Læsetid: 4 min.

Modmagt

26. juni 2000

NU ER DET otte år siden, topmødet i Rio satte "bæredygtig udvikling" på verdens dagsorden. Både fattigdommen og ødelæggelsen af miljøet skulle bekæmpes for at redde vores fælles fremtid.
Bevidstheden blev vakt. Men resultaterne er ikke noget at juble over. Efter topmødet i Rio fulgte topmødet om befolkningsudviklingen i Cairo i 1994, det sociale topmøde i København og kvindetopmødet i Beijing i 1995, konferencen i Istanbul om byerne og boligområderne og i Rom om verdens fødevareforsyning. Aldrig er der talt så meget og indgået så mange aftaler om verdens udviklings- og miljøproblemer som i 1990'erne. Men i den virkelige verden er fattigdommen og miljøproblemerne blevet større. Det konstaterede de mange repræsentanter for miljø- og udviklingsorganisationer, der mødtes i sidste i uge i København for at gøre status og lægge nye strategier.
Samtale fremmer forståelsen, siger madame Mobilix. Med antallet af taler og samtaler som målestok kunne man fristes til at tro, at hele verden er ved at blive et sted, hvor vi snakker om tingene og finder praktiske løsninger på vores fælles problemer. Sådan er det desværre ikke. Andre kræfter trækker stærkere i den modsatte retning. Forhandling giver ikke (tilstrækkelig) forvandling.
I denne uge skal et nyt topmøde i Genève vurdere, hvad der er kommet ud af det sociale topmøde i København. Det bliver et "skammens topmøde," sagde Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Bjørn Førde i lørdags til Information. Set over en bred kam er de sociale misforhold i dag enten de samme eller værre end de var, før de fine forpligtelser blev skrevet ned i København.

EN STÆRKERE global modmagt, en verdensomspændende new deal er nødvendig, hvis virkeliggørelsen af det fælles ansvar skal holde trit med markedsøkonomiens globalisering," siger Sunita Narain fra New Delhi og Felix Dodds fra London i deres sammenfatning af mødet i København otte år efter Rio.
Verdens økonomier bliver tættere bundet sammen. Følgerne af overforbrug, kapitalkoncentration og forurening mærkes mere og mere på tværs af grænserne. Alle lande, også udviklingslandene, følger en økonomisk model som skaber større ulighed og voksende miljøproblemer, også i de lande, der har en høj økonomisk vækstrate.
Globaliseringens sociale og økologiske virkninger bliver ikke opvejet af en politisk globalisering, som kan sikre, at markedsøkonomi og miljø bliver styret til flertallets fordel. Regeringerne stræber efter de størst mulige fordele for deres nationale økonomi i handelsaftalerne - og mindst mulige omkostninger af miljøaftalerne.
"Vi, de ikke statslige organisationer, NGO'erne er selv en del af problemet, fordi vi har overladt for meget til regeringerne og affundet os med adskillelsen af økonomi og økologi," siger Sunita Narain og Felix Dodds.
Men de er også en del af løsningen. NGO'ernes voksende indflydelse som part i verdenspolitikken er et af de opløftende træk ved udviklingen siden Rio. Den norske fredsprofessor, Johan Galtung, mener ligefrem, at et nyt globalt demokrati er under udvikling. De nationale stater og deres regeringer vil blive svagere. Men Galtung forestiller sig en slags verdensparlament og et netværk af repræsentanter for to millioner lokalsamfund og 10.000 NGO'er, der skal danne modvægt til de ellers enerådende markedskræfter og magtforhold og gå i brechen for verdensborgernes menneskerettigheder, deres grundlæggende sociale og kulturelle behov og beskyttelsen af de fælles værdier i natur og samfund.
Ikke nogen ringe ambition i betragtning af de forbrydelser, statsmagter har begået mod deres indbyggere og den vilkårlighed, der følger af enerådende markedskræfter. Men næppe særlig realistisk.

TILLID til NGO'erne kan ikke bygge på deres formelle status. De er en sammensat skare, der spænder fra ekspert- og interessegrupper over foreninger til folkeligt forankrede bevægelser. Deres fællesnævner er den fælles sag - på tværs af grænser og skel og kyniske interesser. Deres styrke ligger i indsigt, engagement og indbyrdes bånd. Nogle regeringer føler sig generet af dem. Enkelte forfølger dem. Andre støtter dem varmt og rundhåndet.
"Vores rolle er at vække offentlighedens opmærksomhed, organisere det civile samfund og presse regeringerne til at handle, ikke at overtage regeringernes ansvar," siger Felix Dodds. "Vi har jo ikke den samme legitimitet som en valgt regering."
Det har han ret i. I det globale netværkssamfund står NGO'erne ikke for det repræsentative demokrati. Men de kan styrke de aktives demokrati. Og det er også legitimt - så længe det udøves i åbenhed.
En ordentlig, valgt regering har den formelle ret til at repræsentere sit land og binde det til aftaler. Men den slags magt kan misbruges. Både til at gøre det forkerte og til at lade være med at gøre noget. Magtmonopoler kan bygge på våben og penge. De kan også opstå af korruption og bureaukrati, mangel på midler og ren og skær bekvemmelighed.
Hvis demokratiet skal have en chance i det globale netsamfund, er det afgørende vigtigt, at de undertrykte mindretal og de tilsidesatte interesser altid har et andet sted at gå hen for at prøve at få ret, når de møder en mur af modvilje.
Det er netop styrken ved NGO'ernes voksende globale netværk. At bryde magtens træge monopoler og forbinde de aktive og de forurettede, på tværs af grænser, sprog og kulturer.es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her