Læsetid: 4 min.

Modgift til det paniske småborgerskab

Kulturradikalismen har gjort Danmark kendt i hele verden, fordi den byggede bro mellem en langvarig materiel kultur og det moderne, siger arkitekturprofessor Carsten Thau
28. april 2006

Der er dem, der mener, at kulturradikalismen er udansk. Det har været et bærende tema i Søren Krarup og andres angreb på bevægelsen, at den ikke respekterer eller spejler den sande danskhed. Men sådan ser det ikke ud, når man kigger i internationale opslagsværker over det 20. århundredes kunst og kultur, forklarer Carsten Thau, professor ved Kunstakademiets Arkitekstskole og blandt andet forfatter til en stor bog om Arne Jacobsen, skrevet sammen med arkitekten Keld Vindum.

"Det kulturradikale miljø omkring byplanlæggere, arkitekter, møbelformgivere og designere er et af de få områder, hvor Danmark med usvigelig sikkerhed er repræsenteret i alle nutidens internationale oversigtsværker," siger Carsten Thau. Han taler om den historiske kulturradikalisme og især dens manifestation i 30'ernes Danmark, men han mener også, at der er brug for kulturradikalismen i dagens Danmark.

Det særlige ved den kulturradikale tanke er ifølge Thau, at den forener det politiske, kulturelle og kunstneriske med det helt konkrete: arkitektur, byplanlægning og design. Og således var der en helt håndgribelig epoke, hvor de kulturradikale designede det danske samfund.

Samfundsbyggere

"Det var de kulturradikale, der prægede det nutidige billede af dansk kultur og bragte Danmark ind i det 20. århundrede," siger Carsten Thau.

Det foregik først og fremmest i 30'ernes kulturradikalisme, der med Poul Henningsen i spidsen valgte en anden vej end den internationale avantgarde: "De kulturradikale havde en sensualisme og en glæde ved livet, som på mange måder kan minde om Grundtvig. De arbejdede på en pragmatisk måde, der var forankret i lokale håndværkstraditioner, i de naturlige materialer og lysets skiften, i kropslige erindringer om den sansbare verden. Alt dette handlede ikke mindst om at redde det traditionelle håndværk med over i den industrielle epoke."

De kulturradikale skabte et skæringspunkt mellem dansk folkelig, anonym kultur og international civilisation, som ikke mindst dansk erhvervsliv siden ifølge Carsten Thau har nydt og stadig nyder enormt godt af.

Han mener, at de, som skyder de kulturradikale i skoen, at de skulle være nogle vidtløftige kulturrelativister, burde kigge sig omkring i det danske landskab: "Centralskoler, hospitaler, etageboliger og folkebiblioteker, som alle var tegnede af kulturradikale arkitekter og formgivere, spillede en helt central rolle for at skabe et billede af det moderne Danmark og af velfærdssamfundet. Den følelse af et velfungerende samfund, som vi erfarer bevidst og ubevidst af at bevæge os rundt i danske byer, er i høj grad et produkt af den generation af formgivere. Og da bevægelsen blev verdensberømt efter 1945, var det for den "atmosfære af ægthed og kulturel forankring", som ikke mindst pressen i USA mente, at den danske og skandinaviske formgivning repræsenterede."

Kulturradikale nu

På samme måde som de kulturradikale hjalp Danmark ind i det 20. århundrede, kan de også hjælpe Danmark ind i det 21., mener Carsten Thau.

"Der opstår tilsyneladende overalt et voldsomt ubehag, når man møder modernisering. Og dette ubehag ytrer sig voldsomst blandt de virkeligt kulturkonservative omkring Dansk Folkeparti, som nu kommer vandrende i deres stålsatte revanchisme, der mener, at deres eksistentielle sandhedsgrund er proportional med deres aggressive brynde og som simpelthen ikke påtager sig den sociologiske abstraktionsevne, det kræver at træde ind i det 21. århundrede. Herunder at man må udholde et vist mål af geografisk og psykisk afstand til politiske, økonomiske processer og internationale organer i verdenssamfundet og til abstrakte tankegange i oplysningstraditionen. Det ubehagelige ved internationalisering består jo i alle mulige ting, vi ikke kan styre. "

"Når Anders Foghs forstenede sammenbidthed er så udtalt, kunne det være, fordi han tror, han som subjekt stadig kan skabe verden og banke alt muligt på plads, ligesom præstefætrene på en anden led tror, at det er en bonitet i det danske folk, der nu vågner som Holger Danskes kamp mod det internationale. Men det er en optisk illusion og en paranoid projektion, når Jesper Langballe giver de kulturradikale skylden for nedbrydelsen af folk, familie og nationalitet - det er et skred, der finder sted i alle mulige samfund i hele den vestlige verden, bl.a. gennem udbredelsen af et lystbetonet forbrugsberedskab, den strukturelle indarbejdelse af omstillingsvilje, hedonistiske lykkeforestillinger og meget andet."

Altid brug for modstand

- Hvad skal man så bruge de kulturradikale til i dag?

"Til at føre en politisk debat der rækker ud over evnesvage one-liners og person-forsnævring. Modet til at se komplekse forhold i øjnene. Stille spørgsmål om hvordan Danmark som samfund også på længere sigt kan vise veje under den hurtige internationalisering. Miljøtruslen, den internationale ressourcefordeling, skæve forhold som kræver stillingtagen. Berlusconismen, hvor Berlusconi selv i Italien ifølge målinger fremlagt i International Herald Tribune beslaglagde 70 procent af de politiske tv-udsendelser op til valget, eller A.P. Møllers straffeaktion mod Berlingske Tidende, fordi avisen ville offentliggøre noget om rederiets rolle under Anden Verdenskrig. Disse krænkelser elaboreres der ikke grundigt over i de borgerlige aviser. Fogh stiller sig an som et demokratisk billede på mod, alt imens han kryber for en amerikansk regering, som gennem sine klodsede håndteringer og undladelsessynder er dødsensfarlig for det internationale samfund. På linje med den frådende islamisme, som i dag gør det vitterligt for alle, hvad der længe var en kulturradikal mærkesag, advarslen mod religiøs forblændelse og amokløb.

"Det er stadig de venstreorienterede, som Preben Wilhjelm samt udvalgte liberale outsidere, der uafhængigt af partifarve i de sidste årtier uden skævheder har forsvaret de borgerlige frihedsgarantier - ikke det paniske småborgerskab, som imprægnerer den politiske magt. De yder jo heller intet på den æstetiske front eller i spørgsmålet om fællesskabet, som af de kulturradikale blev formuleret i retning af: Hvordan skal vi frembringe et intelligent samfund, der konfronterer sig med den internationale dynamik, og sikrer et kulturelt fodfæste på modernitetens sprælske vilkår, på grundlag af en individualisme der ikke kun er privat," mener Carsten Thau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her