Filmskaberen og babsomanen Russ Meyer hyldes med en dvd-boks med seks af hans bedste film
Det er lidt svært at få armene ned igen efter at have tilbragt otte timer i selskab med brystfetichisten Russ Meyer. Som omslaget på The Wild World of Russ Meyer, en sjældent farvestrålende dvd-boks med seks af hans film praler, er der tale om både "madness a gogo", "crazy super chicks!!", "wild tripled action !!" og ikke mindst "hot stuff".
Det kan godt være, at Nordisk Film ikke har den fornødne respekt, når det kommer til dvd-udgivelser af danske filmklassikere som Ditte Menneskebarn og Babettes gæstebud. Men man må sandelig tage hatten af for denne på alle måder voluminøse udgivelse.
Meyer havde en forkærlighed for smidige kvinder med enorme bryster og hvepsetaljer og heldigvis for os også sans for at fotografere dem på yderst delikat og udfordrende vis.
Han krediteres ofte for at have opfundet den såkaldte Playboy-stil, hvor smukke kvinder med runde, naturlige former præsenteres i blødt lys og pirrende stillinger, der intet har med porno at gøre. Det er ren, dampende erotik.
Samfundskritik
Således er alle Russ Meyers film velfotograferede, montageklippede studier i kvindelig anatomi, men også vilde, anarkistiske og mærkelige historier om stærke kvinder og de mænd, som forsøger at undertrykke og udnytte dem.
Med en smule god vilje - men så heller ikke mere - kan man læse samfundskritiske kommentarer ind i Meyers væsentligste værker, der omfatter de seks film i boksen: Faster, Pussycat! Kill! Kill! (1965), Mondo Topless (1966), Vixen (1968), Supervixens (1975), Up! (1976) og Beneath the Valley of the Ultravixens (1979).
Trods afklædte kvinder og den megen sex er der en velgørende uskyld og en naivitet over Russ Meyers film, hvoraf de bedste er fra 60'erne.
I modsætning til den fremadstormende pornoindustri, der tog verdens mødom fra slutningen af 60'erne og frem, forsøgte han altid at bevare et minimum af smagfuldhed, hvorfor han også mistede sit fodfæste op gennem de mere og mere eksplicitte 70'ere.
Der mangler muligvis en vigtig film eller to fra instruktørens -uvre i boksen, men det er stadig otte uforlignelige timer i Mondo Meyer.
Ekstramateriale er der ikke meget af, men trods alt en enkelt featurette på Faster, Pussycat! Kill! Kill!, hvor de ikke længere så unge og smækre, men stadig storbarmede kvinder fra filmen fortæller om, hvordan de blev hyret af og arbejdede sammen med Meyer.
nThe Wild World of Russ Meyer. Instruktion: Russ Meyer. Region 2. Nordisk Film