Læsetid: 4 min.

Mønsterlandet

30. marts 1998

"Næst efter spørgsmålet om at skifte religion eller sprog, er spørgsmålet om en møntforandring det mest indgribende".
Nationalbankdirektør Moritz Levy, 1872
I DAG UDSENDER Økonomiministeriet en rapport med den bloddryppende titel: Danmark udenfor Euro'en. Selvom økonomiminister Marianne Jelved (R) har svært ved at skjule, at hun gerne så Danmark som medlem af valutaunionen, er der lagt op til en beroligende rapport.
Det forventede budskab er, at det ikke er nogen økonomisk ulykke for Danmark at stå udenfor Den Økonomisk Monetære Union (ØMU'en). At værdien af den danske krone ikke er låst fast, vil blot koste en beskeden merrente ved optagelse af lån i udlandet. Hvis ellers Danmark har styr på den nationale økonomi gør det på mellemlang sigt altså ikke den store forskel,
om vi er indenfor eller lige udenfor.
Oven i denne konstatering vil de danske myndigheder så fremhæve, hvorledes dansk økonomis styrke og balance er blevet rost i de tre store europæiske rapporter, der kom i den forløbne uge. Såvel EU-kommissionen som Det Europæiske Monetære Institut og selveste Bundesbank har fremhævet, at Danmark var topkvalificeret til medlemsskab af valutaunionen - hvis vi altså bare selv ville.

PROBLEMET MED alle disse beroligende konstateringer er, at de ikke er af afgørende betydning. Selvfølgelig er det da vældig rart, at eksperterne ikke mener, det vil blive den rene ruin for Danmark at stå udenfor valutaunionen. Men det helt afgørende for EU - og dermed for Danmark - må dog være, hvordan hele det store eksperiment spænder af.
Her er det faktisk et centralt problem, at så mange af de de kommende forløb og begivenheder er uhyre svære at overskue på forhånd. Og de er sågar svære at beskrive uden brug af den slags ord, som får enhver nogenlunde normalt fungerende samfundsborger til at gribe desperat efter zapperen. Eller i det mindste til at vedtage med sig selv, at dette dog ville være interessant at høre mere om - en anden dag.
Når det gælder professorer i økonomien bør man dog kunne stille særlige krav. Denne gruppe må dog antages at have lidt nemmere end de fleste ved at gennemskue diskussionerne om, hvad der vil ske, når 11 valutaer hældes i historiens største pengesmeltedigel.
I Tyskland har 155 af slagsen i sidste måneder lavet en appel til politikerne om at udsætte valutaunionen - de mener ikke forudsætningerne for den store ændring er til stede.

I DANMARK har vi kun 32 professorer i økonomi. Dem lavede Politiken i den forløbne uge et rundspørge til. De 23 var villige til at svare på en række ØMU-spørgsmål. Mest opsigtvækkende var et udsagn, som var gemt et godt stykke nede i forsideartiklen:
Et klart flertal af de danske økonomiprofessorer er overbeviste om, at den fælles EU-valuta vil føre til en politisk union med bl.a. en fælles finanspolitik.
Og her er vi unægtelig ved noget væsentligt. Faktisk noget så væsentligt, at man ikke skal vente at finde lange afsnit om det i dagens officielle rapport.
Da økonomiprofessor Christen Sørensen for otte år siden skrev bogen "Danmark - delstat i Europa" var hovedbudskabet helt det samme: Fælles valuta kræver på sigt en politisk union. Før og siden har mange kloge hoveder (og sikkert også et par fæhoveder) gentaget det - i såvel den danske som den europæiske debat. Men ikke desto mindre er dette helt centrale aspekt ikke kommet i centrum af den danske EU-debat. Der er ikke mange EU-politikere, der skal have noget klinket her.

DER ER heller ikke mange, der har lyst til at forklare, hvordan de sidste tiår egentlig var forløbet i dansk økonomi, hvis vi skulle have overholdt de konvergenskriterier, som nu skal stilles indenfor valuta-unionen.
Uagtet spørgsmålet om dansk medlemskab viser et sådant kig i bakspejlet nemlig noget væsentligt om en valutaunion: I flere perioder i 1980'erne og 1990'erne ville Danmark have haft store problemer på grund af et for stort offentligt underskud - og på grund af en alt for stor offentlig gæld. Værst så det selvsagt ud i de perioder, hvor konjunkturerne var dårlige.
Men hvordan ville det være gået, hvis Danmark under lavkonjunkturerne havde strammet ekstra meget på de offentlige budgetter? Det havde sandsynligvis givet flere arbejdsløse og gjort det meget sværere eller ligefrem umuligt at 'kick-starte' økonomien, som Mogens Lykketoft hævdede regeringen gjorde i 1993-94. Alternativet til en sådan 'forbudt' dansk politik havde været en samlet EU-politik. Men kan der på sigt opnås enighed om en sådan uden en politisk union??

KONSEKVENSEN af synspunktet om valutaunionen som et logisk skridt på vej til en politisk union er på alle måder vidtrækkende. Kommer det til at holde stik, bliver der meget mere union end nogen ledende politikere har stillet de skeptiske danske vælgere i udsigt. Men viser forudsigelsen sig at være forkert, vil det med stor sansynlighed være fordi, de interne spændinger i den nye valutaunion bliver så store, at det ikke vil være muligt at holde sammen på den. At den ganske enkelt falder fra hinanden på grund af uenigheder om den fælles økonomiske politik og på grund af store forskelligheder i den økonomiske udvikling.
Uanset hvilken af disse to sandsynlige hovedveje udviklingen går de kommende år, bliver spørgsmålet om den danske merrente kun en lille lokal fodnote til et meget stort økonomisk og politisk eksperiment i Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her