Læsetid: 6 min.

Modstandsavisen 1955-2005

'Hvordan var det at begynde på Information for 50 år siden?' lyder opgaven
4. maj 2005

Det er chefredaktøren, der har stillet opgaven:
"Uden at tage alt for meget forskud på dit eget jubilæum vil jeg i anledning af bladets 60 års jubilum den 4.-5. maj alligevel gerne have dig til at fortælle lidt om, hvordan det var at begynde på modstandsavisen for 50 år siden."

Hvordan det var? Som nittenårig nyudsprungen student at begynde på Information kun fire måneder efter at den havde fejret sit 10 års jubilæum? Som lovligt (legalt) dagblad, vel at (be)mærke.

Den havde jo en fortid fra august 1943 som kriminelt (med et pænere fremmedord: illegalt) pressebureau for modstandbevægelsen mod den tyske besættelse og det danske samarbejde med nazisterne,

Modstand på retur

Det var denne fortid, der dybest set - til tider ulideligt spændingsfyldt - bestemte alt på den avis, jeg begyndte på 1. september det år. For nok havde flertallet af toneangivende redaktører og skribenter enten været under jorden og deltaget direkte i frihedskampen mod både tyskerne, deres danske håndlangere og den danske samarbejdspolitik eller i hvert fald med større eller mindre personlige risici hjulpet de kæmpende, alle var de præget af dødsofre ug fangenskaber blandt nærmeste familiemedlemmer, venner, kammerater, meningsfæller - og også for fleres vedkommende af tortur eller kz-lejr-ophold, de selv havde været udsat for.

Men allerede i 1955 var modstandsbevægelsen slemt på retur, så Information på grund af dalende abonnements- og annoncetal måtte foretage læserindsamlinger hvert eller hvert andet år.

Hvorfor blev Børge Outze - bladets kriminelle stifter i 1943 og lovlige grundlægger i 1945 - og de andre på Information så ved alligevel, 10 år efter befrielsen?

Hvorfor dog udgive Information? Det var spørgsmålet. Det er det stadig! Besættelsen var og er jo for længst hævet. Samarbejdspolitikken ophørt. Friheden vundet. Hvad gjorde og gør Information så modstand imod? Hvad forsvarer den og som giver den sin eksistensberettigelse?

Modstand ikke populær

Spørgsmålet blev dengang ikke mindre af, at den nittenårige hurtigt fik at vide af Outze og hans ikke mindre betydende medredaktør Erik Seidenfaden og af bladets berømte og berygtede redaktionschef Ove Martin, navnkundige kulturredaktør Johannes Møller, uforlignelige redaktionssekretær J. B. Holmgaard, uundværlige medarbejdere som Erling Bjøl, Knud Bidstrup, Palle Koch, Anker Randsholt, Ulf Ekman, Fritz Høyrup, Jørgen Falcon, Erik Nørgaard, Lars Lindeberg, Thyra Christensen, Else Sandvad, Per Hanghøj, Bris, Peter P. Rohde, Poul Meyer, at var der noget den folkelige modstandsbevægelse under besættelsen ikke havde været, så var det populær.

Det blev den først den 4. maj om aftenen. Men så var der på et par timer til gengæld ikke den dansker, der ikke havde været frihedskæmper.

Selv samarbejdspolitikerne, som Information var oprettet til bekæmpelse af, populariserede den af dem selv kriminaliserede modstandsbevægelse så skamløst, at grundlovsbruddet i 1941 med lovlydige kommunisters udlevering til tyskerne og den danske regeringserklæring af 26. juni 1941 om at Tysklands krig var en kamp "for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med vor europæiske kultur" (det står der virkelig) skylledes bort i glemselens flod af demokratisk snot og sentimentalitet.

Upopularitet

Men samtidig var det netop den skærende, til tider totalt desillusionerede konstatering af deres egen nu så beundrede modstandsbevægelses oprindelige paria-status, der holdt Information oppe. (Og gjorde den tiltrækkende for den nittenårige, så han foreløbig er blevet hængende et halvt århundrede og gerne tager et mere...): I kraft af så at sige sin blotte eksistens mindede Information hver dag om, at folkestyre kan være umådelig upopulært. Især når det virkelig gælder.

At demokrati ikke må forveksles med flertalsdiktatur. At talmajestæten ikke er højeste autoritet, som man aldrig uden videre skal bøje sig for. At den største lykke ikke er at have det godt, men at prøve at være god, ved at enhver - og ikke blot de ansvarlige politikere med deres offentligt ansatte og ikke blot de rige kapitalejere med deres beslutningstagende direktører - men altså at enhver i et sandt demokrati får lov at segne under ansvarets åg og brække sig af magtens bærme.

Så det måske slet ikke giver mening at tale om lykke, når det gælder virkelig lykke.

"Der kæmpes stadig for en ny himmel og en ny jord, og selv om vi halv- og helgamle synes, det er sære metoder og tågede mål, er det urimeligt at fordømme, AT der kæmpes," skrev Børge Outze i tidsskriftet Vindrosen i en artikel under den provokerende overskrift: "1945-nederlaget", da det i 1970 ellers var 25 års jubilæet, der skulle fejres.

"Ungdommen skal ikke lade sig forvirre af, at det den gang drejede sig om modstand mod en besættelsesmagt, der repræsenterede det farligste politiske system, som endnu har hjemsøgt Europa. Det gjorde det også - men det drejede sig først - og i lange tider først og fremmest - om modstand mod den danske regering, dens love og forordninger. Modstandsbevægelsen opstod i kvalmende afsky mod den politik som gik ud på, at man bare skulle hytte sig."

Skamløst

Sådan som statsminister Anders Fogh Rasmussen med sit særdeles solide folketings- og folke-flertal (for hvad er hovedparten af den såkaldte "opposition" egentlig værd?) i dag hytter sig og danskerne ved sit samarbejde med det mægtige USA om den ulovlige krig mod og nuværende besættelse af Irak. Og som nu - Outze i sin himmel være os alle nådig - nu tager modstandsbevægelsen mod sit eget parti under besættelsen til indtægt for sin egen samarbejdspolitik. Det er så skamløst, at - jeg afstår fra alt andet, end hvad Outze engang pålagde mig, da min ophidselse mod en anden ski'esprælle (Outze talte i særlige stunder sit oprindelige fynsk) truede med opkastninger under et redaktionsmøde: "Du skal bare gøre, hvad den store mand siger til den lille mand hos Storm P.: 'Sla' dig? Jæ ve sgutte sla' dig. Jæ ve kaste dig op i luften. Så ka' du falde ned og sla' dig selv'.".

Det skændige retsopgør

Ved Inge Primstad-prisens (en pris der uddeles til en journalistpraktikant hvert år, red.) uddeling sidste år anførte jeg Løgstrups angreb på det såkaldte "retsopgør" efter nederlaget 1945, der dømte mennesker, nøgle til døden, for i praksis at følge den samarbejdspolitik, som aamarbejdpolitikerne ikke selv ville stå til ansvar for: "Det er og bliver dybt tragisk, at det ikke blev den danske regering og rigsdag, der brød med nazismens europæiske oprør, men at det skulle ske den 29. august 1943 ved folk, som i kraft af magtfordelingen havde udseende af oprørere." Outze kvitterede: "Det begyndte (og Information begyndte, el), som bl.a. professor Løgstrup har påpeget det, som oprør - med eksplosioner, hvis virkninger skulle skade tyskerne, men hvis brag skulle vække danskerne.Hvem har hørt om oprør, som alle deltog i?"

Det har min ven Henning Tjørnehøj her i bladet opponeret imod, og skønt han forsvarer samarbejdspolitikken med nazi-tyskerne som en nødvendighed (men bestemt ikke for at forsvare den imod Fogh Rasmussen!), er han stadig min ven. Som Hal Koch forblev Løgstrups ven, skønt Koch også forsvarede samarbejdspolitikken den gang (og derfor blev den nok mest lidenskabelige fordømmer af "retsopgøret" bagefter).

Dialogisk skøn

I alle afgørende spørgsmål er vi prisgivet et dialogisk skøn uden at kunne påberåbe os nogen monologisk sandhed. Det gælder også min fordømmelse af Irak-krigen. Naturligvis under jeg det irakiske folk at slippe af med Saddam Hussein.

Men når Fogh Rasmussen begrunder drabet af 100.000 irakiske mænd, kvinder og børn med fjernelsen af Saddam som evig, ufejlbarlig og uimodsigelig retfærdiggørelse, så påberåber han sig den monologiske sandhed, der står i uforsønlig modsætning til det folkestyre, Infomation blev grundlagt for at forsvare.

Og når efterstræbelsen af ubegrænset økonomisk vækst i natur-materiale-goder at gøre godt med i dag som en besættelse endimensionalt påberåbes som retfærdiggørelse af udstødning, ulighed og ødelæggelse af planter, dyr og den hele natur- er der brug for modstandsavisen Information som aldrig før.

Derfor tager jeg som sagt gerne et halvt århundrede mere og ønsker modtageren af Inge Primstad-prisen, Anita Brask Rasmussen, hjertelig tillykke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her