Læsetid: 7 min.

Modgang er begyndelsen på noget nyt

Der er aldrig lavet en spillefilm på den måde, instruktøren Linda Wendel har skabt 'Han, hun & Strindberg'. På fredag får den biografpremiere som en dvd-film produceret i Wendels egen lejlighed
1. marts 2006

"Jeg gør det ikke på et underskud, jeg gør det på et overskud, og jeg tror, at det er derfor, at det kan lade sig gøre."

Hvis Linda Wendel er frustreret, lader hun sig i hvert fald ikke mærke med det. På fredag er der premiere på Han, hun & Strindberg, hendes anden spillefilm produceret billigt og uden støtte fra Det Danske Filminstitut, og hun understreger, hvor meget hun har lært af at skulle gøre alting selv.

"Det lyder sindssygt," siger hun, "men det, at man har et tæt samliv med økonomi og indhold og form, giver en indsigt. Sådan noget som lancering og markedsvilkår, har jeg ikke haft en skid forstand på før."

Andre rammer

Der er ikke noget nyt i, at unge, uprøvede instruktører laver 'gratis' film sammen med vennerne, men stort set ingen professionelle, danske spillefilm produceres uden støtte. Og i tilfældet Linda Wendel bliver det ikke mindre paradoksalt af, at den 50-årige instruktør er formand for Spillefilmsrådet på Det Danske Filminstitut; hun underviser i instruktion på Den Danske Filmskole, hvor hun selv blev færdig for mere end 20 år siden; og siden har hun faktisk instrueret en håndfuld institutstøttede spillefilm, blandt andet Ballerup Boulevard (1986), Lykken er en underlig fisk (1989) og Mimi og Madammerne (1998).

Ingen af dem blev efter vore dages målestok dog store publikumssucceser, og i de senere år har hun ikke kunnet komme igennem med sine projekter hos Filminstituttets konsulenter. Men det får hende ikke til at brokke sig, fordi, som hun siger, "jeg har været i en situation, hvor jeg har været meget forkælet af Filminstituttet og fået alle mine ting igennem."

"Da jeg blev færdiguddannet, havde jeg ekstremt nemt ved at komme til fadet. Det handler meget om, hvad der er på mode og er in, og hvis du ikke har haft høje salgstal, så har du svært ved at få en producent, og hvis du ikke har en producent, så er der ikke noget at gøre. Det bliver sådan en ond cirkel, man kommer ind i, og jeg tror, at der er rigtig mange, der står i samme situation som mig."

Men det er ikke ensbetydende med, at man skal give op, mener Linda Wendel, der som ung arrangerede koncerter i Saltlageret og sammen med Synne Rifbjerg stablede arrangementet NÅ80 på benene, hvor en hel generation af kunstnere mødte hinanden første gang.

Baby Film

Det var i 2000, da Linda Wendel underviste skuespillere på Filmskolens efteruddannelse, at det gik op for hende, at det faktisk var muligt at lave en film uden om de sædvanlige kanaler.

"Jeg prøvede at filme en scene om formiddagen, klippe den om eftermiddagen og vise den næste morgen. Det var lidt af en ud-af-kroppen- oplevelse for mig, fordi der var nogle af de scener, som fungerede rimeligt godt."

Den første film, som Linda Wendel på den måde lavede uden institutstøtte, var den mere eksperimenterende Baby (2003), som blev produceret sammen med skuespillerne Ulrich Thomsen og Jesper Christensen, der også har to af hovedrollerne i filmen. Baby var et projekt, som Linda Wendel havde arbejdet på i flere år, og da både Thomsen og Christensen var begejstrede for deres roller i filmen, var Baby Film en realitet.

"Jeg påstod, vi kunne lave Baby for 30.000 kroner," siger Linda Wendel.

"Det viste sig ikke at være rigtigt, men så var vi i gang, og det var sjovt, fordi vi havde hvert vores område og kendte en masse mennesker. Det var et rigtig godt team i forhold til at få banket et hold sammen og linet filmen op. Vi producerede den meget konventionelt. Vi lånte et stort kamera og havde rimeligt mange mennesker med på optagelserne, men selvfølgelig ikke lige så mange som på et fuldt hold. Og vi havde dyre klippefaciliteter. Det var meget ligesom på en rigtig filmproduktion."

Frisætte fortællingen

Et år efter færdiggørelsen af Baby bevilgede Filminstituttet 550.000 kr. i kopistøtte, så filmen kunne komme ud i biografen. Men den blev ikke nogen succes hos kritikere eller publikum, og Han, hun & Strindberg er lavet helt anderledes, fortæller Linda Wendel.

"Efter at jeg havde lavet Baby og alligevel ikke kunne få noget igennem på Film- instituttet, tænkte jeg, 'Hvor få resourcer skal der til for, at jeg kan lave min næste spillefilm'. Det var spillereglerne for Han, hun & Strindberg. Hvor lidt skal der til?"

Hun besluttede sig for at gøre en dyd af nødvendigheden og udnytte den digitale teknologis muligheder fuldt ud.

"Jeg har selv et video-kamera, og det skulle klippes på min egen computer, så det ikke koster noget. Det blev optaget i min, klipperens og scenografens lejlighed, og vi optog også i min egen bil. Alt, hvad vi har brugt i filmen, er noget, vi selv har haft. Vi har kun brugt penge til mad, transport, lidt lyd og lidt lys."

Han, hun & Strindberg vises på dvd i biograferne, og der er aldrig før blevet lavet en spillefilm i Danmark på den måde, siger Linda Wendel. Og det var en del af udfordringen.

"Manuskriptet fik jeg afslag på fra instituttet for syv år siden, men jeg var ret glad for det. Grunden til, at jeg valgte det til den her film, var, at det havde en meget enkel opbygning og derfor kunne være en del af et eksperiment med at producere på den her måde. Jeg skrev det selvfølgelig igennem igen for at tilpasse det de ekstremt skrabede optagevilkår. Samtidig syntes jeg, at det var interessant at beskæftige mig med Strindberg og parforhold. Jeg skrev det efter Mimi og Madammerne som en slags opfølgning, hvor jeg så parforholdet indefra i stedet for udefra."

Hun betragter også den digitale teknologi som en metode til at frisætte den filmiske fortælling, der lider under, at alt for mange - producere, dramaturger, konsulenter - skal være med til at bestemme, hvordan den skal se ud.

"Man skriver eventyr, fordi et menneske ikke kan opleve alt selv. Hvis man skal føle med andre mennesker, er det godt at øve sig på en historie, hvor man kan leve sig ind i, hvordan det er f.eks. at miste sin mor, afprøve psykologien omkring sådan en skæbne. Det er også det, filmen som vor tids store fortælling skal bruges til. Så vi kan lære at have en hensigtsmæssig adfærd og empati for hinanden."

Modgang og goodwill

Det var en god oplevelse at lave Han, hun & Strindberg, siger Linda Wendel, men til at begynde med også ydmygende. Hendes debutspillefilm, Ballerup Boulevard, blev vist på filmfestivalen i Berlin, og hun blev fragtet rundt i limousine. 20 år senere står hun i sin egen lejlighed, har lige sendt familien ud af døren, og så banker filmholdet på.

Men, siger hun, "som kunstner er modgang begyndelsen på noget nyt. Du kan slet ikke være kunstner, hvis ikke du også ved, at det rummer modgang."

Selvfølgelig kan man heller ikke holde humøret oppe, hvis man kun oplever modgang, men "jeg har stor goodwill mange steder. Der er mange, som støtter mig i, at jeg skal lave film, også producenter. Jeg har fået økonomisk støtte fra Statens Kunstfond, Skuespillerforbundet og Dramatikerforbundet til både Baby og Han, hun & Strindberg."

"Jeg var i Mexico for at vise Baby i en fyldt kæmpebiograf, og publikum var rigtig ellevilde med filmen, og jeg fik prisen som bedste kvindelige instruktør. Det gjorde, at jeg tænkte, at 'okay, jeg taler altså til nogen'. Det var en skøn oplevelse. Og sådan har jeg haft det i hele min karriere. Der har altid været nogen, som har sagt, 'fortsæt!' Og blandt de lunkne anmeldelser har der altid også været nogle rigtig gode."

Linda Wendel understreger, at det ikke er alle, der kan gøre som hende. Hvis ikke det er professionelt nok, så kommer man ingen vegne. Og det er dyrt at lave film for ingen penge. Det er faktisk kun på grund af friværdien i sin lejlighed, at hun har haft råd til at være instruktør på fuld tid.

Hun tror dog, at vi i fremtiden vil se nogle andre, mere billige produktionsformer takket være teknologien og de mange instruktører, der gerne vil have støtte.

"Filmmediet bliver spændt mere ud, historierne finder sin form på en sjov og interessant måde," siger hun.

"Jeg vil da også elske at lave en stor film, og det håber jeg da også snart, at jeg kan komme til. Jeg har da i hvert fald masser af projekter, som jeg ikke kan lave på samme måde som Han, hun & Strindberg. Omvendt ved jeg også, at hvis jeg har to stole og to mennesker, så vil jeg kunne lave en film, fordi jeg har været så meget nede i alle dele af en filmproduktion."

Han, hun & Strindberg har premiere på fredag og bliver anmeldt her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her