Læsetid: 3 min.

Fra modspil til medløb

16. februar 2002

Det lyder som en løgn, men det er sandt: 60 amerikanske intellektuelle har skrevet en erklæring, som støtter den amerikanske regering. De har rakt hånden op i den offentlige debat og sagt: Vi er enige med regeringen. Vi støtter også krigen mod terror. Eller som der står: »Vi anerkender at enhver krig er forfærdelig.« Men i det aktuelle tilfælde hvor Bush som svar på angrebene den 11. september peger truende mod ondskabens akse, konkluderer de 60 intellektuelle: »Det hænder, at krig ikke bare er moralsk tilladt, men moralsk nødvendigt som svar på skammelige demonstrationer af vold, had og uretfærdighed. Det er tilfældet idag.«
Det er en erklæring rettet mod de mere end en milliard muslimer i verden, som ender med følgende tilkendegivelse: »Vi ved, at nogle af jer nærer et enormt had til os, og vi ved, at vi amerikanere har en del af ansvaret for dette had. Men vi burde ikke være fjender.«
Det er den amerikanske akademiske elite, som har formuleret den tilsyneladende selvkritiske opbakning til regeringen: professorer fra landets fineste universiteter. Man bemærker bl.a. samfundsforskeren Michael Novak, forfatteren til Det kapitalistiske demokrati og økonomen Francis Fukuyama, som med sin tese om historiens konklusion hyldede det vestlige liberale
demokrati som den sejrende styreform.

Man bemærker også dem, der ikke har skrevet under: Polemiske intellektuelle som Noam Chomsky og Susan Sontag, som efter den 11. september beskrev præsidenten fra Texas som en robot og sammenlignede den amerikanske politiske konsensus med sovjetrussisk etparti-politik. Det var en politisk retorik, som kriminaliserede enhver opposition. Og som derfor var fundamentalt udemokratisk: Enten, sagde Bush til verdens lande som en anden diktator, er I imod os eller også er I med os. Enten støtter I vores krig eller også er I vores fjender. Bush’ retorik afslører et paradoks: Han udtaler sig diktatorisk på de moderne vestlige demokratiers vegne.
I nærværende dagblads kulturtillæg i2 kunne man i går læse den afdøde franske sociolog Pierre Bourdieu fremhæve den intellektuelle som en demokratisk nødvendighed: »Der er intet effektivt demokrati uden sand kritisk modmagt. Den intellektuelle er en sand kritisk modmagt.«
Den intellektuelle er en demokratisk medspiller, der træder i karakter som magtens modspiller. Det er en grundlæggende pointe, som de vestlige demokratier efter Murens fald har vist tendens til at fornægte: Enhver magt har behov for opposition og den intellektuelles berettigelse er at række hånden i vejret i det offentlige rum og siger: Jeg støtter ikke regeringen. Jeg er uenig. Og når de intellektuelle i stedet støtter magten, optager de den plads, modstanden skulle komme fra. Når de intellektuelle taler magtsprog, forsvinder modsproget. Og den illusion om at tale som modsprog fastholder de intellektuelle i den amerikanske erklæring ved at tilføje en kritisk dimension: Vi ved godt, at vi har en del af ansvaret. Ved at inkludere et kritisk aspekt i loyalitetstilkendegivelsen til den amerikanske regering har de intellektuelle legitimeret sig selv som en opposition, der alligevel støtter Bush.

Man har set det samme i England, hvor sociologen Anthony Giddens gang på gang reformulerer og hylder New Labour og Den Tredie Vej. Eller i Danmark hvor sociologen Henrik Dahl siger det samme som vores statsminister: Den afgørende akse er ikke længere skellet mellem højre og venstre. Klassekampen er slut.
Det Bourdieu fastholder og som de socialdemokratiske eller amerikanske eller Den Tredje Vejs politikere har haft chokerende succes med at benægte, det er: Hvor der er magt, har demokratiet behov for modmagt. Alle eksisterende samfund producerer og reproducerer en modsætning mellem de dominerende og den dominerede. Nogle kalder det klassekamp, andre folkets kamp mod eksperterne. Men det er den intellektuelles ansvar at formulere de domineredes position. At formulere en kritik for den landmand, der smadrer en McDonald’s i afmagt eller de demonstranter, der viser sig som global opposition i Seattle, i Genova eller i Göteborg. I virkeligheden burde Bush sige, at Susan Sontag og kun Susan Sontag har ret: For han har som demokratisk politiker brug for modspillere, ikke medløbere.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her