Læsetid: 4 min.

Mørke over Korea

20. februar 2002

Det er efterhÅnden blevet en slidt frase at kalde den 39 år gamle demilitariserede zone mellem Syd- og Nordkorea for én af verdens mest sprængfarlige krudttønder. Men det er skillelinjen mellem de to koreanske stater på 38. breddegrad ikke desto mindre. En enkel gnist kan antænde en krig, der fører til total ødelæggelse af storbyer på halvøen med enorme civile tab til følge; i kraft af USA’s militære tilstedeværelse vil konflikten blive international og inddrage Kina og muligvis Japan, den gamle besættelsesmagt fra 1905 til 1944. Rusland vil også kunne føle sig kaldet til at blande sig. Derfor er det alle amerikanske præsidenters primære opgave at træde varsomt i minefeltet, der udgør relationerne mellem Syd- og Nordkorea, dette levn fra Den Kolde Krig.
Når det gælder de to andre krudttønder i verden, Kashmir og Mellemøsten, har præsident George W. Bush udtrykt USA’s politik med finesse og forsigtighed. De rette formuleringer er blevet leveret til det Hvide Hus af snilde diplomatiske hjerner i Udenrigsministeriet og så vidt muligt gentaget ad verbatim fra præsidentens mund. Hvordan kunne Bush så finde på at kalde Nordkorea et led i den ondskabens akse på tre lande, som hans regering agter at gøre op med under sin lange krig mod terrorisme?
Det korte svar er, at Bush stillede sig på højreideo-logernes side i regeringen. Diplomater i Colin Po-wells State Department var ikke underrettet i god nok tid til at gøre effektiv indsigelse, inden præsidenten holdt sin tale til Kongressen om nationens tilstand 29. januar. Det lange svar er interessant, fordi det giver endnu en bekræftelse på Bush-regeringens naturlige tilbøjelighed til at gå enegang i situationer, hvor USA’s geostrategiske interesser efter højrerepublikanernes mening vejer tungere end f.eks. Sydkoreas Kim Dae Jungs ’solskinspolitik’.
Bush-folkene er naturligvis ikke bange for den lille snoldede udgave af Mao i Pyongyang, der udsulter sit folk ved at spendere 25 procent af det årlige statsbudget på at opretholde en 800.000 mand stor hærstyrke bevæbnet til tænderne med allehånde konventionelle våben. USA har opstillet 37.000 soldater syd for den 38. breddegrad i Sydkorea. Officielt har det amerikanske engagement altid været begrundet med Nordko-reas overlegenhed i konventionelle styrker. Det er imidlertid en ubalance, som med tiden er blevet mindre i kraft af USA’s overførsel af teknologisk mere avancerede våben til Sydkoreas væbnede styrker.
Sagt på en anden måde: Der er ingen objektiv grund til, at USA opretholder en styrke på 38.000 soldater i Sydkorea. Som led i forhandlinger om nedrustning, tillidsskabende foranstaltninger – og på lang sigt genforening – kunne Bush sagtens tilbyde diktator Kim Jong Il en delvis tilbagetrækning af amerikanske styrker mod substantielle indrømmelser fra Nordkorea. Eksempelvis tilbagetrækning af soldater og tung skyts fra området lige nord fra den demilitariserede zone.

Nedrustning på den koreanske halvø vil gavne begge stater økonomisk. Nordkorea ville få en fredsdividende i form af færre forsvarsudgifter, og ny hungersnød kunne undgås. Sydkoreas industri kunne slå telt op i det nordlige. Det var stort set Clinton-regeringens pejlestok. Som vi nu udmærket ved, kom to hændelser denne vision i vejen. Den ene er Bush, den anden 11. september.
I går aflagde Bush besøg i Seoul og nåede at lægge vejen om sine udstationerede styrker ved den 38. breddegrad. I hans tale hørte vi intet om et tøbrud; kun at USA er villig til at gå til forhandlingsbordet her og nu. Det lyder fint. Problemet er, at skinnet bedrager. Bush har skærpet de betingelser, som Clinton opstillede for at indgå en aftale om f.eks. et stop for eksport af nordkoreanske missiler og missilteknologi til Iran, Syrien, Libyen – og Pakistan. Nu skal Nordkorea ensidigt trække soldater og tung skyts tilbage fra grænsen som led i en aftale. Bush-regeringen forestiller sig heller ikke egentlige forhandlinger. Kim Jung Il har fået at vide, at der ikke kan files og slibes her og der. Enten accepterer han et amerikansk udspil, eller også er det bare ærgeligt.
Ikke fordi der er grund til at nære sympati for det nordkoreanske regime. Men det virker som om Bush’ højregarde ikke er interesseret i nedrustning på halv-øen og fjernelse af den trussel, som Nordkoreas langtrækkende missiler vil være for USA og alle andre, såfremt de ender i gale hænder, hvormed menes terrorgrupper. Med sin svulstige retorik om »ondskabens akse« og uvilje til at forhandle med uappetitlige tyranner begraver Bush automatisk nobelprismodtageren Kim Dae Jungs ’forbrødringspolitik’. Nuvel, Sydkoreas åbning over for det fallerede regime i nord har ikke været en særlig stor succes; efter valget næste år vil Kim Dae Jungs efterfølger formentlig revidere eller skrotte initiativet. Men det fratager ikke USA medansvaret for en eventuel fallit. Kim Jung Il er en uberegnelig leder, der i sidste ende ikke tør åbne op. Men hvad er alternativet til tålmodige våbenforhandlinger med Nordkorea og vestlig humanitær bistand? Det vil vi gerne vide, Bush.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her