Læsetid: 7 min.

Fra Mongoliet til Danmark og tilbage igen

En seksårig pige på Djursland har senest optaget medierne - og sindene. Tidligere var det en 15-årig pige i Lemvig, hvis far her fortæller historien. Kronikken er tilegnet Den internationale Børnedag i dag
1. juni 2007
En seksårig pige på Djursland har senest optaget medierne - og sindene. Tidligere var det en 15-årig pige i Lemvig, hvis far her fortæller historien. Kronikken er tilegnet Den internationale Børnedag i dag

Det var en meget regnfuld morgen midt i januar - og som om hele Danmark græd for at sige farvel til min datter Dolgion, som havde været hos os i to år og havde haft store forventninger til sin fremtid i Danmark, men som nu var blevet udvist. Lige før min datter overskrider den gule streg på gulvet i Karup Lufthavn, krammer jeg hende og kan kun sige: Tilgiv mig, min pige, fordi jeg ikke kunne beskytte dig. Og så græd jeg ubehersket.

Historien begyndte for godt seks år siden, da jeg p ga. politisk forfølgelse flygtede fra mit hjemland, Mongoliet, sammen med min anden kone og hendes otteårige datter. Siden februar 2001 har jeg opholdt mig i Danmark som asylansøger og været i sikkerhed, og jeg tænkte hele tiden på mine to børn (en søn og en datter) fra mit første ægteskab. De boede stadig i et af verdens fattigste og politisk mest ustabile lande, og jeg havde plejet og passet dem i deres barndom med mine egne hænder. Jeg kunne ikke fornægte den kærlighed, som forældre altid har til deres børn. Men jeg må indrømme, at jeg tænkte mest på min datter, fordi livet i Mongoliet er meget usikkert for piger og kvinder. Mens vi ventede på et svar på vores egen ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, boede vi på flere forskellige asylcentre. Vi vidste ikke, om vi fik lov til at blive eller ej, og vores liv var meget usikkert. Og vi kunne som asylansøgere ikke få min datter til Danmark i den periode.

I december 2003 fik vi omsider vores opholdstilladelse. Derefter begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg kunne få Dolgion, der var 15 år, til Danmark. Det lykkedes først i august 2004. Efter nogen tid søgte hun familiesammenføring. Men desværre. Det var for sent, for der var kommet en ny stram regel omkring familiesammenføring, efter hvilken børn skal være under 15 år for uden videre at kunne blive ført sammen med deres forældre. Vi vidste ikke, at der var kommet nye regler, og vi fik ingen orientering om kommende nye love og regler, mens vi opholdt os på asylcentrene.

Efter et år fik vi det første afslag, og på anbefaling af vores advokat søgte min datter selv asyl i Danmark. Sagen endte i Landsretten, hvor et skriftligt afslag blev afslutningen på min datters liv i Danmark. Dermed slukkedes vores sidste og lillebitte lys i mørket. De sidste fire dage inden hun forlod landet, var ekstremt hårde dage for os, som er den eneste familie i Danmark fra Mongoliet.

2600 underskrifter

Dolgion har i tilstrækkelig grad vist, hvad hun kan, hvor dygtig hun er, og hvem hun er. Lige præcis derfor har over 2600 personer i lokalområdet med deres underskrifter prøvet at støtte min datter, så hun kunne blive i Danmark. Men desværre hjalp det ikke, selv om vi troede meget på dansk tolerance og humanisme. Efter min datters udrejse har jeg tænkt meget over, hvordan samfundet i en tid, hvor alle taler om globalisering, har råd til at udvise et velfungerende ungt menneske, som i fremtiden kunne være blevet et aktiv for det danske samfund.

Danmark er et lille land med verdens bedste velfærdssystem. For at beskytte samfundet skal loven være stram. Det er generelt rigtigt, hvad den nuværende regering gør med hensyn til udlændingepolitik. Især efter 2001 kom der hele tiden stadig strammere regler. En af dem var netop udlændingelovens § 9 c, stk. 1 med 15- års - reglen. Man forhindrer, at for mange store børn af indvandrere, især fra de muslimske lande, kom tilbage til Danmark efter at have været på genopdragelse i hjemlandet. I det sidste brev, som vi fik fra integrationsminister Rikke Hvilshøj, stod der:

"- Formålet med justeringen af aldersgrænsen er at modvirke, at herboende sender deres børn på såkaldte genopdragelsesrejser i hjemlandet. Endvidere ønsker regeringen at modvirke de tilfælde, hvor forældrene bevidst vælger at lade et barn blive i hjemlandet, indtil barnet er næsten voksent.--"

Det betyder for mig at se, at loven kun bør gælde unge, der bliver sendt på genopdragelse i hjemlandet.

For flygtninge er det lige så vigtigt som at trække vejret at være uden stress i introduktionsperioden og videre frem. Det er så vigtigt for vores liv, at krop og psyke befinder sig på samme sted. Det er en vigtig forudsætning for menneskelig lykke og en god levevis. Hvis en flygtning savner sine børn og sin kone, kan der ikke blive tale om god og hurtig integration, om et godt helbred, om at lære sproget og om at komme hurtigt i gang på det danske arbejdsmarked. Hvis Danmark har givet et tilbud til nogen om at bo her i verdens dejligste land, så giv det tilbud 100 procent, dvs. inklusive ægtefæller og børn. Danmark har vel brug for mennesker, som er raske og lykkelige, tilfredse og parate til at gøre fyldest i det danske samfund, uanset deres nationalitet?

Jeg har mærket på min egen krop, hvordan alle disse psykiske stressfaktorer påvirker én. Jeg har oplevet, hvordan livet bliver lettere, når de forsvinder. Da vi fik opholdstilladelse i Danmark i december 2003, sendte myndighederne os til Lemvig, hvor vi skulle gennemgå vores tre-årige integrationsperiode. Den 1. marts 2004 startede jeg og min kone med at få danskundervisning. Jeg kunne ikke skrive et eneste ord og havde ikke sagt meget mere end 10 danske ord i alt. Indtil juni havde jeg kun færdiggjort et modul på sprogskolen på grund af stress. Så kom min datter til Danmark den 19. august 2004. Og det var så dejligt at have min datter hos mig. Jeg havde en voldsom, stærk og varm følelse, når jeg så på min datters liv. Hun var rask og lykkelig her i det sikre og frie danske samfund, selvom hun ikke fik nogen økonomisk støtte fra det offentlige.

Derefter gik det meget hurtigt med min sprogundervisning, og allerede i februar 2005 var jeg klar til afslutningsprøven. Men da den afsluttende eksamen kun foregår to gange om året - i juni og i november - var jeg nødt til at vente fire måneder. I juni bestod min kone og jeg vores eksamen. Efterfølgende har jeg igennem et år gået på flere kurser og været i jobtræning, endelig tog jeg både det lille og det store erhvervskørekort, og jeg arbejder nu som taxichauffør og går samtidig på VUC. Min kone er uddannet som sygeplejerske og har arbejdet syv år i sundhedssektoren i vores hjemland. Men på grund af at Danmark ikke uden videre accepterer hendes uddannelse, er hun begyndt på SOSU-skolen. Mange siger, at vores integrationsperiode gik hurtigt og succesfuld. Men sådan tænker vi ikke selv. Vi tænker, at vi har opfyldt vores pligt over for det danske samfund, over for vores eget liv og over for vores børn.

Respekt

Hvorfor skriver jeg her historien om vores integrationsperiode? Fordi jeg gerne vil fortælle almindelige danskere om, i hvor høj grad det påvirkede os positivt at være sammen som en familie uden bekymringer og uden stress, da min datter kom til Danmark. Jeg er også helt sikker på, at lignende konsekvenser gør sig gældende på samme måde i alle andre flygtningefamilier. Jeg ønsker at understrege, at nu, hvor regeringen taler så meget om hurtigere og bedre integration, da er det så vigtigt, at man støtter familierne både moralsk og økonomisk.

Hvis man lader en familie bo sammen, så har det efter min mening flere positive følger:

* Man viser respekt for børnenes rettigheder

* Man viser respekt for familiens rettigheder

* Man hjælper flygtninge med at integrere sig i det danske samfund så hurtigt som muligt, og på den måde fritages det offentlige for en hel del udgifter, fordi velfungerende familier næsten aldrig er en belastning for det offentlige

* Forældrene kan være med til at opdrage deres børn til en fremtid i Danmark med et godt job, nu hvor man snakker så meget om manglende arbejdskraft

* Det ville vise den danske humanisme, som danskerne har været så stolte af i mange år, og som landet hidtil har været kendt for ude i verden

Jeltsins læresætning

Jeg fortryder nu, at vi ikke dengang fulgte vores bekendtes råd om at gå til pressen. Måske stolede vi for meget på danske tolerance, humanisme og demokrati, især da så mange mennesker på meget kort tid gav deres underskrift som støtte til min datters sag, troede vi, det ville påvirke sagen. Vi lever jo i et samfund med folkestyre, hvor man forventer, at politikerne lytter til borgernes stemme. Vi har flere gange oplevet, at hvis en sag kommer i fjernsynet, så sker der noget. Det synes jeg er en uheldig, uacceptabel og uværdig fremgangsmåde. Det er nu for sent at få min datter tilbage, for nu er hun blevet myndig.

Jeg håber, jeg med denne beretning kan være med til at ændre forholdene, både for samfundets og flygtningefamiliernes skyld. Jeg slutter med et citat af den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin: "Menneskelige politikere er de bedste politikere."

* Ganaa Nasan er p.t. taxachauffør og elev på VUC

Kronikken i morgen: kys til sprøjten - kys til epo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her