Læsetid: 3 min.

Møde - sådan da - med et ikon

Blueslegenden B.B. King bliver 80, hvorfor vi ser tilbage på en episode i 90'erne, hvor jeg (næsten) mødte ikonet på Nyborg-Korsør overfarten
9. september 2005

Det var sidst i 90'erne og mit orkester havde spillet et sted i det mørke Jylland. Uden at have slået publikumsrekorden på stedet. Det skulle da være ud fra devisen, at lidt også har ret. Og meget lidt har enormt meget ret! Efter koncerten kompenserede vi derfor rigeligt for det ringe fremmøde ved hjælp af diverse mere eller mindre lovlige stimulanser, hvorved det faktisk endte med at blive en slags succes. Det var før broens tid, så i en lejet og grundig udrangeret varevogn duvede vi dagen efter i en salig bagbrandert mod færgelejet i Nyborg for at påbegynde sejladsen hjem til Sjælland, der, som Eik Skaløe udtrykte det, er "en dejlig varm ø at gå på -" Ombord på færgen mødte vi nogle kollegaer, der havde spillet med en succes, der svarede til vores, i Odense, så sammenholdet var uangribeligt.

Og så bredte rygtet sig som en løbeild rundt på færgen. B.B. King er ombord! Andægtigheden sænkede sig over selskabet, ja selv dem der var ved at forvandle bagbrandert til reel brandert rettede ryggen og fik det der lys i øjnene, man får, når noget stort er i gære. Vi delte os to og to og trawlede skibet igennem og ganske rigtigt, dér sad den i såvel overført som konkret betydning store mand i et hjørne, omgivet af en stribe andre lige så store sorte mænd. Det var fantastisk imposant, og hvad hulen er det lige, man gør ansigt til ansigt med et af sine idoler? Hvordan undgår man at virke anmassende, træls og luderagtig i slige situationer. Sykofanter er der sgu nok af; som Lars H.U.G. en gang så rammende beskrev dem: auragnubbere.

Det er nu om stunder en industri i sig selv at gnubbe sig mere eller mindre intimt op ad en berømthed og siden sælge historien til torsdagspressen: "Jeg forrådte min arbejdsgiver og bollede hendes berømte mand" og hvad der nu ellers sælger i Qvortrup-land. Jeg var den ædru i selskabet, da jeg havde fået hvervet at køre det lejede lig. Så der var hæmninger på drengen, men selvfølgelig blev jeg misundelig, da de andre fortalte, at de havde givet B.B. King hånden og fortalt ham, hvor meget hans musik havde betydet for dem. Og så havde jeg fået den tvangstanke, at jeg ville have hans autograf; hvorfor aner jeg ikke, for jeg har aldrig forstået det der med autografer.

Men det gjorde det kun værre, jeg fik både præstationsangst og sommerfugle i maven, så da vi kørte fra færgen, var jeg den eneste i selskabet, der ikke havde fået fortalt Mr. B.B. King, hvor meget hans musik og eksempel havde betydet for mig ned gennem årene. Det gør jeg så nu, mens musikken fra det fortrinlige bokssæt B.B. King - The Vintage Years (Ace) står ud af højttalerne i cellen her. Ikke kun fordi, men dog nok især fordi han her på mandag bliver 80. Tillykke, mand - it couldn't have happened to a nicer guy!

Født i 1925 er King én af de få tilbageblevne bluesmusikere fra de par generationer, som i perioden efter Anden Verdenskrig elektrificerede country bluesen og forvandlede den til et moderne, vedkommende og møgbeskidt swingende udtryk for de mange sorte, der var flyttet fra de fattige sydstater til nordstaternes brølende metropoler - især Chicago og Detroit, hvor der var arbejde. Omkring 1950 fandt King det lettere jazzpåvirkede og konsekvent sofistikerede udtryk, han stort set har holdt fast ved siden; Kings vokal udveksler konstant følelsesudbrud og betydninger med hans stildannende singleguitarspil - måden, han vrider strengene på, så de lyder som menneskestemmen og hans brug af vibrato har påvirket folk fra Buddy Guy til Eric Clapton - på baggrund af en tight rytmegruppe og en udtryksfuld blæsersektion. De første femten år af karrieren var han fast inventar på det såkaldte chitlin' circuit, men fra og med midt-60'rnes bluesboom nåede hans ry også Europa, og han har hele vejen igennem turet utrættelig; i 1956 alene spillede han således 342 gigs! Og de fleste år siden har han efter sigende ligget på omkring de 300 -

Der er i hiphop så meget snak om at keep it real. Det har B.B. King gjort hele vejen igennem og selvom det kan være svært at få ham at høre på nutidens luftbårne medier, der som bekendt sætter en ære i at være så historieløse som muligt, findes der rigtig mange gode plader med ham derude. Så køb en flaske whisky, download en stribe af hans sange på mandag og let the good times roll...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu