Læsetid: 7 min.

Det modsatte af en løgn er ikke sandhed, men en anden løgn...

Hvor dyb er Europas krise, og har den europæiske sjæl en fremtid? Hvilken kapitalisme stræber vi efter? Og er nobelpristageren Elfriede Jelinek ikke i virkeligheden en østrigsk hysteriker? Find svarene i dette interview med den østrigske forfatter og kritiker Karl-Markus Gauss
16. juni 2005

Vi ved det egentlig godt, men glemmer det hele tiden: Demokrati, tolerance og menneskelig værdighed er ikke selvfølgelige og indbyggede europæiske værdier. De er tilkæmpede. Hele tiden. Barbariet er en del af den europæiske civilisation. Den er ikke udgrænset, men bor midt iblandt os. For det var jo det ikke asiaterne, der opfandt kolonialismen og afrikanere, som gennemførte det fascistiske racevanvid. Det udgik alt sammen fra europæerne, blev udklækket af den euro-pæiske sjæl.

Den nye forfatningstraktat, hvis skæbne lige nu afgøres på EU-topmødet, bygger på disse såkaldte europæiske værdier. Værdisættet står som den allerførste artikel i traktaten. Men Europa er ikke automatisk synonym med disse værdier. Det er en typisk europæisk konstruktion og tankefigur. Kun når den bliver renset for alle forbrydelser og forvildelser, bliver Europa lig med demokrati og tolerance. Sådan lyder karakteristikken fra den østrigske forfatter og kritiker Karl-Markus Gauss, der netop har været på besøg i Danmark for at tale om østrigsk og europæisk identitet.

Det er det med det barbariske. Lige meget hvilke barbarier, der bliver sat i værk i Europa, bliver de opfattet som ikke-europæiske forvildelse, som noget der for en kort tid afsporer os fra vores historiske mission. Balkan er et eksempel på det. Balkan blev først til en eksplosiv region, da den så at sige blev mere europæisk. I takt med, at de vestlige ideer om nationalstaten forsinket trængte frem til Balkan, ændredes den fasttømrede verden, der stammer fra det osmanniske rige - og blev til et krigshærget Balkan. Af europæerne blev Balkan så at sige 'opfundet' som et dystert modbillede for derved at hævde Europa som civilisationens rige. Og derfor er den jugoslaviske ødelæggelseskrig ifølge den amerikanske historiker Maria Todorova ikke en krig mod den europæiske civilisation, men udtryk for en vidtrækkende europæisering af Balkan.

Gauss nævner Todorova, fordi hendes blik på det europæiske ligner hans. Gauss hører til de mest anerkendte tysksprogede essayister. Han kredser i sine bøger og es-says om en række centrale europæiske begreber og værdier. Hans metode er en slags historisk perspektivering af de begreber, som han har svært ved at få til at stemme overens med virkeligheden.

En kritisk østriger

Gauss er en sprogkritiker i den særlige østrigske tradition. Hans forfædre er samfundsrevseren Karl Kraus og forfatteren Robert Musil. Sprogkritik er i den tradition ikke blot en indadvendt stiløvelse, men udtryk for et brændende samfundsengagement. Han underkaster det moderne samfunds sprogbrug en kritisk refleksion. Med blikket rettet direkte mod tidens politik blotlægger han selvmodsigelser og afdækker de mekanismer, der fejlagtigt bestemmer vores forståelse af verden. Som en tysk avis en gang meget rammende har sagt: "At læse Gauss betyder: at lære at se med andre øjne".

Gauss opfatter sig selv som en kritisk østriger, hvad angår den nuværende regering og alt det, som den har gjort i de senere år. "Men til forskel fra mine forfatterkolleger, har jeg aldrig haft den opfattelse, at den nationalsocialistiske generobring af Østrig stod på dagsordenen. Det har været pinligt, ubehagelig med Haider og de gentagne nationalsocialistiske toner".

Hans kritik af Østrig går derimod mere på den neo-liberalisme, der bliver gennemført så strengt: "Det har ført til en omfattende ødelæggelse, som går under navnet 'modernisering'. Jeg er blevet opmærksom på, at ordet reform, der engang var et ærværdigt ord, nu er blevet et synonym med en forværring. Når man i dag siger reform, så betyder det, at man vil skære i forskellige ydelser."

De skader, der sker under dække af modernisering, har ifølge Gauss langt større betydning for samfundsudviklingen, end de højreorienterede retoriske excesser. Af samme grund er Gauss i opposition til andre intellektuelle på den politiske venstrefløj i Østrig.

Rabiate østrigere

Der er i Østrig nærmest tradition for radikal kunstnerisk kritik. Østrigske kunstnere er ofte langt mere rabiate end kunstnere i andre lande. Tænk eksempelvis på Thomas Bernhards hadtirader, Elfriede Jelineks kompromisløse prosa, Michael Hanekes krasse film og de gentagne skandaler på Burgtheater. Eller tænk på Hermann Nitsch, der er verdenskendt for sine blodsprøjtende orgier og ofringer. Eller Elke Krystofek, hvis vanvittigt forvrængede køn sidste år blev vist på Statens Museum for Kunst.

Gauss forklarer den radikale kunst med den katolske tradition i landet. Mange østrigske kunstnere står i et omvendt forhold til det katolske. Hos Hermann Nitsch er der eksempelvis ikke tale om en ironisk omvending, men om en hysterisk form for omvending. Mange østrigske kunstnere kommer af en katolsk opdragelse, har været i katolsk internat og bruger katolske former og sprog, men vender dem altså fuldstændig om.

Og her siger Gauss så de bevingede ord, der bliver stående en tid, efter at de er blevet sagt: "Det modsatte af en løgn er ikke sandheden, men en anden løgn." Sætningen er møntet på det omvendte katolske udtryk i kunsten, men gælder mere generelt den kunstneriske mani med at ville overskride det etablerede. Det er ikke helt ulig Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens opgør med avantgardismen i den omtalte bog Kritik af den negative opbyggelighed.

Og mens han er i gang, fortsætter Gauss sit personlige opgør med landets kunstneriske koryfæer, der især har markeret sig ved at være i opposition. Han langer ud efter Thomas Bernhard og især Elfriede Jelinik. Hun er æstetisk set en storslået forfatter. Men ifølge Gauss er der noget fuldstændig selvmodsigende i hendes påtagede skyhed og psykiske skrøbelighed. Ikke mindst den kendsgerning, at hun efter nobelprisen villigt stillede op til flere hundrede interviews. Interviews, hvor hun vel at mærke selv erklærede, at hun var for sky til at give interview.

Jelinek er et godt eksempel på den typisk østrigske hysteriske kunstnerrolle. I virkeligheden er hun Østrigs første popforfatter. Medie-bevidst har hun gentagne gange forud for et ny bog ladet det rygte løbe forud, at der i hendes kommende bøger ville være en ny skandale og ny udlevering af Østrig.

Littetær arkæolog

For Gauss er det en menneskepligt at være kritisk over for sit eget land. Samtidig er han en begejstret mellem-europæer. Østrig har i kraft af det nu hedengangne Donaumonarki kulturelt haft meget at gøre med landene omkring sig. Gauss behersker flere slaviske sprog. Hans essayistiske forfatterskab gælder først og fremmest glemte bøger af en række mellemeuropæiske forfattere, som fra udkanten aldrig formåede at trænge frem til det, der blev opfattet som centrum: "De havde meget væsentligt på hjerte, men landede blot ikke i mainstream." Som en litterær arkæolog forsøger han at opdage traditioner, der blev forfulgt og ødelagt, men som hele tiden har eksisteret: "Traditioner for oprør og revolte, der blev artikuleret, men som hurtigt forsvandt igen."

Ifølge Gauss er det ikke kun uretfærdigt i forhold til det mellemeuropæiske, at vi forsøger at udgrænse det, men også skadeligt for os selv. Fra fodbold til højkultur er denne frie udveksling mellem landene i Mellemeuropa det vigtigste for den kulturelle blomstring.

I dag ser Gauss imidlertid mere kritisk på de mellemeuropæiske lande, fordi de er i en proces mod udjævning og globalisering: "Når jeg i dag ser mit elskede Slovenien, vil de ikke bare være mere østrigske end det mest højreorienterede Østrig, men vil også være mere amerikansk end amerikanerne".

Det sociale Europa

Gauss er stadig tilhænger af EU's udvidelse, men tilføjer, at der med Europas lange historiske deling i EU's kernelande er blevet skabt en social markedsøkonomi. Ifølge Gauss en af de største bedrifter i den europæiske historie: "Og nu er vi i en neoliberal tid med et uhyre pres på, at disse bedrifter afskaffes eller reduceres. Derved nærmer Europa sig USA og den anden kapitalisme, hvor formlen lyder: 'Har du noget, så er du noget - og hvis ikke, er du selv ansvarlig for det'. Min europæiske luksus består i, at det slet ikke interesser mig, om man selv er ansvarlige for at man er kommet på afveje eller ej."

Han tilføjer: "Naturligvis findes der misbrug, intet system er perfekt. Der skal være misbrug i et socialt system. Misbrug hører til den menneskelige natur. Men generelt tror jeg, at hvis EU ikke bliver en social union, hvor de sociale ydelser hører til blandt vores identitet, så interesserer Europa mig ikke."

Gauss ser sin egen primære opgave som en, der arbejder på at fremme og introducere litteratur fra de nye medlemslande til tysk og derved udbrede kendskabet til disse lande og tænkemåder. Men lige nu er det, den politiske virkelighed, der presser sig på. De nye medlemslande "er i deres kapitalistiske udvikling så langt bagud, at de egentlig indfører en kapitalisme, som mere ligner den amerikanske end vores. Hvis det kommer til denne fatale kamp om, hvor de billigste arbejdskræfter og hvor de laveste skatter er, går det helt galt. Europa er nødt til meget snart at opnå en fælles skat, ellers vil det ifølge en kapitallogik altid blive sådan. Hvis det sker, har Europa en fremtid - og en mere positiv fremtid, end vi kan få øje på lige nu i denne depressive tid."

Kan man ikke tolke især det franske nej til EU-forfatningen som et stærkt forsvar for et mere socialt Europa? Men Gauss er ikke sikker. Han anerkender, at franskmændene var bedre end andre til at læse forfatningen og virkelig ønsker en social stat: "Problemet er, at de ikke vil en social stat for hele Europa, men kun for Frankrig." Det paradoksale er jo, at de vil mere socialstat, men i realiteten har opnået det modsatte: "Kapitalismen har jo slet ikke brug for en forfatning. De transnationale virksomheder agerer fint uden forfatning. Deres natur er, at de hele tiden skaber nye rum at afsætte i, og at de producerer, hvor det er billigst. Derfor ærgrer det mig, at befolkningerne ikke har spurgt sig, hvilken kapitalisme, de vil have? Vil de have en ren kapitalisme eller en tæmmet og humaniseret kapitalisme? Det handler EU især også om i dag."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her