Læsetid: 3 min.

Monopolbrud i Mexico

4. juli 2000

SÅ SKETE DET ENDELIG - det som den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa for ti år siden kaldte 'det perfekte diktatur', står foran sin afslutning, efter at verdens længst siddende styre tabte valget i Mexico i søndags. Det evige regeringsparti PRI (Partido Revolucionario Institucional - Det Institutionelle Revolutionsparti) har regeret Mexico siden sin grundlæggelse i 1929 ved hjælp af valgsvindel, manipulation, korruption og åben undertrykkelse. I søndags sagde næsten to trediedele af de mexicanske vælgere nej til en forlængelse af PRI's mandat, der ellers kunne have bragt partiet i Guinness' Rekordbog som det parti, der havde været længst ved magten uden afbrydelse. Nu bevarer Sovjetunionens Kommunistiske Parti sin rekord på 74 år (1917-1991).
Valgets vinder blev den konservative Vicente Fox. Ifølge de seneste prognoser sent mandag står han til at få næsten 44 procent af stemmerne. PRI's kandidat Francisco Labastida kommer ind på andenpladsen med 35 procent og på trediepladsen med knap 17 procent den moderat venstreorienterede Cuauhtémoc.
Også i Kongressen er PRI blevet sat på plads. Fox' parti, det højrekatolske PAN (Partido Acción Nacional - Det Nationale Aktionsparti) fortrænger PRI til andenpladsen i Senatet og Deputeretkammeret, med Cárdenas' PRD (Partido de la Revolución Democrática - Den Demokratiske Revolutions Parti) på tredjepladsen. PAN får dog ikke absolut flertal, hvilket betyder, at Fox skal søge alliancer fra sag til sag.

SPØRGSMÅLET ER SÅ, i hvor høj grad der virkelig bliver tale om et systemskifte efter præsidentskiftet den 1. december. Fox blev nemlig ikke valgt på et egentlig alternativt politisk program, men fordi han var den kandidat, der bedst slog igennem som et alternativ til PRI's magtmonopol. Under sin over to år lange valgkamp har Fox givet så mange modstridende løfter til snart sagt alle sider, at det er vanskeligt at se en klar politisk linje.
Det er dog så godt som sikkert, at han vil fortsætte PRI's nyliberale økonomiske politik og gå videre med den massive privatiseringspolitik - og i modsætning til PRI kan det endog tænkes, at han vil tage fat i at privatisere den helligste af alle statsejede køer, den store olieindustri Pemex, som blev skabt af Cuauhtémoc Cárdenas' far Lázaro Cárdenas ved nationaliseringen af de udenlandske olieselskaber i 1938. Mange frygter også, at Fox vil lempe de restriktioner, der stadig er på den mægtige katolske kirkes muligheder for at deltage i samfundslivet, ikke mindst i undervisningssektoren.

SELV OM FOX' SEJR betyder et brud på et undertrykkende og ydmygende magtmonopol, betyder den ikke nyt håb for Mexicos mange millioner fattige. Fox repræsenterer først og fremmest den mexicanske forretningsverden, der i de sidste 10-15 har udviklet sig dynamisk i ly af en nyliberalistisk politik, som har favoriseret private virksomheder på bekostning af småbønder, landarbejdere, arbejdsløse og mange lønmodtagere. De fattige er blevet fattigere og de rige meget, meget rigere siden 80'erne.
Mexicanerne håber især, at Fox bryder den onde cirkel af megakorruption og magtmisbrug, som PRI har skabt. Men selv om PRI's magtmonopol er brudt, har partiet stadig magtpositioner i den offentlige administration. Desuden er den mentalitet inden for administrationen og i relationerne mellem den private og den offentlige sektor, som fører til korruption og nepotisme, stadig stort set intakt, selv om flere og flere mexicanere vender sig imod den. Det skal derfor ikke undre, om der vil komme flere afsløringer af korruption i Fox' regering.
PRI's valgnederlag har en stor symbolsk værdi i et Latinamerika præget af tilbageslag for den demokratiske udvikling - jævnfør det nylige 'valg' i Peru, udviklingen i Venezuela, Colombia, Guatemala, Nicaragua og andre steder. Men om det ligefrem kan betyde en styrkelse af demokratiet i Latinamerika er for tidligt at sige. Fox skal bevise, at han virkelig er demokrat. Store armbevægelser, charme, især over for kvindelige vælgere, og spontane indfald som under valgkampen gør det ikke.
Fox står over for en vanskelig opgave med at rense ud i et korrupt system, løse kolossale fattigdomsproblemer, en alvorlig krise i landbruget og flere væbnede konflikter, først og fremmest i Chiapas. Under valgkampen udtalte han, at han kunne løse Chiapas-konflikten på 15 minutter. Hvis den overfladiskhed bliver normen under hans regering, ser det sort ud for Mexico. Så er Fox blot endnu en i rækken af nypopulister, der de senere år er kommet til magten i Latin-amerika.jl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her