Læsetid: 6 min.

Modsætningernes revolution

Hugo Chavéz' sociale revolution i Venezuela deler den i forvejen dybt polariserede befolkning og gør politiske konfrontationer til en del af venezuelanernes hverdag
1. december 2006

Den rustne pick-up giver op på en stejl bjergvej i det østlige Venezuela. I få sekunder holder bønder, høns, lærere og skolebørn vejret og beder til, at bremserne er mere udholdende end motoren, indtil en rutineret pendler hopper af og får blokeret baghjulene med en træstamme.

På grund af træstammen kan den gennemtærede Toyota hoste sig i gang uden at glide baglæns ned af bjerget. Og på grund af selv samme træstamme vil den næste bil eller minibus sandsynligvis få sig en slem overraskelse: "Han lod bare træstammen ligge midt i svinget!," udbryder en skolelærer forarget.

"Sådan er vi venezuelanere, vi tænker kun på os selv."

Hendes sidemand tager sig til hovedet, sukker opgivende og replicerer: "Ja, hvordan skal det nogensinde blive til noget med den revolution?"

I en venezuelansk udørk, langt fra alfarvej, er 'revolutionen' på alles læber - ligesom den er det i resten af det sydamerikanske olieland: I køerne i supermarkederne, i banker, på markeder, pladser og cafeer høres højrøstede diskussioner om det politiske projekt, som den kontroversielle præsident Hugo Chavéz søsatte, da han for otte år siden vandt magten. Et projekt, som har fået regeringen i USA til at se rødt og den globale venstrefløj til at vejre morgenluft. Et projekt, som nogle venezuelanere vil dø for og andre overvejer at flygte fra.

"Jeg er 'chavist' fra inderst til yderst, men spørger du dem, der bor her omkring eller dem, der ejer medierne, er Chavéz djævlen selv," siger en hjælpsom sygeplejerske, der viser vej til en af hovedstaden Caracas' grønne parker.

"Vi lever i to forskellige verdener i det samme land, og det er vores store problem," siger hun, uden at vide at hendes bemærkning få minutter efter bliver en kritisk replik til det budskab, der møder os ved parkens indgang på en enorm plakat i nationalflagets trikolore i blå-gul-rød: 'Vi er ét land - alle med Chavéz!'

Fattigt olieland

Den såkaldte bolivarianske revolution, opkaldt efter 1800-tallets uafhængighedsleder Simon Bolívar, deler således den venezuelanske befolkning, ligesom økonomien har gjort det gennem Venezuelas nyere historie:

I 1970'erne, da oliekrisen kradsede på vore breddegrader, eksploderede Venezuelas olieindtægter som følge af de voldsomme prisstigninger, og store dele af middelklassen fejrede oliefesten med øget velstand og et himmelhøjt forbrug af fortrinsvis udenlandske varer.

Selv om den daværende socialdemokratiske regering nationaliserede olien i 1976, fik den brede, fattige befolkning aldrig gavn af de historisk høje olieindtægter, og da oliepriserne styrtdykkede i 1980'erne blev tæppet revet væk under landets økonomi. Festen var slut, og Den Internationale Valutafond trådte til med lån efterfulgt af krav om betydelige nedskæringer i den offentlige sektor og eksportorientering af industri og landbrug.

Da Hugo Chavéz kom til magten i 1998 levede 70 procent af befolkningen ifølge Verdensbanken under fattigdomsgrænsen.

Imens fortsatte et rigt mindretal med at flyve en aftentur til Miami, spille golf og købe biler, fly og årgangswhisky for beløb, der kunne brødføde millioner af fattige i landområderne og de endeløse slumkvarterer, der kravler op ad bjergene omkring Caracas.

En kovending

I dag er Venezuela verdens femte største olieeksportør, men stadig et af de mest ulige lande i verden. Det er denne ulighed, Hugo Chavéz har lovet de mange ludfattige venezuelanere at udligne med det, han kalder 'det 21. århundredes socialisme'.

For at nå sit mål har Chavéz indført love, der har fået op mod 100.000 kooperativer til at skyde op rundt omkring i landet og skabe arbejdspladser til folk, der tidligere stod uden for den formelle sektor. En del af landbrugsjorden er blevet omfordelt, mens store fabrikker i Venezuelas industrielle centrum er begyndt at eksperimentere med nye, demokratiske arbejds- og produktionsformer.

Samtidig har regeringen, stik i mod internationale organisationers anbefalinger, reguleret og beskattet kapitalen og hævet det offentlige forbrug ved at pumpe milliarder af dollar i sociale programmer, sundhed og uddannelse og indført valutakontrol for at sikre sig mod kapitalflugt.

Endelig er transnationale selskaber i oliesektoren blevet tvunget til at genforhandle deres kontrakter og indgå joint venture-aftaler, der sikrer staten aktiemajoriteten.

At denne medicin virker, har overrasket FN-organisationerne og de internationale banker, der melder om, at inflationen, antallet af fattige og arbejdsløsheden er faldet markant, siden Chavéz-regeringen kom til magten, mens væksten er steget og analfabetismen helt er udryddet.

Jord i hovedet

De pæne tal synes ikke at imponere regeringens arge modstandere, der drikker espressokaffe på cafeer i skyggen af de mulitnationale selskabers forretningsskyskrabere i den østlige del af Caracas.

En ung handelsuddannet hotelejer, der fortæller, at spørgsmålet om den bolivarianske revolution har splittet livslange venskaber i hans omgangskreds, kalder Chavéz en despot og synes, at regeringen bremser det private initiativ og lægger beslag på hans personlige frihed. Efter at regeringen har indført valutakontrol, kan han ikke længere handle med aktier på nettet, og der er blevet sat en stopper for hans import af elektronik fra Uruguay.

Og taxachaufføren, hvis firma har vundet monopol på den lukrative tur fra lufthavnen i Caracas til centrum, mener, at dommedag er lige om hjørnet:

"Indtil videre er olien og andre råstoffer nationaliseret, men bare vent, det bliver ikke det sidste. Det vi ser nu, er kommunisme i forklædning. Og Chavéz' bagland bor deroppe," siger han og peger op imod slumkvarterene, "folkene deroppe har ikke andet end jord i hovedet. Dem kan man ikke bygge et samfund på".

Ind i slummen

Oppe fra bjergskråningernes millioner af blikskure er tonerne nogle helt andre. Her er det ikke svært at få øje på de håndgribelige resultater af det økonomiske kursskifte.

Langs slumkvarterernes støvede grusveje skyder nymalede blå og orange bygninger op. De huser nogle af de titusinder af cubanske læger, tandlæger og sygeplejersker, som Chavéz har hentet til landet i bytte for billig olie i forbindelse med de sociale programmer, han kalder 'Ind i slummen'. I hvert et slumkvarter og hver en landsby er det samtidig blevet muligt at købe billige dagligvarer i statsstøttede supermarkeder og nyansatte socialarbejdere har organiseret børnepasning, skabt arbejdspladser og uddannelse til kvarterernes beboere.

Selv om den grove kriminalitet hver dag koster menneskeliv, og folk lever med den konstante fare for oversvømmelser og jordskred, har livet i de fattige områder ændret sig markant.

"Til det bedre. Og det takker vi Gud og Chavéz for," siger en af slumkvarternes sociale drivkræfter, mens hun nikker andægtigt mod plakaten over døren, der forestiller Hugo Chavéz med åbne arme og en strålende aura om hovedet:

"Han har gjort det, som alle de andre præsidenter har sagt, de ville gøre. For jer er det måske hverdag, men for mig er det helt fantastisk at opleve, at mine børnebørn uden videre kan komme til læge og tandlæge og få sig en uddannelse. Hvis revolutionen på et tidspunkt mislykkes, er det ikke på grund af Chavéz, men på grund af de folk, der omgiver ham," siger hun. Alt tyder på, at Venezuelas fattige flertal fortsat vil bakke op om deres præsident ved valget på søndag den 3. december, hvor Chavéz har sat sig det mål at vinde ikke færre end 10 millioner stemmer.

Desillusion

De seneste prognoser vidner om de store udfordringer, Chavéz og hans bolivarianske revolution står over for: 66 procent af befolkningen menes at støtte Chavéz, mens de resterende 34 procent er imod ham.

Valgkampen har været i gang siden forsommeren og ligesom i resten af det splittede samfund har fronterne fra starten været trukket skarpt op. I hver deres medier beskylder oppositionen og 'chavisterne' hinanden for alverdens grusomheder og giver næring til den udbredte fanatisme, som let kan tippe over og føre til skuffelse og desillusion. I hvert fald, hvis man skal tro den midaldrende kvinde, der sælger sodavand på hovedgaden i et af slumkvartererne i Caracas:

"Jeg har stået ved Chavéz' side lige fra starten. Da kupmagerne forsøgte at tage magten fra ham, gik jeg på mine fødder helt ned til præsidentpaladset for at slås med militæret og kræve ham genindsat, om det så skulle koste mig livet. Jeg har altid troet på, at han kunne forandre Venezuela. Men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg stemmer den 3. december - man bliver desillusioneret. For se hvordan her ser ud efter otte år: Vores hovedgade er stadig en grusvej, der støver, så man næsten ikke kan trække vejret om sommeren og er en stor mudderpøl i regntiden. Hvor er den asfaltvej, de lovede os?," spørger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu