Læsetid: 4 min.

Modersmålets klang

12. juni 1997

EGENTLIG VIRKER det så enkelt: Når børn læ-rer at spille efter den japanske violinist Shinichi Suzukis metode, udvikler de deres musikalitet og evne til musikalske frembringelser på samme måde som de lærer at tale. Derfor kaldes Suzuki-metoden også modersmålsmetoden.
Desuden optager man børnene allerede, når de er tre-fire år. Ikke for at sætte dem i rundkreds på gulvet og lære dem at klappe rytmer og synge sange, nej de udstyres med en violin, og de lærer klaverspil.
Noderne gemmes derimod til senere, i første omgang drejer det sig om at udvikle gehøret, lære barnet at efterligne musikkens lyde og gengive dem rent - dvs. udvikle processer hos det lille barn, der er analoge til den måde, det lærer at tale på - hvilket som bekendt sker før det lærer at læse.
Alle børn lærer at tale deres modersmål uanset hvilke talenter, de i øvrigt lægger for dagen, og dette er også filosofien bag Suzukis metode og følgelig bag Det Danske Suzuki Instituts optagelsespolitik. Der spørges ikke efter musikalitet, for "vi gør børnene musikalske", som lederen Tove Detreköy forklarede i TV2s morgenfjernsyn i går.

DET ER HELLER IKKE musikken, der komplicerer sagen. Faktisk behøver man ikke specielt at have forstand på musik for at forstå, hvad det er, der sker. Man skal blot have erfaringen - som alle har, hvis de gør sig det klart - om forskellen på det, man har 'lært' og det, man bare 'ved'. Så ved man også, at det man bare ved (fordi man har lært det som meget lille) er en integreret del af én selv og til forskel fra megen tillært viden former hele ens måde at være i verden på. At anbringe musikudøvelse, der unægtelig hører til verdens mere komplicerede færdigheder, i de regioner af menneskebarnet er derfor at udstyre det med en intuitiv og umistelig tilgang - ikke blot til musikkens univers men til et vidtforgrenet netværk af evner og processer i barnet selv: hukommelse, lydhørhed, evnen til at omsætte sanse- og følelsesindtryk i udtryk, koncentration, finmotorik osv. - Foruden den selvtillid og medfølgende omgængelighed der kommer af at kunne noget rigtig godt.
"En model for livet", kalder komponisten Per Nørgård Suzukis metode og dermed mener han formodentlig det samme som er forsøgt formuleret ovenfor.

HAR MAN AF ovenstående fået det indtryk, at musikken "leges" ind i børnene, tager man til gengæld fejl. Som alt andet, der er værd at kunne, kræver stryger- og klaverspil øvelse - blot er der ikke tale om åndløst terperi men om at knokle på med noget, der udfordrer ens evner. Hvilket er no- get nær det modsatte. Og disciplin og evnen til at udholde et vist mindstemål af nødvendig kedsomhed uden at smadre instrumentet eller lillebror er mindst lige så vigtigt at lære som resten. Suzuki-metoden stiller krav til såvel børn som forældre. Et afgørende karakteristikum er, at forældrene er aktive deltagere: de er tilstede ved undervisningen og de øver med barnet derhjemme. Faktisk er det private institut, Det Danske Suzuki Institut, dannet af en kreds af forældre.

HVORTIL NU HELE denne anprisning af en bestemt pædagogisk metode? Der findes glimrende kommunale musikskoler rundt omkring, og selvom Det Danske Suzuki Institut er storleverandør af kvalificerede strygere til symfoniorkestrene; selvom mange af dansk musiklivs ypperste er udgået fra instituttet, findes der da også andre måder at lære at spille godt på.
Svaret er, at instituttets undervisning, som vi har forsøgt at illustrere, har videre perspektiver end blot dette at lære børn at spille. Der er tale om et i egentligste forstand dannelsesprojekt, hvilket oprindelig (dengang Sokrates og Platon puslede med ideen) var målet for al pædagogik. Hvad det ikke altid har været siden. Og heller ikke et mål, man kan føle sig sikker på, at al musikskoleundervisning i dronningeriget indfrier.
Desuden er Suzuki Instituttet truet af lukning af grunde, der bedst kan betegnes som umusikalske - uvedkommende og dumme, som de er.
Fordi der kun undervises i stryger- og klaverspil betegner Dansk Musikråd med Musikloven i hånd skolen som for "smal" til at være støtteberettiget. (Man støtter dog med et symbolsk beløb på 20.000 kroner). Og fordi skolen, der rummer 130 elever, optager børn fra mange forskellige kommuner, mener kommunerne at den er for "bred" til at få del i kommunale midler. Resultatet er at skolen mangler 175.000 kroner om året til sin drift - i sig selv et latterligt beløb, sammenlignet med de 80 millioner, Musikrådet årligt udbetaler til musikskoler. Det er imidlertid nok til at lærerne ikke kan oppebære en almindelig musikskoleløn med mindre kontingentet, der i forvejen er på 600 kroner om måneden, sættes yderligere op. Hvilket ville komme i kritisk modsætning til instituttets erklærede mål om ikke at være en eliteskole. Des-uden er de lokalemæssige problemer vokset propor- tionalt med skolens succes - og heller ikke her er der tilskud at hente.
"At nedlægge Det Danske Suzuki Institut ville svare til at nedlægge Tivoligarden", mener Per Erik Veng, kor og orkesterschef i Danmarks Radio. Ovenikøbet at nedlægge den af bureaukratiske grunde ville være utænkeligt.
Men det er det, der er ved at ske her. Kan det passe, at vort modersmål er for lille et sprogområde til en musikalsk dimension?

ks (Karen Syberg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her