Læsetid: 5 min.

Modkulturen som kapitalismens sande ånd

Hvad har hippierne og provokatørerne fået ud af kulturkampen mod kapitalismen? De har ifølge to canadiske filosoffer skabt en fantastisk ny forbrugerisme og foragt for demokratisk reformarbejde
25. januar 2007

De unge, de vilde og de anderledes har angrebet 'massesamfundet'. De har været 'alternative' og protesteret i mod det kapitalistiske samfund.

Med narkotika har de udfordret den 'småborgerlige bevidsthed', med fri sex har de udfordret kernefamilien, med støjrock har de provokeret den pæne facade og med Naomi Kleins No logo har de kæmpet imod 'mærkevaretyranniet'.

Ifølge de to canadiske filosoffer Andrew Potter og Joseph Heath har modkulturen angrebet det kapitalistiske samfund ved at skabe alternativer, og dette projekt er aldeles mislykket.

For alle 'alternativer' er blevet til 'nye varer'. Modstanden mod de klassiske brands er blevet til nye brands. I virkeligheden leverer modkulturen det, som kapitalismen lever af: konkurrence:

"Kan det på nogen måde undre, at det modkulturelle oprør har givet forbrugerkapitalismen nyt liv", spørger Heath & Potter i Rebel, der nu udkommer på dansk:

"Det er på tide at se virkeligheden efter i sømmene. Det er ikke subversivt at have det sjovt, og det underminerer intet som helst system."

Minutiøst og morsomt gennem over næsten 400 sider viser de to canadiere modkulturens fantastiske selviscenesættelse. Modkulturen hævder, at det kapitalistiske system er fremmedgørende og undertrykkende. Når man ser kapitalismen som en ond orden, kan man romantisere enhver uorden og personlig udfoldelse som et revolutionært projekt. Men festerne er blevet til oplevelsesøkonomi og eventkultur. Og i stedet for at skabe revolutionær bevidsthed, har den skabt frelste forbrugere, der ser ned på almindeligt socialt reformarbejde og politisk parlamentarisme som 'systembevarende'. Modkulturen kræver radikale forandringer, og afviser ethvert kompromis. Forfatterne nævner filminstruktøren Michael Moore, der hævder, at den liberale våbenkultur er så integreret som amerikansk normalbevidsthed, at man ikke kan lovgive om det. Lovgivning vil bare være afmægtig og skjule problemets virkelige omfang:

"I værste fald støtter modkulturelt oprør aktivt ulykkelighed ved at underminere eller miskreditere sociale normer og institutioner, som faktisk har en værdifuld funktion. Især har forestillingen om en modkultur resulteret i en afsky for demokratisk politik, som har sendt det meste af den politiske venstrefløj langt ud i mørket de sidste tre årtier."

American Beauty

Potter og Heath bruger filmen American Beauty som eksempel på modkultur som kitsch: Faren bliver en oprører, fordi han siger sit job op og ryger hash, moren bliver en systembevarende undertrykker, fordi hun klipper blomsterne i haven og passer sit arbejde. Naboen er en ond undertrykker, der foretager urinprøver på sin søn for at se, om han skulle tage stoffer. Naboen er en pensioneret officer, der autoritært regerer i hjemmet, mens konen ikke tør sige et ord. Naturligvis afsløres militærmanden som skabsbøsse: Bag den rigide orden truer et undertrykt begær. Da den hashrygende og selvrealiserende nabofar afslører militærmandens hemmelighed, bliver han skudt og dør med et smil på læben. Han er nemlig frigjort.

Modstillingen mellem den frigjorte far og den tyranniske nabo kendetegner modkulturens billede af samfundet: En småborgerlig lønmodtager-mentalitet hersker på overfladen, nedenunder findes de sande lyster og drifter. Samfundet er reguleret og fremmedgørende. For at forandre samfundet må man bryde reglerne og give sine lyster frit løb som sex, musik, protest, tatoveringer eller langt hår.

Når det lange hår og tatoveringer bliver kommerciel mode og den revolutionære musik bliver underlægning på reklamefilm, hævder de modkulturelle, at 'systemet' har 'indoptaget' modstanden. Den har afvæbnet og dermed undertrykt protesten. Hvis modkulturen ikke bliver til mode eller kommer på hitlisterne, er det også tegn på undertrykkelse. Ligegyldigt hvad bliver modkulturen bekræftet i sin selvopfattelse: Den er farlig, og 'systemet' er undertrykkende.

Cool og square

Men hvad har modkulturen opnået? spørger de to forfattere: Alt det, der var revolutionært og provokerende for 30 år siden, kan man i dag se i en Britney Spearsvideo eller i computerspil for børn. Den amerikanske forfatter og provokatør Norman Mailer skrev i 60'erne en modkulturel liste over, hvad der var 'hipt' og hvad der var 'square'; altså en modstilling mellem det gode, provokerende og det dårlige, reaktionære.

I dag er den slags lister mainstreamstof i tidsskrifter og aviser. Det, der overskrider normen, er 'cool'.

Tidligere var social status og klasse defineret ved stillinger: Advokaten, overlægen, professoren og officeren var figurer, der definerede overklassen. Men nu er overklassen bestemt af sin sans for, hvad der er 'cool'. Modstilling mellem 'cool' og 'ordinær' bestemmer vores sociale hierarkier. Rockstjerner, skuespillere og modeller bliver vor tids overklasse. Det er dem, der bliver efterlignet i skolerne og sætter standarderne i reklamerne. 'Cool' er ikke længere det, der er uden for normen, men derimod foran normen. Bagefter kommer alle de mindre smarte og køber Burberry eller Lacoste, og så er det allerede blevet til et massefænomen.

I det perspektiv kan forfatterne hævde, at modkulturen har realiseret "kapitalismens sande ånd", fordi foragten for massefænomener hele tiden åbner for nye design og afsætningsmuligheder.

Kapitalisme og kultur

For Heath & Potter kan man ikke forandre de økonomiske forhold gennem gadeteater, happenings og rockmusik. Kultur forstået som livsform og bevidsthed kan ikke udfordre den økonomiske orden. Det kan derimod det politiske arbejde: Hvis man vil bekæmpe forbrugerismen, må man fjerne skattefradraget på reklamer. Hvis man vil kæmpe for miljøet, må man gennem lovgivning drage forurenerne til økonomisk ansvar:

"De, der forurener, bør betale, hvad enten de er rige eller fattige - for hvis de gjorde det, ville der ikke længere være nogen, der forurenede."

Heath & Potters bog om og imod modkulturen er underholdende og skarp. Men analysen er på mindst to områder problematisk: for det første antager den, at kapitalismens seneste stadium er den metafysiske sandhed om kapitalismen. Nu har den afsløret sit sande ansigt. Men sammenligner man den kinesiske kapitalisme med den amerikanske version eller med den skandinaviske velfærdskapitalisme viser det sig, at der gives forskellige former for kapitalisme.

Den økonomiske orden formes og forandres af politiske institutioner, traditioner og kulturer. Der gives i kapitalistiske samfund en definitionskamp om produktionsforhold, arbejdslivsidealer og lønmodtagerforhold, hvor modkulturen i de vestlige samfund uden tvivl har præget kapitalismen. Hvis målet for modkulturen var at fjerne kapitalismen, har den selvfølgelig tabt. Men hvis modkulturen bekæmpede en bestemt administreret og maskinel livsform, er billedet mere komplekst. Naturligvis fører det hippe ideal om den fleksible og livslangt lærende medarbejder til nye lidelser, men det er nye problematikker, som kræver ny kulturkamp. Dernæst kan en forbindelse mellem modkulturelt engagement og demokratisk deltagelse ikke udelukkes så radikalt, som forfatterne gør det. Ligestillingskamp og borgerrettighedsbevægelser er eksempler på processer, hvor modkulturel mobilisering har ført til politiske resultater.

Rebel kan ikke læses facit for modkulturen, men tværtimod en opsang til det værste og en opfordring til det bedste. Og som sådan er det en fremragende bog.

* Andrew Potter & Joseph Heath: (R)ebel. Oversat af Steen Fiil. 377 s., 349 kr. Husets Forlag. ISBN 8774835491

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her