Læsetid: 4 min.

Møllers kur

14. juni 1997

DET ER længe siden, et politisk oplæg fra et oppositionsparti har fået så megen foromtale og skabt så spændte forventninger som det papir - Nye tider, nye tanker - de konservatives leder Per Stig Møller fredag præsenterede på Christiansborg. Langt ind i regeringens rækker har der været nervøsitet over, hvilke skånselsløse analyser og tryghedsforstyrrende forslag, den skarpttænkende ny partileder ville lægge på bordet. Blandt andet her i avisen varmede Per Stig Møller i februar op med udfordringer til regeringen.
"Mogens Lykketoft siger godt nok, at vi har råd til at betale den ene million, der er udenfor. Selv om det skulle være matematisk rigtigt, så er det egentlige spørgsmål selvfølgelig, om vi vil det? Vil vi have et samfund, hvor vi betaler dem for at holde sig i ro og blande sig udenom?" sagde Per Stig Møller.
Fredag skulle han så levere svaret på, hvordan de konservative vil gøre op med dette to trediedelssamfund og bl.a. bringe den lille million medborgere på offentlig forsørgelse tilbage i samfundet. Fredag blev dagen, hvor forventningerne blev afløst af vished - og skuffelse.
Situationsbeskrivelsen i det konservative velfærdsoplæg er der ikke noget i vejen med. Her har Møllers kontante analyse af det globale konkurrencesamfund og dets udfordringer til Danmark overlevet turen gennem den konservative folketingsgruppe og konsultationerne hos Venstre, DA og DI. Oplægget skildrer, hvordan Vesteuropa må regne med en stadigt mindre andel af verdenshandelen som konsekvens af de østeuropæiske og østasiatiske økonomiers fremmarch. Også når det gælder produktion og eksport af tjenesteydelser må EU snart se sig distanceret af Asien, fastslår oplægget, som samtidig registrerer, hvordan danske industrivirksomheder har en stadigt faldende andel af deres medarbejdere ansat i Danmark: fra 70 procent i 1991 til 63 procent i 1995.
Denne internationale udvikling er den ene faktor, der ifølge de konservative truer det danske samfund. Den anden er den hjemlige undergravning af fællesskabsfølelse, individuel ansvarlighed og virkelyst, som den socialdemokratiske velfærdspolitik med forsørgelse og "klientgørelse" af den ene million udstødte - finansieret af et højt skattetryk - stimulerer. "Systemet er uholdbart og i fuld gang med at undergrave sig selv. Når hver fjerde dansker i den erhvervsaktive alder i dag er på offentlig forsørgelse, er der noget galt. Så er samfundsfællesskabet i fare," noterer Møllers hold. Og tilføjer diskret og giftigt: "Det må vække til eftertanke, at jo rigere det danske samfund er blevet, jo flere mennesker er der kommet på offentlig forsørgelse."

OVEN PÅ den kontante sygdomsbeskrivelse er det de konservatives medicin, der skuffer. Med visse undtagelser er det gamle konservative recepter, Per Stig Møller har fundet under sine forårsstudier. Eller også er det de mere traditionelt tænkende konservative kræfter, der har trukket fritænkeren på plads på den vante K-kurs.
Oplægget vil således sænke skattetrykket fra 50 til 40 procent over de kommende ti år, svarende til en reduktion af skatteprovenuet på 100 mio. kr. Skattelettelserne skal bl.a. omfatte en afskaffelse af de grønne afgifter - det er det nærmeste, oplægget kommer en diskussion af miljøspørgsmålet - samt en reduktion af selskabsskatterne, så de bliver "de laveste i Nordeuropa."
"Formålet med (skatte)reformerne er ikke at omfordele samfundets ressourcer," understreger oplægget, til beroligelse for konservative proselytter som måtte frygte den ny formands sociale sindelag.
Planen er renset for finansieringsberegninger, der kan godtgøre, hvordan skattelettelserne skal betales. Men det skal bl.a. ske ved at beskære dagpengene, forkorte dagpengeperioden, gradvist fjerne efterlønnen samt gennemføre ansættelsesstop eller udlicitreringer i den offentlige sektor. Konservative virkemidler, som ikke kan overraske nogen, men som heller ikke er egnet til at sikre den større lighed og sammenhængskraft, som det danske samfund p.t. er ved at sætte overstyr.

AT DER her mangler den nytænkning, som nogle ventede, Per Stig Møller kunne præstere, er ærgerligt. Især fordi det gør det så let for regeringen at skyde planen ned og dermed slippe uden om de dele af den, som faktisk rammer regeringen på dens ømmeste punkter.
Som regeringen understreger det konservative oplæg behovet for en øget uddannelses- og forskningsindsats. Men i modsætning til regeringen erkender de konservative, at uddannelse ikke er nok til at bringe alle de offentligt forsørgede i arbejde. Med den gældende pris på arbejdskraften er der en stor andel af befolkningen, der - selv med forbedrede kundskaber - ikke vil kunne finde en plads på arbejdsmarkedet. Bl.a. fordi virksomhederne kan få opgaverne udført billigere andre steder på kloden, jævnfør tendensen til udflytning af danske arbejdspladser til andre himmelstrøg.
"Hvis vi udelukkende satser på uddannelse, svigter vi de allersvageste, som netop er dem, der har brug for hjælp. Hvis vi ikke vil lade folk arbejde til den løn, som de er værd på arbejdsmarkedet, svigter vi alle dem, der ikke ønsker eller ikke kan gennemføre en uddannelse. Reelt siger vi samtidig, at de, der ikke kan tjene mindstelønnen, heller ikke er gode nok til, at de kan forsørge sig selv."
De konservative taler følgelig for at give skattelettelser til de svageste på arbejdsmarkedet, så de bliver i stand til at arbejde til en lavere løn uden at gå ned i realindkomst. En lavere løn som ligger inden for virksomhedernes ydeevne, og som derfor kan åbne for etablering af nye, reelle arbejdspladser.
Det er det forslag, finansminister Mogens Lykketoft afskyr mest af alt og med alle midler søge at holde borte fra dagsordenen. Hvis Per Stig Møllers udspil kan fremprovokere en reel diskussion på dét punkt, så har han ikke arbejdet helt forgæves.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her