Læsetid: 5 min.

Modstykke til himlen

En helt ny definition af begrebet 'verdenslitteratur'. Torben Brostrøm lægger vægten på ordet, verden og det verdslige, for den store digtning har frigjort sig fra ortodoksien. Verdenslitteratur går på eventyr ud i verden, den er en Don Quijote med lanse og barberskilt som hjelm, ridende på sit nedslidte øg, men ukuelig og erfaringssamlende
17. november 2006

Slår man op i Den Danske Ordbog (2005) under stikordet 'verdenslitteratur', finder man det kort og godt defineret som 'den samlede mængde af litterære værker i verden'. Sådan har det ikke altid været. Dengang vores verden var mindre, og dannelsen tydeligere afgrænset, omfattede den kun græske og romerske forfattere, middelalderens skrifter og de europæiske nationallitteraturer, og det havde vi Goethes ord for, han, som i 1820'erne lancerede begrebet, om end han måtte tænke på al litteratur, som holdt.

Nyere dansk verdenslitteraturhistorie som f.eks. Politikens Forlags, der kom i 12 bind (1971-74), søgte at tage ordet verden for pålydende og forstå begrebet universelt og etablerede derfor en forsøgsvis skildring af den litterære verden opfattet som en enhed. Da nu ingen nok så enhedslig enkeltperson kan gabe over så meget, bliver en sådan opgave også fordelt over så mange forskellige specialister, at enheden højst kan findes i hovedet på en læser, hvis der ellers findes en sådan, som har læst sig gennem bindene. Gerne nøjes vi med opslag til støtte for den brøkdel af den samlede mængde litterær kunst, vi har behov for. I Gyldendals Verdens Litteraturhistorie i syv bind (1985 ff) gælder det 'hele verdens verdenslitteratur' fra et skandinavisk udsigtspunkt, men altså den litterære aktivitet i dens fulde bredde, historisk, geografisk, socialt.

...og -kunst, og -musik

Går vi til opslaget på nabofænomenet 'verdenskunst' i samme ordbog, møder vi en mere forsigtig forklaring: "ét eller flere højt anerkendte kunstværker, der har påvirket el. afspejler hovedstrømninger i den internationale kunst." Verdenskunst er således et mere eksklusivt fænomen end verdenslitteratur, der her øjensynlig ikke stiller så skrappe krav.

Går vi nu videre til 'verdensmusik', så vendes begrebet på hovedet, idet det kun betegner den slags, der f.eks. spilles ved sengetid i Danmarks Radios program 2, nemlig "rytmisk musik i stilarter der stammer fra den tredje verden; rytmisk musik med elementer af sådanne stilarter". Så tro ikke, at den langhårede Beethoven hører til verdensmusikken.

Disse litteraturhistorier omhandler væsentlig fiktion, digtning, den skønne litteratur, dvs. kernestof omgivet af vilkårlig politik, filosofi, videnskab. Især Gyldendals litteraturhistorie tenderer stofligt mod almen kulturhistorie med mindre vægt på æstetisk analyse af værker. I begge de to nævnte behandles Gamle Testamente ud fra synspunktet, digtning, myte, og frigøres nogenlunde fra sin aura af religion, fællesstof for jødedom og kristendom, Mosebøgerne som en indvandringssaga. Koranen beskrives som en af verdens store bøger på linje med Toraen og Biblen.

På eventyr i verden

Man kunne foreslå en anden definition af verdenslitteratur end den altomfattende, som tenderer mod et uendelighedsperspektiv, en definition, som lægger hele vægten på ordet verden som modstykke til himlen. Verdslighed i modsætning til religion. Dermed er verden indsnævret til den vestlige verden i nyere tid, hvor stor digtning har frigjort fra ortodoksien og i kølvandet af det også fra andre ideologier, som har de færdige svar på tilværelsens gåder og véd fuld besked om, hvad der er ondt og godt. Det er den litteratur, der går på eventyr ud i verden, tidligt gerne med en eksperimenterende helt i spidsen, en Don Quijote med lanse og barberskilt som hjelm, ridende på sit nedslidte øg, men ukuelig og erfaringssamlende. Cervantes oprettede således humorens dimension i stedet for troens. Fortællekunsten revolutionerede ånden. Rabelais drev den endnu videre ind i groteskens humanisme for at slutte storværket om Gargantua og Pantagruel af i klosteret eller reservatet Thélème, hvor mænd og kvinder lever i frihed under mottoet 'Gør, hvad du vil!' i tillid til de bedste instinkter. Lidt af et både kollektivistisk og individualistisk ungdomsoprør.

Et liv før døden

Poesien er den universelle genre, står måske øverst på folkeslagenes forestillinger om fællesskab. Men folkeeventyrene er den direkte vej til drømmen, fortalt og skrevet på påfaldende fælles formler i forskellige kulturer gennem tiderne og er i al diskretion en oprørsk genre med deres drøm om at gennembryde autoriteterne, når helten vælger sin egen vej uden guddommelig hjælp. Folkeeventyret var en underjordisk genre i modsætning til overmagtens myter.

Den europæiske roman er en moderne intellektuel opfindelse, inspireret af eventyret, som driver en erkendelse frem, som omstøder religionens primat. For at sige det kort: den accepterer en eksistentiel uvished om vores vilkår. Det er den menneskelige betingelse: at give tvivlen, usikkerheden, den vidende uvidenhed mæle. Romanen tvivler på de store religioners forskelligartede, hinanden modsigende, absolutte visheder om sjælens frelse, om den rette livsførelse, de faste domfældelser og løfter om lykke.

Den europæiske verdens roman er en verdenslitteratur, som tror på et liv før døden uden derfor at fraskrive sig sansen for metafysiske dimensioner. Den har respekt for fornuften og et kendskab til dens grænser. Den skaber en åbenhed, som fjerner ideologiernes spærrebomme.

Skuffet dødsformodning

Mod ortodoksi og fundamentalisme har den store roman humoren som vigtigste egenskab. Den findes som fortællingens væsen hos de største, jeg kan komme i tanker om. Den er en krævende kategori, et confinium til det religiøse, ifølge en kristen tænker, hvis værker ville være virkningsløse som verdenslitteratur uden den fortællingens humor, han udnytter. Søren Kierkegaard, digter mod sin vilje.

De store romanfortællinger slår ind i bevidstheden og kan ikke glemmes af de mennesker, som har tilegnet sig dem. Det er dem, der går levende rundt i Ray Bradburys Fahrenheit 451, under det totalitære styre, hvor alle bøger er brændt, huskere af det fortrængte budskab, selv omkringvandrende romaner.

Den store tradition for romanskrivning er stadig levende i den vestlige verden. Rygterne, der tidvis huserer, om romanens død, er stærkt overdrevne. Vi husker godt Lawrence Sterne, Fielding og Jens Baggesen. Balzac, Flaubert og Stendhal. Herman Melville, Marcel Proust og Thomas Mann. Joyce, Kafka og Beckett. Günter Grass, Orhan Pamuk - og Milan Kundera, som har tænkt lignende tanker om romanen.

Danske verdensnavne

Hvor er Danmark blevet af i verdenslitteraturen?

Kun undtagelsesvis bliver et dansk digterværk verdensomtalt, som tilfældet er med Peter Høeghs Smilla.

Ellers er omverdenens fornemmelse for dansk litteratur begrænset, selv om poesien trods sproglige barrierer sniger sig ind i lyttende ører her og dér. Af verdensnavne kan kun tre forfattere nævnes, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen, alle selvrådige i moderne forstand.

Det interessante i forhold til ovenstående betragtninger er, at de netop er fortællere med nær tilknytning til eventyret, direkte som i Andersens tilfælde, indirekte som meddelelse i Kierkegaards tankeverden, som nok er kristen, men kirkefjendsk, hos Karen Blixen med hældning mod myten som lovmæssighedens garant, der spotter autoriteterne, med Lucifer som nærmeste kontrahent.

Endelig skal det nævnes, at en skikkelse fra litteraturhistoriens inderverden, en kender af den europæiske roman, hjemmehørende i Europa med sin kritiske genius, var dansk og verdenskendt, dér hvor det gjaldt. Georg Brandes. Arven fra ham er både modtaget og forsmået, som det nu er med de moderne gennembrud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu