Læsetid: 3 min.

Möllemanns fald

7. juni 2003

VAR DET selvmord, en banal ulykke eller sågar mord, da den tyske politiker Jürgen W. Möllemann styrtede i døden under et faldskærmsudspring torsdag middag?
Alle tre teorier kan forsvares – og alle tre har afgørende svagheder:
Hvorfor skulle Möllemann vælge at begå selvmord nu? Godt nok blev han for et par måneder siden smidt ud af det liberale parti FDP og hans parlamentariske immunitet ophævet samme dag, som han døde. Men han vidste jo, at politiet interesserede sig for hans økonomiske forhold, og han havde haft masser af tid til at ordne sine bilag.
Hvorfor skulle han omkomme på grund af en ulykke? Han havde hundredevis af spring bag sig. Han vidste alt om, hvad han skulle gøre i en nødsituation.
Og mord? Foreløbig er der ingen tegn på manipulation af Möllemanns udrustning.
Men politiet vil ikke på forhånd udelukke nogen af de tre teorier om Möllemanns død og »efterforsker i alle retninger«, som det hedder.

JÜRGEN W. Möllemanns bratte død på en vesttysk bygmark er under alle omstændigheder lige så spektakulær som hans liv. Dette politiske dyr var med til at præge FDP i en halv menneskealder, selv om hans personlige karriere udviklede sig til noget af en rutschebanetur.
I starten af 1990’erne steg han op til posten som økonomiminister og vicekansler under Helmut Kohl. To år efter røg han ud i mørket, fældet af en pinlig sag.
På ministeriets brevpapir havde han anprist en plastikchip til indkøbsvogne, som en af hans slægtninge havde opfundet.
Herefter koncentrerede Möllemann sig om opbygningen af rådgivningsfirmaet Web Tec, der gjorde forretninger med arabiske lande. Sideløbende arbejdede han sig op i FDP i hjemstaten Nordrhein-Westfalen, hvor han sikrede partiet sensationelle 9,8 procent ved delstatsvalget år 2000.
Valgresultatet – det bedste i 46 år – katapulterede ham ind i landspolitikken igen, og Möllemann lagde store planer. FDP skulle gøres til et folkeparti på linje med de to store, SPD og CDU-CSU, og partiet skulle stille med sin egen kanslerkandidat – Jürgen Möllemann.

PARTIFÆLLERNE i FDP blev revet med og Projekt 18 sat i søen, men valgstrategen Möllemann fik ikke titlen kanslerkandidat. Han var skuffet, men opsat på på egen hånd at levere de 18 procent, så han efter valget kunne stille sine betingelser.
Hans strategi var at tiltrække utilfredse vælgere med let misforståelige slagord mod Israel og jøder, især en meget irriterende næstformand for det jødiske samfund i Tyskland.
Lige før valget fik han postomdelt budskabet en ekstra gang, en million euro kostede det.
Om hans højre-populistiske udfald på forhånd var godkendt af partiformand Guido Westerwelle er fortsat uklart. Påfaldende er det, at Westerwelle tøvede meget længe med en klar fordømmelse.
Først efter det skuffende forbundsdagsvalg sidste sommer kom irettesættelsen – sikkert også fordi formanden havde brug for en syndebuk.

KAMPAGNEN mod Israel og jøderne blev indledningen til Möllemanns fald. FDP smed ham ud, og politiet begyndte at interessere sig for, hvor han havde fået den ene million euro fra, som kampagnen kostede.
Pengene havde han skam selv betalt – de kom fra hans egen konto i Luxembourg, indrømmede Möllemann. For at sløre oprindelsen var indbetalingen på kampagnekontoen sket ved hjælp af falske navne på bidragydere. Da politiet begyndte at granske Möllemanns privatøkonomi, kunne man konstatere anselige millionbeløb. Herefter kunne han regne med sigtelser for blandt andet skattesvig, mandatsvig og underslæb.
Rent personligt gik det også ned ad bakke. Möllemann var inspireret af den succes, Jörg Haider fik med ombygningen af Østrigs lille liberale parti (FPÖ). Möllemann drømte om at gøre kunststykket efter i Tyskland – og eftersom FDP ikke ville kendes ved ham, luftede han tanken om at grundlægge sit eget parti. Udgivelsen af bogen Klartext für Deutschland dette forår skulle være forløberen. I bogen skælder han ud på de fleste tidligere partifæller og forkynder sine visioner.
Men Klartext blev bare ikke det tordenbrag i den politiske debat, som Möllemann havde håbet – og i Østrig blomstrede Jörg Haider af.
Jürgen W. Möllemann så sig pludselig reduceret til en forhenværende. Han var isoleret som løsgænger i Forbundsdagen, hans tid var forbi, men han var forlængst blevet fysisk afhængig af politik, indflydelse og rampelys. Han tålte ikke udsigten til glemsel og måtte efterhånden også regne med en dom.
I det lys giver selvmordsteorien mening. Med sig i graven tager Möllemann formentlig også muligheden for at skabe et slagkraftigt højre-populistisk parti i Tyskland.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her