Læsetid: 3 min.

Monark som opvarmer

22. januar 1998

Hendes Majestæt Dronningens nytårstale
godkendes af
statsministeren i
overensstemmelse med
dansk forfatningstradition.
Statsministeriet udarbejder til
eventuel inspiration
et udkast til
kabinetssekretæren.
Det færdige resultat er
Hendes Majestæt Dronningens nytårstale.

DETTE LAKONISKE stykke knækprosa har ingen ringere end statsministeren som ophavsmand. Så megen glæde giver det Nyrup at fremsige det, at han nu har optrådt med det to gange for Folketinget. Første gang den 12. januar, anden gang i går.
Og netop det at høre noget to gange er, hvad sagen handler om. En del danskere har ved statsministerens nytårstale haft en fornemmelse af, at hov, det har de hørt før. Ikke bare fra en statsminister, der gentager sig selv. Nej, fra selveste Hendes Majestæt Dronningen, aftenen før, i hendes nytårstale. Og hvem er ansvarlig for den? Det er - som udsagt i statsministerens knækprosa - statsministeren.

EKKOLYDEN BLEV loddet af Børsens Nyhedsmagasin i dets første januarnummer. Bladet kunne påvise, at formuleringerne om Danmarks øgede internationale rolle var forbløffende ens i de to taler.
Tilsvarende ligheder kan registreres i forudgående års nytårstaler fra monark og minister. I 1994/95 gik genlyden på "ansvarssamfundet" og i 1996/97 på "volden". Altså de temaer, som statsministeren og hans omfangsrige omend ofte udskiftede kreds af medierådgivere netop det år fandt hottest og ville varme Nyrup ved, og hvor det derfor var bekvemt med en kongelig foropvarmning.
De sammenlignende tekststudier kunne garneres med det mere upræcise udsagn: "Flere embedsmænd, som har været tæt på formuleringen af nytårstalerne gennem tiden, mener, at der er tale om et brud med traditionen under tidligere statsminister Poul Schlüter."
Historien har hidlokket Enhedslistens Keld Albrechtsen i rollen som dronningens vagtmester. Som begrundelse for de folketingsspørgsmål, som Albrechtsen - i kapløb med Dansk Folkepartis Thulesen Dahl - har stillet, tales om "misbrug af statsministerens beføjelser" og: "Det er urimeligt, at statsministeren bruger dronningens autoritet som platform for sin egen politiske kampagne."

OM DET FORMELT statsretlige hersker ingen tvivl. I gamle dage var ministre undergivet majestæters luner. I dag er det omvendt. Som den gamle chefhingst Andreasen vrinsker i Ekstra Bladet: "Grundlovens frihedsrettigheder gælder ikke for kongehuset." Dronningen har hverken religionsfrihed eller ytringsfrihed. Hun har ikke engang foreningsfrihed til at melde sig ind i Enhedslisten som tak for dens omsorg. Grundloven gør monarken ansvarsfri og fredhellig. Prisen er, at den regerendes offentlige persona tilhører statsministeren.
Men, som SF's Holger K. Nielsen har sagt, det ejerskab "kræver pli og omtanke fra statsministeriets side."
Når bortses fra dramatiske begivenheder i konge-
familiens eller landets historie, er nytårstalen den eneste lejlighed, hvor det kronede overhoved taler formelt til hele sit folk. Det er en begivenhed, der samler danskerne, således som det da også var meningen fra dens indførelse i besættelsesåret 1940.
Dronningens tale klokken atten er med til at gøre aftenen til noget særligt højtidsfuldt, en status, der rækker ud over den enkeltes liv og omfatter fællesskabet. Det fællesskab, vi i så mange andre sammenhænge savner.

DERFOR ER DET ærligt talt en klam fornemmelse at forestille sig, at vor dronning ved den lejlighed optræder som statsministerens opvarmningsorkester. Så kan vi lige så godt nøjes med Socialdemokratiets husorkester 40 i feber.
Den højrøvethed, som statsministeren ender med at knække ryggen på, fremviste han også under gårsdagens folketingsdebat om dronningetalen. Nyrup nægtede at deltage i en ræsonabel drøftelse af, hvor grænserne går for en regerings politiske brug af majestæten, og lagde selvfølende oveni:
"Jeg vil ikke inddrage dronningen i politik."
Det er jo lige præcis det, den begrundede mistanke går på, at han gør. Og kraftstejleos, så gør han anklagen til sit dydsirede forsvar. Som allerede den engelske værtshusfilosof Samuel Johnson udtrykte det i 1700-tallet: Patriotisme er skurkens sidste tilflugt. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her