Læsetid: 3 min.

Vi mødes i et nej til det hele

28. april 2006

Folket har indfundet sig. Ikke bare i Danmark, men overalt i de vesteuropæiske demokratier appelleres til 'folket' som sandhedens stemme i den politiske offentlighed. Er man imod dette 'folk', er man også modstander af demokrati. Nogle kalder det 'populisme', men allerede dette ord er en elitær betegnelse. Som den italienske forfatter Umberto Eco har skrevet:

"Populisme er den sentimentale og direkte appel til en upræcis størrelse, som ikke eksisterer, men som man kalder 'folket', og som man forsøger at få til at udgyde sig."

'Folket' eksisterer i hvert fald i den politiske diskurs: Det er kendetegnet ved sit had til eliten. Selv mægtige ledere efterligner 'folkets' jargon, og postulerer som den forhenværende franske premierminister Raffarin, at de vil lede landet 'nedefra'.

De små guders endeligt

Den franske journalist og forfatter Alain Minc afdækker i sit seneste essay La crépuscule des petits dieux (Svanesang for de små guder) tendenserne til det europæiske og især naturligvis det franske opgør med eliten. Aktører i samfund uden en klart artikuleret klassekamp mellem arbejderklasse og kapitalister gentager fantasiløst samme konflikt over et nyt skema: Folkets formodede følelser mod elitens arrogante pædagogik.

Først forsvandt ifølge Minc arbejderklassen, fordi langt de fleste blev til middelklasse, og det trods alt de færeste, som blev udstødte. Nu er eliterne ved at forsvinde. De mister ikke deres kontrol over uddannelsesinstitutionerne, over arbejdsmarkedet og over kapitalstrømmene, men de mister deres pædagogiske autoritet i det offentlige rum.

De kan ikke længere diktere dannelse og moral, og de kan ikke sætte deres sandheder igennem som sociale og politiske orienteringer. Hadet til eliten betegner en ny samfundstilstand uden tydelige politiske konfliktlinier: Det er på sin vis klasseløse samfund, men ulighederne vokser. Det er på sin vis nogenlunde sammenhængende samfund, men de ghettoiseres.

Den traditionelle politiske grammatik kan ikke begribe de destruktive udviklingstendenser konstruktivt, den synes at savne begreber og perspektiver til at gøre problemerne til kollektive udfordringer. Afmagten viser sig som mistillid til de politiske institutioner og til de mennesker, som forvalter institutionerne. Man taler i Frankrig om 'den politiske klasse'. Minc erklærer sig selv 'elite', men erkender elitens krise:

"Hvad er vores projekt i dag? Hvad drømmer vi om, vi medlemmer af den gamle elite, før vi omsluttes af de små guders grav? Vi ved ikke, hvordan vi skal sublimere vores egoisme. Vil vi det stadig? Er vi i stand til det?"

Efter Anden Verdenskrig var den nationale genopbygning et projekt for eliten, senere blev det etableringen af socialstaten, og gennem 80'erne talte eliten for det europæiske projekt.

Det altfortærende nej

Det berømte franske nej til den europæiske forfatning var ikke mindst et nej til den gamle elites sidste store projekt. Minc udpeger ikke et stort nyt projekt, men konstaterer en ny alliance mellem meningsmålinger og forbrugerkapitalisme.

Begge er flygtige, omskiftelige og baseret enten på ukontrollable emotioner eller selvrealiserende hverdagsvalg. Begge sætter individets tilbøjeligheder som højeste kriterium. Både opinionen og finansmarkeder reagerer som tsunamier: Flodbølger uden fornuft eller fælles kontrol:

"De er præget af samme uforudsigelighed: De hurtige skift styrer markederne og opinionen, selv om en teoretisk optimisme postulerer, at markedet er styret af en 'usynlig hånd', og at opinionen skulle være styret af intelligensen i diskussioner om de store mål for samfundet. Den offentlige opinion skulle være intelligent, markedet skulle være intelligent. Som om..."

Det gamle kompromis mellem demokratiske krav og betingelser for markedet er nu forfaldet til en alliance, som sætter den kollektive fornuft ud af spil. Den eneste fælles politiske aktion artikuleres i alle mulige forskellige nej'er: Nej til elite, nej til regeringen, nej til oppositionen, nej til EU og nej til reformer. Der gives ikke længere intellektuelle som Jean Paul Sartre eller Pierre Bourdieu, som kan overskue samfundet som helhed. Der gives i stedet jurister og krav om sagsanlæg. Det franske samfund har bevæget sig fra et 'konfrontationsdemokrati' til et 'beskyldningsdemokrati'.

Politik bliver som underholdning på tv: Journalistikken finder forbrydere, og offentligheden kræver dem straffet. Det tilfredsstiller måske nogle umiddelbare behov og impulser. Men hvis det skulle være 'folkets vilje', har folket indfundet sig som afmagtsfigur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu