Læsetid: 3 min.

Modstandsromantik på Jagtvej

Hvis Ungdomshusets beboere vil andet end et identitetspolitisk mediestunt, bør de rømme hytten og række ud efter de mange hænder, som er rakt frem
29. december 2006

Julen har tilsyneladende med sin kombination af købelysten hjertevarme og traditionsbetinget get-together så småt givet rum for en angivelig pause i optrapningen mellem parterne i kampen om ungdomshuset. Eller også er der måske tale om en stilfærdig mobilisering af fronterne i en sag, der må betragtes som en regulær farce.

"Historien gennemspilles først som tragedie og gentager sig som en farce," sagde Karl Marx.

Bz-bevægelsen udspillede sig i en ramme med høj ungdomsarbejdsløshed, en nedslidt hovedstad på vej mod fallit i et tiår af samfundsøkonomisk tristesse og endelig med et bystyre, der mildest talt ikke var særlig responsivt, men i stedet autoritært orienteret. Samtidig var slut-1970'erne og starten af 1980'erne subkulturernes tiår.

Sagen om Ungdomshuset eller 'Ungeren', som Jagtvej 69's beboere siger med adresse til opgøret om Byggeren på Nørrebro i starten af 1980'erne, er en anden. Nok henter den sin politisk-mytologiske kraft i bz-historien bilagt en portion modstandsromantik, den finder sin visuelle energi i de medievenlige bemalinger, uniformer, som minder om punkkulturen, og den suger opmærksomhed gennem gadens spektakel, hvor ordensmagten konfronteres med frivillige hentet fra nær og fjern. Her udveksles rituelt brosten og knippelsuppe. Med medierne som vindere. For hvad er sagens kerne?

Ungdomshuset er blevet solgt af Københavns Kommune. En legitim politisk beslutning. Om den er klog er en anden sag. Det er år siden.

Altså har der været lejlighed til at mobilisere politisk, drøfte sagen, opflamme offentligheden etcetera etcetera. Det er blevet gjort. Og det gøres i disse dage.

Blandt andet beder formanden for Dansk Sociologforening, i en funktion som intellektuel og medfølende 'megafonholder' for de unge på Jagtvej 69 og med en svimlende mangel på realitetssans og intellektuel dømmekraft, statsministeren om at gribe ind for at undgå voldshandlinger.

I alle andre sager forventer borgere og politikere af hinanden, at parterne efter en politisk beslutning respekterer udfaldet. Ikke mindst efter tre retsinstansers berigtigelse af juraen i sagen. Faderhuset ejer bygningen, uanset om Ungdomshuset rummer fantastiske og eksemplariske aktiviteter præget af solidaritet og kulturelt engagement. De unge bør forlade den på samme måde, som enhver anden flytteforretning forventes at foregå.

Men nej. Med 1980'ernes bz-bevægelse som mytologi, med sorte uniformer og politiske og intellektuelle kræfter, der gerne demonterer dømmekraften, når nogen påkalder sig den forenede kamp mod konspirationskræfter som religiøse bevægelser, markedskræfter, politi og retsvæsen, er man kommet af sted med gang på gang at argumentere med vold som latent eller manifest trussel for at nå mål, der må betegnes som en art halv-private, halv-politiske bestræbelser.

Mediernes dramaturgi

Man sekunderes i TV2 Lorry af en samfundsforsker, der konstaterer, at det kan gå galt nu, hvor Faderhuset ikke har villet hjælpe med at løse problemet. Og forfattere og musikere stiller deres talenter til rådighed under et tag belagt med brosten og molotovcocktails.

På hvis vegne taler forskellige talsmænd fra Jagtvej 69? Hvilken ret har de til at lade hånt om de øvrige beboere i lokalområdet? Gælder der ikke demokratiske spilleregler, når man leger med desperationen, men dyrker spekulationen så rigeligt at internationale forbindelser mobiliseres til gadekamp?

Sagens substans er enkel, men dens løsning formentlig kompliceret. Hvis Ungdomshusets beboere eller dem, som påkalder sig deres kamp, vil andet end et identitetspolitisk mediestunt, bør man rømme hytten og række ud efter de mange politiske hænder, som er rakt frem. Så hurtigt som muligt. Og med alle andre midler end vold og ødelæggelse. Happenings, sit down eller sange. Vind offentlighedens sympati frem for at tabe sagen i et inferno af vold, hvor husets beboere indtager en rolle, som passer alt for godt i mediernes dramaturgi.

At stille sig over den politiske samtale og rettens ord gennem anvendelse af vold med henvisning til den gode sag er en aktionsform, vi kender alt for godt, og som er forbundet med en logik og selvhævdelse, der i et tilfælde af skæbnens kradse ironi hører bevægelser til med religiøse ambitioner, der positionerer sig hinsides det liberal-demokratiske samfunds fordringer.

Den nuværende stilhed og de seneste dages imødekommelser tyder på en chance for, at huset kan afvikles uden knippelsuppe, brostenskaskader og full media attention. Er det tilfældet, risikerer parterne, at farcen ikke bliver den tragedie, som så mange desværre synes at stile mod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu