Læsetid: 11 min.

Mørkets fyrste

I denne tredje og sidste del reportage fra efterkrigstidens eks-Jugoslavien er Jens-Martin Eriksen taget på ekskursion til Sarajevo for at få klarhed over, på hvilken måde bosniske muslimer agerede som serbiske marionetter i spillet om at skabe frygt hos de bosniske serbere
14. februar 2007

På denne høje, klare dag begynder vi turen mod Drina, over mod de bosniske bjerge og ned til Sarajevo for at mødes med manden, som hans modstandere kalder Mørkets fyrste. Vi vil høre, om der er hold i anklagerne, som kommer flere steder fra.

Vi kører ad en rute, der også har en vis betydning for den folkemordskrig som Republikken Serbien førte mod Bosnien. Vejen ud af Beograd fører os over Gazellebroen.

Der er gået en halv snes år nu, men stadigvæk passerer vi brandtomter, hvor der engang boede familier. Vi standser op ved en lille landhandel og ser os omkring i skumringen. Det hele begyndte med, at intellektuelle legede med tændstikker i

Beograd, og endte med, at horder af bevæbnede kriminelle fra Republikken Serbien blev mobiliseret og sendt afsted for på sådan en aften som denne at trænge ind i folks huse for at myrde familier, stjæle indboet og brænde alt ned. Det var en stats politik, hvis arvtagere den dag i dag fornægter forbrydelsen.

Målet for denne ekskursion til Sarajevo er at få klarhed over, på hvilken måde nogle bosniske muslimer om muligt agerede som serbiske marionetter i spillet om at skabe frygt hos de bosniske serbere. Er der noget om konspirationsteorien? Var inderkredsen af de bosniske muslimers parti SDA virkelig fundamentalister, og skjulte de dette bag en demokratisk facade? Og blev de uafvidende brugt som skræmmebilleder af det nationalistiske serbiske styre til at mobilisere serberne for krig mod deres landsmænd i Bosnien?

For at kaste lys over dette aspekt har vi sat to mænd stævne fra det, der er omtalt som skyggeledelsen af SDA, Omer Behmen og Hasan Cengic.

Det første møde foregår nogle sene eftermiddagstimer den næste dag med Omer Behmen i et islamisk center. Han spillede en dunkel rolle ifølge Adil Zulfikarpasic i Zürich i forbindelse med organiseringen af det muslimske SDA og i forbindelse med nedskydningen af det fredsforslag, som Zulfikarpasic selv kom med minutterne før krigen begyndte.

Vi taler med en venlig, gammel mand, som, hvis han skulle have gjort noget forkert, ikke har forstået, hvorfor han skulle være skyld i landets undergang og tragedie. Han er heller ikke en politisk tænker, men en religiøs dedikeret mand. Han har været interesseret i at vække en tradition, som var blevet undertrykt under kommunismen, den muslimske religiøse tradition. Hans forestillinger om Bosnien som et sted for territorial nationalisme er ham fremmed. Han taler om religiøs nationalisme.

På vejen bort fra centret støder vi tilfældigt på vores gamle ven, den serbiske general Jovan Divjak, der i begyndelsen af belejringen af Sarajevo stod i spidsen for forsvaret mod sine etniske fæller i bjergene over byen. Et bryskt "Bonsoir" gjalder i basargaden, hvor vi står. Vi aftaler, at mødes før fanden får sko på den næste dags morgen oppe i hans villa.

Mødet denne næste morgen begynder med en dramatisk nyhed. Omer Behmen, som vi talte med dagen forinden blev umiddelbart efter vores møde påkørt på en gade nærved centret, hvor vi mødtes. Nu ligger han for døden.

Så vi taler om andre sager, om det filantropiske center for uddannelse af forældreløse børn, som generalen er blevet leder af siden sin afsked fra den bosniske hær. En medarbejder kommer ind og beretter om problemerne med skolebøger og pensum i de bosniske skoler. Bosniske muslimer må kun læse bøger om muslimernes historie, og kun bøger skrevet af muslimer - uanset om det er matematik eller historie. Det samme gælder for de andre to grupper respektive - serberne og kroaterne. Divjak erkender, at landet er ødelagt og i kaos. Dog med undtagelse af Republika Srpska, som er rent serbisk. Dér har man ikke noget problem, da landet er etnisk renset derovre.

Mørkets fyrste

Den næste dag møder vi op hos selve Mørkets Fyrste. Han ankommer lidt sent efter et lægeligt check, og vi taler naturligt nok om hans gamle ven, Omer Behmen.

- En artikel af en tidligere talsmand for SDA, Adnan Jahic hævder at religiøse værdier skal spille en meget stærk rolle i et fremtidigt Bosnien. Hvad siger De til denne artikel?

"Jeg tror ikke, at den artikel De der nævner af Adnan Jahic repræsenterer den officielle holdning fra SDA. Jeg tror den repræsenterer hans eget synspunkt. Han var ikke talsmand på det tidspunkt, hvor han skrev artiklen, og han var ikke autoriseret til at fremsætte disse synspunkter. Det er vigtigere at forholde sig til de officielle dokumenter fra partiet, program osv. Og jeg kan heller ikke genkende hans synspunkter, når jeg tænker på de taler og synspunkter, som Alija Izetbegovic har givet udtryk for. Vi har altid vidst, hvordan vi skulle leve med forskellene, og hvordan vi skulle respektere dem. Det er en viden vi har fra Islam og fra vores lange politiske erfaring."

- Da vi læste denne artikel af nævnte Adnan Jahic ledte det os til at undersøge de tidlige ideer, som Alija Izetbegovic gav udtryk for i sin 'Islamiske deklaration'. Men det er vanskeligt at gøre sig klart, om det er en vision for Bosnien eller om det er en vision for et ideelt, muslimsk samfund. Hvilken slags tekst er det? Er det en slags utopi om det ideelle samfund eller er det et ideal for et fremtidigt Bosnien?

"Nu er De måske lidt ilde til mode, fordi jeg smiler, når jeg hører Deres spørgsmål? De gentager, næsten ord til andet, de ord, som vores anklager kom med i forbindelse med retssagen i 1983. Og da kom Izetbegovic med sin meget klare forklaring. Den blev dog ikke accepteret af retten. Visionen er udtryk for, hvad en intellektuel, en muslimsk tænker er kommet frem til, når han har overvejet den muslimske verdens historie. Men Jugoslavien, Bosnien er ikke en del af denne muslimske verden. Hvordan kan man påstå, at denne tekst har noget at gøre med Jugoslavien, med Bosnien? "Jeg diskuterer den muslimske verden". Det var hans forklaring. Men sæt mig ikke i en position, hvor jeg skal være forsvarer for Izetbegovic. For alt er klart med hensyn til ham. Han er nu død. Hele hans liv ligger åbent for os. Han er blevet portrætteret af både sin modstandere og sine fjender som en person, der støtter sharia. Men lad os holde os til hans gerninger. Han har præket, kæmpet og ofret sig for demokratiet til slutningen af sit liv. Så venligst, lad os holde os til kendsgerningerne. Lad os ikke holde os til forestillingerne om ham, til de falske anklager."

$SUBT_ON$Sebiens overherrdømme

-De fik ved retssagen i 1983 støtte fra de serbiske dissidenter i Beograd, Dobrica Cosic og andre. Vi vil gerne høre, hvornår De fandt ud af, at disse personer ikke var demokrater, men serbiske nationalister?

"Et særdeles godt spørgsmål! Vi, der var i fængsel var meget tidligt i stand til at få et billede af disse intellektuelle. Vi forstod, at når de ville vælte kommunismen, så var det for at fremme Serbiens overherredømme. Og lad mig indskyde, at et medlem af denne gruppe var Vojislav Kostunica (Serbiens nuværende premierminister, tidligere præsident). På et tidspunkt mødte vi endog Vojislav Seselj i fængslet i Zenica, hvor vi var indsat. Han diskuterede især med Omer Behmen. Og han spurgte Behmen om muslimerne virkeligt mente, at de var en særskilt etnisk gruppe eller var vi serbere med muslimsk religion? Det spurgte han en mand om, som havde siddet fængslet i mange år for netop sin muslimske identitet. Men Behmen blev ikke vred. For han mente ikke, det var vigtigt, hvad han selv sagde, men hvad Sjeslj mente var svaret på hans eget spørgsmål. Dertil svarede Sjeselj, at de ikke mente, vi var en nation. Vi havde ikke elementerne, som skulle udgøre en sådan. Vi havde ikke en egen kultur, vi havde ikke eget sprog, vi havde ikke nationale institutioner, såsom et akademi og lignende. Og så sagde Behmen: "Hør jeg kender mange prominente folk fra Hercegovina (hvor de begge to var fra), handlende, beslutningstagere osv., og vi kan tale sammen dernede. De spørger os aldrig, hvad vi er. De respekterer os, og vi respekterer dem. De, Sjeselj, tager fejl. Vi er hverken kroater eller serbere". Men Sjeselj hævdede, at vi måtte dele os - enten måtte vi definere os som kroater eller som serbere. Det sagde han i 1985. Så vi kendte allerede fra dengang realiteterne. Vi vidste, hvad man tænkte i Beograd. Vi tegnede et klart billede for Vojislav Seselj, og han forstod det. Dog ændrede vi ikke hans opfattelse. Men han informerede sine partnere i

Beograd fra dissidentkredsen, Dobrica Cosic, Vojislav Kostunica og andre."

- Men når De gennemskuede de radikalt-nationalistiske holdninger hos disse folk i Beograd så tidligt, var De så ikke bange for at danne en koalition med serbernes bosniske parti SDS efter valget her i Bosnien? De vidste, at det var farlige folk. De kendte også det serbiske akademis skrift Memorandum?

"Man kunne jo ikke forvente af os, at vi skulle opgive kampen for demokrati på grund af angsten for at nogle nationalister skulle misbruge kampen! Vi var naive nok til at tro på, at når vi først havde indledt kampen for demokrati, så ville vi også få støtte i denne kamp fra det demokratiske Vesten. Vi var jo pionererne for demokratiet her. Vi troede, vi ville få støtte fra Paris og London. Og vi var også klar over, at en vis form for nationalisme ville kommer for dagens lys i en sådan demokratisk proces. For hvad handler nationalisme også om? At fortælle dig, hvem du er. Nationalisme har jo to ansigter. Den ene er hersker-drømme og aggression. Den anden er kampen for identitet, og det er ikke en negativ nationalisme. Det er positiv nationalisme, som vil promovere sproglige, kulturelle rettigheder. Og som vil anerkende internationale konventioner. Og det var med denne side af nationalismen, vi troede vi kunne tiltrække serberne i kampen for demokratiet. For husk venligst, at dengang var Memorandum skrevet af en lille gruppe af serbere. Det var i årene fra 1986 til 1989. I dag er det populært at sige, at skriftet var et politisk program, som var forfattet af en tænketank. Men de kommunistiske militære og politiske magthavere adopterede det storserbiske program, idet de sluttede, at de havde de magtmidler der skulle til, samt at der ikke ville blive tale om nogen indblanding fra udlandets side. Senere viste det sig, at det var forkert. Men da var alt for sent."

$SUBT_ON$Fredelig løsning

- Hvad var grunden til, at SDA trak sin støtte tilbage til det fredsinitiativ med serberne, som var blevet promoveret af Adil Zulfikarpasic og Muhammed Filipovic, og som Slobodan Milosevic accepterede?

"Ok, nu er jeg måske ikke den bedste person til at give en bredere forståelse af lige netop dette spørgsmål. Men jeg har siden hen læst om det."

- Så De var ikke direkte involveret i denne beslutning?

"Ikke direkte. Men jeg kendte historien. Izetbegovic og jeg havde undersøgt alle muligheder for at opnå et resultat under konflikten og finde en fredelig løsning på krisen i Jugoslavien. Så vi forsøgte ganske enkelt at få et klart billede af serbernes endelige holdning. Serbien ville ikke forhandle, men forsøgte at indlemme Bosnien og skille sig af med Slovenien og dele af Kroatien. Vi gjorde dermed spillet op. Hvis Slovenien og Kroatien ville blive i Jugoslavien, så ville vi også - og støtte det. Men uden ville vi have en folkeafstemning om Bosnien skulle blive. Så fredsforslaget skal ses i denne sammenhæng."

- Men det var vel lige netop det, der skulle til for at serberne her i Bosnien ville acceptere fredsforslaget. Milosevic lovede jo, at han ville standse den ulovlige regionalisering i de serbiske områder af Bosnien og afvæbne de serbere, der var blevet bevæbnet af forbundshæren med våbenlagre fra civilforsvaret, hvis SDA ville bevare et Bosnien indenfor Jugoslavien.

"Enhver, der har forsøgt at forhandle med Milosevic ved, hvilken forhandler han var, og hvor mange løfter han har holdt. Præcist lige så mange af dem, som han selv så en fordel i. Han forsøgte at vise et venligt ansigt udadtil mens han afpressede indadtil i forhold til Bosnien. Men det spil er siden hen blevet klart."

$SUBT_ON$Konklusioner på rejsen

Vi afslutter det oplysende møde med den venlige Hasan Cengic, efter at han har bedyret, at han hele vejen igennem har kæmpet for demokratiet i Bosnien sammen med Alija Izetbegovic, og at nedskydningen af fredsforslaget egentlig var betydningsløst, for serberne var fra begyndelsen under alle omstændigheder opsat på en militær løsning.

For selv om han bruger sin beretning om, at de fængslede muslimer har haft en tæt forbindelse til deres senere fjender i Serbien i gennem knapt 10 år til at legitimere, at man nedskød fredsforslaget, så har denne forbindelse også haft den effekt, at serberne helt præcist har kunnet vide, hvem de skulle satse på blandt muslimerne for at få den mest radikale ledelse som fremtidige fjender. Det har gavnet den nødvendige radikalisering og frygt i det bosniske samfund som var en betingelse for mobilisering af krigen.

Cengic plæderer for, at Izetbegovic's islamiske deklaration ikke er andet end drømmerier om den muslimske verden, samt at fundamentalistiske synspunkter fremsat af en tidligere talsmand for SDA ikke har haft nogen relevans. Men en læsning af deklarationen giver dog et andet praj, når den siger, at det islamiske Pakistan skal ses som en generalprøve på den muslimske verdens revitalisering og håb. At Bosnien ikke er en del af denne muslimske verden er for så vidt sandt nok, men delingen af landet efter etnisk-religiøse kriterier ville frembyde en demografisk ændring, så deklarationen kunne ses som den nye muslimske stats ideologiske program.

Endelig kan det også tolkes som en tilsnigelse, når Hasan Cengic fremstiller det som om de moderate Adil Zulfikarpasic og Muhammed Filipovic blot var sendebude for lederne i SDA for - uafvidende - at fremskaffe et klart billede af serbernes radikalitet og krigsforberedelse. Det havde Cengic og andre hardlinere i SDA i forvejen haft knapt 10 år til at finde ud af, og i øvrigt vidste i hvert fald Izetbegovic besked om de konkrete planer for fordrivelsen af de bosniske muslimer (RAM-planen) fra en opsnappet telefonsamtale mellem Milosevic og Karadzic.

Det er for tidligt at drage andet end foreløbige konklusioner på hypotesen om den dramatiske konspirationsteori og identificere krigens mestre i Bosnien. Sandheden om de radikale muslimers rolle er endnu ikke klarlagt, og heller ikke det mulige spil fra de serbiske nationalisters side, hvor de kan have haft indflydelse på ledelsen af det parti, som skulle blive deres fremtidige krigsmodstandere. Mindst én agent i den gruppe, som var med til at danne partiet, Salim Sabic er ifølge Adil Zulfikarpasic blevet afsløret som en mand i den militære efterretningstjeneste KOS sold. Muligvis kan andre, i den tro at de kæmpede for deres egen sag, have indgået som aktører i et manuskript skrevet i Beo-grad. Det er i hvert fald en udlægning, som Hasan Cengic forklaring kan ses som belæg for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her