Noget rod. Uerfaren. Mangel på evner og vilje.
Med kun to måneder i den socialdemokratiske formandsstol må Helle Thorning-Schmidt konstatere, at fredningen af hende ikke har varet i 100 dage.
VK-regeringens centrale ministre, statsminister Anders Fogh Rasmussen og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, har forsøgt at stemple den nye formand som en dårlig forhandler og uerfaren leder. En karakteristik, regeringspartierne næppe vil forsømme en lejlighed til at udbygge eller udbrede i offentligheden. Og de forløbne uger har vist, at truslen mod Helle Thorning-Schmidts lederskab ikke kun kommer fra regeringens hårde hunde, men også fra egne rækker.
Mens den socialdemokratiske formand slap særdeles godt fra den traditionelt vanskelige og ømtålelige fordeling af ordførerskaber i folketingsgruppen umiddelbart efter magtovertagelsen, har sagen, om ansættelsen af Morten Boje Hviid som personlig rådgiver, illustreret, at Helle Thorning-Schmidts ledelse ikke er uantastet.
Striden er udløst af, at Morten Boje Hviid, der også var Mogens Lykketofts rådgiver, i valgkampens sene nattetimer brugte lidet flatterende udsagn om socialdemokratiske gruppemedlemmer som "svin" og "snotdum". Sagen eskalerede, da flere socialdemokrater offentligt kritiserede Bojes ansættelse, og Sandy Brinck afviste at tage imod en tilrettevisning fra formanden, der bad om at holde kritikken af personalesager indendøre. Tværtimod kritiserede Sandy Brinck i Danmarks Radio formanden for magtarrogance og erklærede, at de to måtte tage en runde til, hvis Helle Thorning-Schmidt ikke havde forstået dét budskab. En melding, der af ledelsen blev opfattet som en krigserklæring.
Selv om Sandy Brinck ifølge Dagbladenes oplysninger reagerede spontant i vrede over forløbet og på grund af dyb undren over Bojes ansættelse, som gruppen måtte læse om i Ekstra Bladet.
Sandy Brinck støttede Frank Jensen i formandskampen og spørgsmålet om hendes ageren og loyalitet påkalder sig særlig opmærksomhed, fordi hun er formand for det velfærdsudvalg, der skal løfte et af Helle Thorning-Schmidts første store politiske projekter - en reform af den omdiskuterede efterlønsordning.
Ansættelsen af Morten Boje Hviid skal nu drøftes på et socialdemokratisk forretningsudvalgsmøde i midten af juni, efter flere kredsformænd åbent har angrebet Helle Thorning-Schmidts ledelsesstil og kritiseret ansættelsen af den omdiskuterede rådgiver.
Frustration hos taberne
Der har blandt Helle Thorning-Schmidts støtter været bekymring for, om Sandy Brincks udfald var led i en koordineret aktion, der skulle undergrave den nye formands autoritet. Men i dag er opfattelsen blandt kilder i ledelsen, at sagen først og fremmest illustrerer dyb frustration og skuffelse hos den tabende fløj, der til det sidste følte sig overbevist om Frank Jensens sejr i formandskampen. Og at den aktuelle strid er uden klare vindere - måske lige bortset fra regeringspartierne.
Helle Thorning-Schmidt har demonstreret, at hun ikke lader sig påvirke af den forventelige kritik, der ville komme af ansættelsen af Morten Boje Hviid. Hun har samtidig forsøgt at skabe sig et ledelsesrum - velvidende, at det kan komme til at skade hende og partiet dramatisk, hvis det hver måned bliver nødvendigt at kalde gruppemedlemmer ind til "kammeratlige samtaler". Meningsmålinger har allerede vist, at medvinden hurtigt kan skifte.
I sin tiltrædelsestale ved kåringen som ny partiformand erklærede Helle Thorning-Schmidt, at det nu var slut med fløjkrige og kaffeklubber, og at de, der ikke ville bidrage i det politiske arbejde, måtte blive hjemme. Men modstanderne er her endnu.
Sandy Brinck har vist, at hun ikke lader sig kyse - velvidende, at hun har mindre brug for at skabe ro og samling end Helle Thorning-Schmidt har. Men eftersom sagen er blottet for politisk substans og næppe kan generere nogen større folkelig forståelse, er den uegnet til et egentligt opgør med den nye ledelse, hvis nogle socialdemokrater overhovedet skulle have det i tankerne.
Til sammenligning kan Venstre-folk skændes åbent om politiske emner og principielle spørgsmål om, hvor mange oplysninger, statsministeren kan forlange offentliggjort fra ministres ægtefæller. Når Socialdemokrater bekriger hinanden har det ofte en sær destruktiv karakter, medgiver flere kilder i partiet.
Et af de gruppemedlemmer, der føler sig hængt ud af Morten Boje, er den flittige og talkyndige Jens Peter Vernersen, der har forsøgt at komme af med prædiktatet "snotdum". En bemærkning, som Boje ifølge en Ekstra Blads-journalists bog om valgkampen skulle have fremført.
I første omgang accepterede Jens Peter Vernersen ikke en mundtlig undskyldning fra Morten Boje. Vernersen krævede en erklæring, hvoraf det fremgik, at de hårde ord var "ubeføjede og uden grundlag" og "uretfærdige" i forhold til Vernersens mangeårige arbejde i Folketinget.
Ifølge Dagbladenes oplysninger har Jens Peter Vernersen nu selv forsøgt at undgå mere polemik - i erkendelse af, at yderligere omtale af sagen næppe tjener noget formål.
Der eksisterer heller ikke længere en samlet, kraftfuld og fasttømret flok i folketingsgruppen, der støttede Frank Jensen i formandsvalget. Jakob Buksti røg ud af Folketinget ved seneste valg. Frank Jensen selv opererer ikke som del af en fløj. Om Svend Auken siges det, at han er faldet pladask for Helle Thorning-Schmidt og på det nærmeste agerer, som var hun hans opfindelse. Mogens Lykketoft, der ellers endte med at tro mest på Frank Jensens kandidatur i formandsvalget, opfattes som fuld af optimisme og ægte samarbejdsiver i forhold til den nye ledelse.
Formænd mister magt
Men selv om roen er genoprettet i gruppen har tillidsfolk i det socialdemokratiske organisatoriske bagland bidraget til at holde liv i konflikten, der også handler om ledelseskompetence. Enkelte har sågar raslet tanken om at bruge en ekstraordinær kongres som våben i mod den nye ledelse. Kilder i partitoppen hæfter sig imidlertid ved, at det ikke bare til alle tider er muligt for journalister at finde et eksploderende udsagn blandt partiets 500 tillidsfolk. De høje røster er også udtryk for frustrationer hos nogle kredsformænd, der, efter urafstemningen og medlemmernes valg af Helle Thorning-Schmidt, har mistet indflydelse. Forud for formandsvalget var det en gennemgående opfattelse, at Frank Jensen havde vundet, hvis afgørelsen som tidligere var lagt i hænderne på de delegerede som amts- og kredsformændene.
Det paradoksale ifølge flere kilder i gruppen er, at netop Helle Thorning-Schmidt bliver kritiseret for magtfuldkommenhed. Hun har anlagt en langt mere åben og lyttende ledelsesstil end sine to forgængere på posten. En altafgørende forskel er, at det er blevet muligt åbent at diskutere politiske uenigheder, påpeges det. Hun er ikke bleg for at uddelegere opgaver og overlod det eksempelvis på et gruppemøde trygt til Lykketoft at redegøre for de indviklede detaljer om partiets holdning til indtægtsgraduering af børnefamilieydelsen.
Urafstemningen betyder, at hun ikke er indsat på bestemte grupperingers nåde eller skal bruge al energi på at tilgodese en skrøbelig magtbalance i gruppen. Omvendt fremhæver kilder Helle Thorning-Schmidts behov for at kontant at signalere, hvor hendes ledelsesrum går. Hun har ikke den automatiske autoritet, der følger med alder og mangeårig ministererfaring. Men flere har hæftet sig ved hendes evne til at have den nødvendige is i maven. Som gruppemedlem og tidligere minister Jytte Andersen allerede på formandskåringen i Vega bemærkede om partiets nye formand:
"Hun er så iskold, at hun får Ritt Bjerregaard til at fremstå som en varmblodig kvinde."
Ovenpå et par tumultagtige uger kan Helle Thorning-Schmidt glæde sig over en vælgerundersøgelse i LO's ugebrev A4, der kårer hende som landets mest populære politiker - og samtidig indikerer, at der er chance for opfyldelse af proklamationen om at kunne slå Anders Fogh. Socialdemokraterne erobrer i øjeblikket store vælgergrupper fra Venstre og Dansk Folkeparti. Og som selveste Foghs egen spindoktor Michael Kristiansen forklarer i et interview om valgkampen og Helle Thorning-Schmidts start:
"Jamen, hun er kommet godt fra start. De vilkår, alle politikere lever under, er, at den opfattelse, der dannes i offentligheden, er helt afhængig af medieopfattelsen. Den opfattelse, der er skabt, siger, at hun er kommet godt fra start. Man kan så diskutere til uendelighed, om hun er kommet godt fra start, men hvis man går ud og spørger folk på gaden, så er hun kommet godt fra start. Punktum."
