litteraturforskning.

Men det store dyr i åbenbaringen er nok i virkeligheden projektets opbyggelighed. Troen på at litteraturen har en vigtig funktion, at den kan og skal overskride det rent æstetiske og virke ud over sig selv. I hvert fald er det erkendelsesorienterede litteratursyn, der understreger poesiens forbindelse til virkeligheden, ikke i særlig høj kurs blandt modernismekritikere som Anne-Marie Mai, Anne Borup og Jon Helt Haarder.

Så hellere uskadeliggøre litteraturen ved at fange den i et tomt formbe-greb eller ved på anden vis at underminere den bevægelse, der finder sted, når litteraturen overskrider margenen og begynder at betyde noget. Altså det fænomen, som Brostrøms modernistiske blik zoomede ind på i tiden omkring 1960.

Bue Peiter Peitersen er cand.mag i Dansk og Kulturformidling, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu