Læsetid: 2 min.

En mørbanket finne

Gud findes ikke, men poesien? Kradsbørstig satire, hvori blandt andet Putin og Brezjnev får deres bekomst
12. april 2006

Gud findes ikke. Efter døden er der ingenting. Alt er før den. Sådan lyder indledningsordene i Kari Hotakainens nye roman efter Hjemmefronten, der skaffede ham Nordisk Råds litteraturpris 2004 og adskillige danske læsere, hvor vi havde fornøjelse af hans samfundssatire.

Isaak-katedralen er også en krasbørstig satire, lagt i munden på en 70-årig krakiler, som har gjort den citerede erfaring på vej ud af livet under en hjerneblødning. Første halvdel af romanen er hans rekonvalescens, hans langsomme, men ordrige genvinden af hukommelsen under tilsyn af hospitalets kirurg og neurolog samt den attraktive afdelingssygeplejerske, der modstræbende vækker, hvad han har af sanser.

Han er - og bliver - en kender af kvæstelser. Forinden har han haft et langt sygeleje forårsaget af hustruen Kyllikki, der brækkede begge hans ben med en jernstang under et skænderi. Nu er hun død og genstand for adskillig sentimentalitet. Trods hæmninger flyder hans monolog heftigt og aggressivt mod hospitaliseringen af sjælen og egen hjælpeløshed. To irriterende stuefæller får det glatte lag, så den ene svarer igen ved at smadre mundtøjet på kværulanten og derved forlænge opholdet.

Forrygende tankespring

En stadig tankeplage er sønnen Pekka, der er blevet hellig og ikke vil høre på sin fars bralrende ateisme. Han har fundet job som specialhåndværker: han forgylder Isaak-katedralens udsmykninger i Sankt Petersborg, der fejrer 300-års jubilæum 2003. Jegpersonen, af profession kørelærer, har lært sig selv russisk og varmer op til et far-søn opgør på russisk jord. Han har brækket sig over et bekendelsesbrev fra denne Pekka.

Hvor man egentlig skal hen i denne noget tynde typehistorie, kan man komme i tvivl om. Jeg giver nu ikke op, fordi hans forrygende tankespring, hallucinationer og det anekdotiske vid og raseri holder mig i gang gennem den velbegavede galnings skøre scenerier. Ham ville man ellers ikke bryde sig om at holde hus med.

Bogens nøjagtig lige så store andendel foregår i Sankt Petersborg under udfoldelse af besk finsk-russisk satire. Finner behandles dårligt af sanktpetersborgere, som atter foragtes af finnerne. Både Brezjnev og Putin får det glatte lag. Hans besøg udvikler sig til en farce af misforståelser og vold under fumlende vandringer i byen.

Og nu, hvor knuderne på den episke snor efterhånden hober sig op, tager sagerne en uventet vending, og konturerne af en kærlighedshistorie, en pikant frokostaftale, danner sig med afgørende indflydelse på det møde mellem far og søn, der endelig i nødens stund hos en truende politikommisær kan finde sted.

Forgyldning og fantasteri

Og minsandten om ikke selveste poesien nu får en hovedrolle. Pekka har digtet en sang. "I den sang var der noget, som jeg havde bragt til tavshed inden i mig selv", erkender den halsstarrige og mørbankede finne.

Hotakainens skildring af den grumme kamp mellem arme sjæle og forslåede kroppe har skær af absurdisme, men også af den pebrede virkelighed. Pekka har sagt farvel til sin sjælstomme tilstand i et Finland, der "er bygget op af ordsprog og af krat i en uendelighed. Fra Hanko i syd til Utsjoki i nord er der ikke andet end krat, benzintanke og ordsprog."

Nu synes han at have fundet både forgyldning og svinelæder. Læseren har fundet grovkornet humor, fyldig viden og fantasteri. Finsk folkeliv. Godt gengivet på dansk.

Kari Hotakainen: Isaak-katedralen. Oversat af Helena Idström. 144 s. 175 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-03710-6

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her