Læsetid: 4 min.

Moi igen

5. januar 1998

Trods voldsom opposition og donor-arm-vridning er Kenyas 73-årige præsident Moi tilbage med 40 procent af stemmerne. På den officielle politiske arena vil alt formentlig fortsætte som før.
Der er svindlet. Ingen tvivl om det. Både under valget og før. Reformer, der skulle give oppositionen mere fair behandling, blev forhalet og gennemført så sent, at de ikke fik større betydning.
Det korrupte statsapparat stod bag præsidenten og hans kampagne, og valget var mange steder en farce. Der er ikke tvivl om, at mange støttede præsidenten af frygt og andre i forventning om belønning. Formentlig heller ikke om, at der var ekstra stemmesedler i reserve for en sikkerheds skyld.
Men når dét er sagt, må det også siges, at der ikke i en dybt etnisk splittet opposition sås et klart alternativ. Præsidentvalgets nummer to var en anden slidt politisk veteran, forhenværende vicepræsident Kibaki, der i 1970'erne var finansminister i præsident
Kenytattas regering.
Der var ikke fornyelse, og slet ikke noget oppositionssamarbejde mod Moi. Præsidentens del-og-hersk politik lykkedes til fulde, og selvom Moi skabte splittelse med mange beskidte midler, falder ansvaret dog tilbage på oppositionen.

I et etnisk splittet Kenya sidder Daniel Arap Moi igen på magten, selv om han repræsenterer en stamme (kalenjin), der udgør 10 procent af befolkningen. Det er ikke et etnisk flertal, som undertrykker minoriteter. Det er en mindretalsrepræsentant, der manipulerer så dygtigt med straf og belønning i et personafhængigt magtapparat, at han har kunnet fastholde magten i snart 20 år. Teksten til en tegning af præsident Moi i tidsskriftet New Africa lyder: "Moi - Griner han hele vejen til Statehouse?"
Det er ikke rart for Kenyas befolkning, det der er sket, og ikke rart for donorerne, som har valgt Kenya som test-case i deres mangeårige forsøg på at få Afrika til at lege demokrati på europæisk.
Kenya er præget af korruption og magtmisbrug, af menneskerettighedskrænkelser og voldsom ulighed. Mange frygter, at kombinationen af sociale og etniske spændinger plus det korrupte politiske system kan føre til endnu en blodig eksplosion i Afrika.
Donorernes - incl. Danmarks - forsøg på via økonomisk pression at gennemtvinge demokrati havde bl. a. til hensigt at undgå den situation.
Nu vil Moi hævde, at han to gange er blevet genvalgt af sit folk efter at have fulgt donor-krav om flerpartivalg, som han selv ofte har erklæret sig imod. Hans stilling er befæstet, og selv om svindel og magtapparatsundertrykkelse er en stor del af grunden, forklarer det ikke alt.

Det er - som Martin Breum skrev i nyhedsanalysen lørdag -ikke kun Kenyas opposition der nu må gå i tænkeboks, det er også donorerne.
Er donorkravet om demokrati rimeligt? og mere vigtigt: Hvad har et parlamentarisk valg mellem partier og personer med demokrati at gøre i en stat, der består af mange forskellige etniske grupper eller nationer?
Afrika er selv i disse år ved at finde andre modeller. I Uganda og i Etiopien søger man ud fra forskellige ideer at skabe en decentraliseringspolitik, der til dels er etnisk baseret og anerkender de forskellige folk.
I Uganda afviser man foreløbig flerpartivalg, og donorerne har slugt den kamel, fordi de godt kan lige Uganda.
De centrale regeringer i Uganda og Ethiopien er til dels styret af etniske mindretal, der sikres via et stærkt magtapparat. Det er ikke særlig demokratisk, men lige nu måske realistisk.
Og efter at Vesten i årevis har tvunget Afrika til at rette sig ind efter vestlige modeller (som mange allerede i 1960'erne erklærede for urealistiske i Afrika) er der grund til, at Vesten lytter lidt ydmygt til afrikanske forslag.
I Europa har vi jo også lært noget. Hvem vil for eksempel gå ind for et direkte flerpartivalg til en EU-regering og af en EU-præsident? Hvis nogen gennemtvang et sådant valg - uden indbygget mindretalssikring - ville det med sikkerhed føre til dyb splittelse og måske europæisk krig.

Det er naivt at sige, at donorerne ikke må blande sig. Bistand er indblanding. Men Kenya-eksemplet viser, hvor svært det er at blande sig rimeligt.
Det viser også, hvor forsimplet det officielle vestlige demokratibegreb er. Selv hvis valget i Kenya var foregået efter alle kunstens og demokratiets regler, kunne det måske alligevel have sikret videreførelsen af et undertrykkende og ulighedsskabende politisk magtapparat.
Parlamentarisk topdemokrati er ikke meget værdi, hvis mennesker i bunden ikke har indflydelse på deres egen situation og magt over deres eget liv.
Demokrati må nødvendigvis starte lokalt.
Demokrati må også indebære en form for økonomisk og social udligning, som specificeret i de økonomiske og sociale menneskerettigheder. Men dem taler Danmark sjældent og USA aldrig om, selv om kravene om menneskers fundamentale rettigheder - også på det sociale og økonomiske område - er vigtigere end formelt demokrati.
Mange afrikanske stater er i disse år præget af, at der sker en række økonomiske fremskridt, og at lokal-organisering og initiativer på mikroplan giver nyt fremtidshåb.
Men meget ødelægges samtidig af syge politiske systemer og statskonstruktioner, der i højere grad fører til kamp om magt og rigdom, end de skaber rammer for et nødvendige samarbejde.
Parlamentarisme ændrer ikke i sig selv på det grundproblem.
Kenya-valget kan føre til tragedie. Men det bør under alle omstændigheder føre til nytænkning om demokrati og rettigheder. K.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu