Læsetid: 3 min.

Modsætninger mødes

Robert Gover fanger 1960'ernes spændinger i sin genoptrykte kultroman om en 19-årig hvid overklassedreng og en 14-årig sort prostitueret på kollisionskurs
24. august 2006

I 1962 blev Robert Gover bedt om at vise id-kort, da han mødte op i en boghandel i New York for at signere sin debutroman. Indehaveren troede ikke på, at fyren foran ham var manden bag One Hundred Dollar Misunderstanding.

Romanen var året forinden blevet udgivet i Storbritannien og Frankrig, hvor historien om en nittenårig hvid overklassedrengs møde med en fjortenårig sort prostitueret havde gjort væsen nok af sig, til at Gore Vidal havde skrevet om den i sin faste klumme i magasinet Esquire.

I en tid hvor amerikanske forfattere med navne som Bellow, Salinger, Kerouac, Baldwin og Ellison i spidsen groft sagt satte den litterære verdens dagsordenen ved at afspejle et samfund i opbrud, var der salg i titler, der fandt deres spænding i sammenstødet mellem generationer, socialklasser, køn og religioner. Der gik derfor ikke længe, inden One Hundred Dollar Misunderstanding stod på boghandlerhylderne i forfatterens hjemland.

Af indlysende årsager valgte Gover ikke at lade sig forevige på bagsiden af romanen; der var ingen grund til ligefrem at skilte med, at han 'blot' var en gennemsnitlig hvid mand, når så mange anmeldere nu engang havde rost ham for at ramme tonen i en sort teenagepiges svingende talemåde så fortræffeligt ("I ask him, Ain you got no lil bills, man?").

Der gik dog ikke længe, inden de fleste vidste, hvem forfatteren var, og for en stund dukkede han på det nærmeste op alle vegne. Til fest med Bob Dylan og Jim Morrison, på arbejde med Hunter S. Thompson, til frokost med Walker Percy.

Af samme grund har One Hundred Dollar Misunderstanding nydt kultstatus i visse kredse - godt hjulpet på vej af det faktum, at den har været nærmest uopdrivelig i mange år. Det har det lille New Jersey-forlag Hopewell Publications nu rådet bod på med et genoptryk, der indledes med et forord af den i dag 77-årige forfatter selv.

En sociologisk mission

J.C. Holland er den hvide overklassedreng, der med penge på lommen beslutter sig for at besøge et bordel med sorte kvinder. Indledningsvis forsøger teenageren at overbevise sig selv og læserne, om at han er på en art sociologisk mission - eller som han selv udtrykker det:

"I mean, a formal education is one thing, but there are, after all, a few things one doesn't learn inside a class room."

Hurtigt står det dog klart, at den selvoptagede fyr udover en pæn portion liderlighed er styret af de konforme 1950'eres fordomme og frygt, hvorimod pigen Kitten trods sin unge alder viser sig at være overraskende opvakt og menneskeklog.

Noget lærer J.C. Holland dog i løbet af weekenden, blandt andet at Kitten ikke har inviteret ham med hjem til sig selv, fordi han har udvist forbløffende evner i sengen på bordellet. Han er derimod blot endnu en god invessment, som hun udtrykker det i de kapitler, hvor hun har ordet. Da hun erfarer, at han ikke har planer om at betale for tjenesterne, snupper hun selv sit honorar, hvorefter han ikke ser anden udvej end at snuppe hendes alfons' bil.

Derefter sættes alting på spidsen og afvikles i et hæsblæsende tempo og en kulsort humoristisk tone, der vækker minder om både Joseph Hellers roman Catch-22 (1961) og Stanley Kubricks film Dr. Strangelove (1964); to titler, der i samme periode også brugte latteren til at komme under huden på en nation, der siger ét og gør noget andet, for nu at citere Gore Vidals anmeldelse af romanen.

Efter endt læsning af One Hundred Dollar Misunderstanding må det undre, at det store danske publikum, der til stadighed lader sig begejstre af 1960-ernes modkulturelle stemmer, aldrig har fået en oversættelse af romanen. Svaret blæser i vinden, som det dengang blev sagt.

n Robert Cover: One Hundred Dollar Misunderstanding. Hopewell Publication, USA. 226 sider. ISBN 0-9726906-2-X.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her