Læsetid: 4 min.

Montenegro på egne ben

Ved flertallets valg af uafhængighed er båndet brudt mellem de to sidste republikker af det gamle Jugoslavien
23. maj 2006

Mandag formiddag forelå det endelige resultat af den med spænding ventede folkeafstemning i Montenegro om ophævelse eller bevaring af unionen med Serbien. Med en stemmeprocent på 86,3 procent og et flertal på 55,4 procent for uafhængighed var resultatet klart nok til at opfylde EU's krav om gyldighed: Mindst 50 procent vælgertilslutning og mindst 55 procent for uafhængighed af de afgivne stemmer.

EU's rolle

Mange har undret sig over, hvordan EU har kunnet stille sådanne krav til et fremmed land. Og det er klart, at siden Milosevics fald i år 2000 har holdningen fra EU-side været noget tilbageholdende over for montenegrinsk uafhængighed. Bl.a. har det vakt bekymring, at befolkningen er så delt på spørgsmålet. På den anden side har det været klart, at konflikten om det sidste Jugoslaviens fremtid har stået på i årevis og slugt utrolig megen energi. Og det kompromis, som blev indgået i februar 2003, at Jugoslavien ændrede navn til Serbien-Montenegro, var betinget af, at der senest tre år efter skulle holdes en folkeafstemning i Montenegro om fortsættelse af eller afslutning på den nye union. Den var oprindelig sat til forrige måned, men blev udskudt til 21. maj.

Djukanovics rolle

Karakteristisk for det politiske klima mellem Serbien og Montenegro også under den nye union var konflikten om, hvor mange stemmer der skulle til for at gøre afstemningen om uafhængighed gyldig.

Serbiens ministerpræsident, den nationalkonservative Vojislav Kostunica krævede, at da der var 60 procent af de stemmeberettigede, som i 1992 havde stemt for Montenegros forbliven i union med Serbien, skulle man kræve mindst det samme for at opløse unionen. Montenegros ministerpræsident Milo Djukanovic hævdede på sin side, at det måtte være tilstrækkeligt med 40 procent afgivne stemmer og simpelt flertal for uafhængighed. Kostunica appellerede så til EU om at lægge pres på Montenegro - det skete så sent som i begyndelsen af februar i år. EU's krav repræsenterer således et kompromis mellem de to republikkers udspil.

Den opnåede uafhængighed er afslutningen på en lang udvikling, som i høj grad har været præget af Milo Djukanovic. Han var i starten af 1990'erne en loyal medarbejder for Momir Bulatovic, den af Milosevic i 1989 indsatte præsident i Montenegro. 15. februar 1991, på hans 29 års fødselsdag, blev han udpeget til ministerpræsident. Fra slutningen af 1996 sluttede han sig imidlertid til oppositionen mod Milosevic og vandt i efteråret 1997 præsidentvalget i Montenegro, i opposition til Bulatovic, som forblev Milosevics tro mand i Montenegro.

Det førte til en splittelse af socialistpartiet i Montenegro, trods forsøg på modkup overtog Djukanovic præsidentposten i januar 1998, og maj samme år vandt hans fløj parlamentsvalget. Under hele Kosovo-krisen 1998-99 førte Montenegro under hans ledelse sin egen udenrigspolitik, som lagde sig så langt fra Milosevic og Serbien som muligt. Montenegro indførte sågar den tyske DM som valuta i stedet for den jugoslaviske dinar og lod være med at forlange visum for indrejsende fra EU.

Den nye union

Efter Milosevics fald i oktober 2000 foreslog Djukanovic de serbiske politikere, at de to republikker skulle blive selvstændige stater i en EU-lignende union med hinanden, i håbet om, at andre tidligere jugoslaviske republikker ville slutte sig til denne union efterhånden. Forslaget stødte på afgjort modstand i Serbien og blev heller ikke særlig godt modtaget i EU.

Så dannede Djukanovic 'Den demokratiske koalition for et europæisk Montenegro - Milo Djukanovic', som sejrede ved parlamentsvalget i oktober 2002. Konsekvensen var, at Djukanovic trådte tilbage som præsident og overtog ministerpræsidentposten. Og Jugoslavien blev til Serbien-Montenegro, med et håb om senere uafhængighed.

Djukonovics problem har imidlertid hele tiden været, at henved halvdelen af republikkens befolkning har været mod hans uafhængighedspolitik, især i den nordlige del af landet. Også de fleste serbere i republikken har støttet bevarelsen af unionen. Derimod har mindretallene, herunder muslimer og albanere, gennemgående støttet uafhængigheden. Det er således et splittet, og i øvrigt også et fattigt land, som nu skal stå helt på egne ben. Derfor er politikken da også den hurtigst mulige tilslutning til EU. Og her har Montenegro den fordel, at det ikke som Serbien trækkes med et krav om udlevering af sigtede for krigsforbrydelser.

Uafhængighed igen

Montenegro har allerede for et par år siden genindført det gamle kongeflag fra 1910, da landet efter i over 200 år havde været et uafhængigt fyrstendømme udråbte sig selv til kongerige. Det blev annekteret af Serbien i 1918, men 1919-1926 førtes der partisankamp for uafhængighed, og en del montenegrinere hilste oprettelsen af en autonomt Montenegro under italiensk herredømme under Anden Verdenskrig velkommen.

Oprettelsen af en montenegrinsk republik som del af det kommunistiske Jugoslavien imødekom således de lokale følelser, og under Tito markerede montenegrinere flere gange særstandpunkter, som da de som den eneste republik stemte imod at lade Tito blive præsident på livstid. Montenegrinerne var som helhed imod Jugoslaviens opløsning i 1991-92. Men Serbiens politik under Milosevic formåede at genvække ønskerne om et uafhængigt Montenegro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her