Læsetid: 5 min.

Modgang gør sjov - jødisk humor i Amerika

De dansende nazister er over os! Den amerikansk-jødiske komiker Mel Brooks' farce 'The Producers' kan for tiden ses på såvel de skrå brædder som det store lærred. Her er et kulturhistorisk kik på et fåtalligt og hårdt prøvet folkefærd, som slog igen og igennem med en både skarp, sofistikeret, sort og selvudleverende form for humor
3. juli 2006

Da Mel Brooks i 1968 udsendte Forår for Hitler, som den danske titel lød, var et sort-humoristisk hovedværk født, og en sådan begivenhed akkompagneres traditionelt af et ramaskrig. I 2001 skulle musical-versionen tage Broadway med storm, men filmen floppede i første omgang. Havde Brooks ikke været af jødisk herkomst, havde den formentlig også lagt hans karriere på køl. Det var trods alt kun en generation siden, at seks millioner jøder, svarende til 40 procent af verdens samlede jødiske befolkning, havde mistet livet i udryddelseslejrene.

"Latterliggørelse frarøver Hitler hans posthume magt", har Brooks udtalt. Og at humor er et uundværligt våben i mødet med modgang er da også et synspunkt, som en lang række amerikanske komikere af jødisk herkomst har forfægtet.

Et flittigt folk

Selvom man ofte støder på betegnelsen 'jødisk humor', er der ikke tale om en humoristisk retning, som er fuldstændig unik for det jødiske folk; visse træk og arketyper går igen i humoren hos andre folkeslag og kulturer. Men jødernes traumatiske og tumultuariske historie har i exceptionel grad fungeret som katalysator for en skarpsindig og galgenhumoristisk livsanskuelse, som i det 20. århundredes USA affødte en form for humor, som moderne mennesker af vidt forskellige racer og nationaliteter tog til sig.

Mellem 1880 og 1920 modtog USA to millioner jøder, som var flygtet fra fattigdom og forfølgelse i Østeuropa. I dag er de blevet til seks millioner, men udgør stadig kun et par procent af den samlede amerikanske befolkning, hvilket gør deres bidrag til amerikansk kulturliv så meget desto mere imponerende. Intet sted er den jødiske overrepræsentation dog større end inden for komikkens verden, hvor listen udover Mel Brooks bl.a. tæller Marx Brothers, Mort Sahl, Nichols & May, Tom Lehrer, Lenny Bruce, Billy Crystal, Andy Kaufman, Roseanne Barr, Jerry Seinfeld, Jon Stewart og selvfølgelig Woody Allen.

Som Lawrence Epstein skriver i The Haunted Smile - The Story of Jewish Comedians in America, var mange af de jøder, som immigrerede til USA, verdsligt sindede. Fraværet af de religiøse ritualers mentale beskyttelse var særlig mærkbart i de fremmede omgivelser, og nye psykologiske overlevelsesstrategier måtte udtænkes. At 'holde et publikum i sin hule hånd' giver selvsagt ingen reel magt, men det giver god mening, at den symbolske magt, komikeren nyder, fremstår attraktiv for et folk, som historisk set har været henvist til rollen som underhund.

Da en stor del af det ikke-jødiske publikum også var nyslåede amerikanere, kunne de relatere til den nervøse energi, som drev de jødiske komikeres rutiner. Takket være massemedier som radio, film og grammofon-plader og siden tv kunne deres vittige observationer snart nå ud til hele nationen.

Antennerne ude

Religiøse af overbevisning eller ej var de influeret og godt hjulpet af en jødisk teologi med en forkærlighed for det respektløse og anti-autoritære, som eksempelvis de årlige Purimshpiels, hvor selv de hellige jødiske skrifter blev latterliggjort. "Narrene og spasmagerne, som optrådte ved jødiske bryllupper, var helt klart de jødiske komikeres forløbere," skriver Epstein.

Sociologisk set resulterede positionen mellem to kulturer - den jødiske og den som herskede i det land, de var bosat - ofte i løjerlige situationer, hvilket stimulerede jødernes sociale iagttagelsesevne. En egenskab, som dog også havde et ikke sjældent velbegrundet paranoidt element og tjente det formål, at opsnappe antisemitiske tendenser så tidligt så muligt - og tage benene på nakken om nødvendigt. Denne omtumlede tilværelse gjorde desuden lærdom til et aktiv, da boglige kompetencer ulig materielle goder kunne tages med overalt.

Endelig har den jødiske kulturs påskønnelse af sprog og verbal slagfærdighed meget at gøre med jødiske komikeres skarpe sans for timing og rytme. Hertil kommer, at afstanden mellem jødernes to sprog, det formelle og distancerede hebraiske og det varme og jordnære jiddisch, bidrog til en kultivering af den komiske diskrepans mellem det højstemte og det dagligdags. Utallige af Woody Allens vittigheder afspejler dette modsætningsforhold: "Tænk, hvis intet er virkeligt og alt blot en illusion. I så fald har jeg afgjort betalt for meget for mit nye gulvtæppe."

Symbolsk selvafstraffelse

Der er dog i høj grad også tale om en indadrettet iagttagelsesevne. Hvis det jødiske folks trængsler har resulteret i et stærkt sammenhold, kan det ikke spores i deres indbyrdes omgangstone, som befinder sig et sted mellem masochisme og sønderlemmende selvironi. En ledetråd til jødernes berømmede evne til at navigere i kaos findes måske i skildringerne af deres familiemedlemmer som en samling højrøstede excentrikere. Den foretrukne skydeskive er dog den Jødiske Mor, som via en hårdtslående blanding af martyrisk kvetchen (klagen) og aggressiv omsorg ("Hvad er forskellen på en Rottweiler og en jødisk mor? Før eller siden giver Rottweileren slip.") indgyder sine voksne børn intens skyldfølelse over manglende betænk- og opmærksomhed.

I essaysamlingen Jewish Wry skriver Sarah Cohen, at jødernes budskab til en fjendtlig omverden syntes at være: "I behøver ikke gøre os fortræd. Vi skal nok forestå vores egen forfølgelse. Og det grundigere, end I nogensinde kunne."

Da stand-up komikeren Sarah Silverman for nylig på grund af en vovet vits fik en asiatisk seerorganisation på nakken, rakte hun således hånden frem mod den fornærmede minoritetsgruppe ved at foretage en fordomsfuld fremstilling af sin egen: "Hvor er vi henne, når en pæn hvid pige ikke kan sige 'skævøje' på landsdækkende tv? Som medlem af det jødiske samfund frygter jeg, at vi er ved at miste grebet om massemedierne."

Ryggen mod grædemuren

Også den vel nok populæreste jødiske komiker herhjemme, Woody Allen, skildrer sin kulturelle arv som en blandet velsignelse. I Små og store synder udtrykker han respekt for jødedommen ved at lade filmens suverænt mest generøse og harmoniske figur være rabbineren Ben, som lider af en grum og uhelbredelig øjensygdom. Allens filmiske alter ego, en neurotisk og afmægtig mandsling af en ærke-New Yorker, er derimod for rationelt anlagt til at finde religiøs lindring for sin tilbagevendende følelse af eksistentiel meningsløshed.

I Hannah og hendes søstre forener Allen sin skildring af denne grundlæggende konflikt med en raffineret hyldest til nogle af sine vigtigste komiske forgængere og måske også til jødisk overlevelsesvilje generelt. Allen spiller tv-produceren Mickey Sachs, som efter en påmindelse om sin egen dødelighed forgæves søger efter livets mening inden for flere forskellige trosretninger. Da tvivlen har drevet ham til selvmordets rand, er det et gensyn med Marx-brødrenes anarkistiske farce Duck Soup, som river ham ud af hans frugtesløse grublerier og genetablerer hans kontakt med en umiddelbar og ukompliceret livsglæde.

Universel appel

I de forgangne 100 år har jødisk humor sat så stort et præg på amerikansk humor, at de i dag forekommer uadskillelige. I 1990'erne syntes triumfen total, da situationskomedien med det umiskendeligt jødiske efternavn "Seinfeld" som titel fik millioner af fans verden over, skønt den hårdnakket hævdede ikke at handle om noget som helst.

Og på det seneste har amerikanerne med særlig fordel kunnet trække på den jødiske tradition for trodsigt at grine modgangen op i ansigtet: Med miltbrandpanikken på sit højeste kunne Billy Crystal således åbne mindekoncerten for 9/11-ofrene med ordene: "Dette er ikke en prisuddeling. Vi kunne ikke finde nogen, som turde åbne kuverter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu