Læsetid: 4 min.

Montenegros valg

21. oktober 1997

Spændingen omkring omvalget i Montenegro mellem den 41-årige Momir Bulatovic, den hidtidige præsident for den lille republik, og hans ministerpræsident og udfordrer, den 35-årige Milo Djukanovic, er udløst.
For første gang lykkedes det en modstander af forbundspræsident Milosevic at besejre dennes kandidat ved et gyldigt præsidentvalg, omend det skete med en lille margen.
Der er flere forklaringer på dette fænomen. Djukanovic har længe været en af de politikere, der har været på Bulatovic' hold. Og det har givet ham mulighed for i skyggen af sin lidt ældre partifælle at bygge sin egen personlige tilhængerskare op. Denne kreds har formået dels at skabe sig en selvstændig økonomisk magtstilling, dels at opsamle en stor del af den utilfredshed, som længe har gæret i Montenegro.
Bulatovic er, sine unge år til trods, en politisk veteran. Allerede i januar 1989 blev han ved et kup indsat som leder i Montenegro, som Milosevic' mand, og har siden udgjort en vigtig del af hans magtgrundlag. Montenegro spillede en vigtig rolle i kampene i det sydlige Kroatien i 1991, herunder kampene om Dubrovnik, men slog under den internationale blokade ind på en smidig kurs over for landets kroatiske og albanske naboer.
Således førtes der betydelige mængder olie ind i Jugoslavien via Skadarsøen, som er delt mellem Montenegro og Albanien. Når både Djukanovic og Bulatovic har anklaget hinanden for korruption og illegal handel under deres tv-duel før valget, har de begge givet haft ret - for de har været fælles om en politik, som skulle sikre, at det fattige Montenegro, hvor flygtningene efterhånden steg til 15 pct. af befolkningen, klarede sig så rimeligt som muligt gennem den internationale blokade.
Og montenegrinernes effektive blokadebryderi havde også betydning for Serbien, hvis eneste direkte adgang til havet faktisk er - Montenegro.

Montenegrinerne har også udgjort en vigtig del af Milosevic' magtbasis i det jugoslaviske forbundsparlament. Men hvor Bulatovic har været villig til at fortsætte som Milosevic' støtte, har Djukanovic siden 1996 sagt klar fra over for ham, som 'en mand af i går'. Og hvor Bulatovic følger den herskende linie i Milosevic' parti SPS, som er meget tilbageholdende i spørgsmålet om økonomisk liberalisering, ønsker Djukanovic hurtige og gennemgribende ændringer i det økonomiske system, så det omstilles til fri markedsøkonomi.
Endvidere har Djukanovic og hans folk gjort meget for at vække sympati i vesten som dem, der vil gøre Montenegro til en moderne stat.
Samtidig har Djukanovic spillet på montenegrinsk selvfølelse over for den serbiske storebror. Nu kræver han Montenegros ligestilling med Serbien inden for unionen. I forvejen er det nye Jugoslaviens forfatning sådan indrettet, at hvis præsidenten er serber, skal ministerpræsidenten være montenegriner. Posten indehaves nu af den Milosevic-loyale Radoje Kontic. Djukanovic' næste skridt kan sagtens blive at kræve Kontic erstattet af en af hans egne folk.

Hvilke muligheder har forbundspræsident Milosevic i denne situation? I sit nye embede har han mindre formel magt end i sit gamle, det serbiske præsidentembede. Men det gjorde ikke så meget, hvis han havde sine håndgangne mænd siddende på præsidentposterne i Serbien og Montenegro. Men det har han nu kun i Serbien, og på lånt tid: Ingen ved, hvad der vil ske ved det omvalg til den serbiske præsidentpost, som snart skal finde sted, fordi stemmeprocenten ved anden valgomgang i september i år var under 50. Det var på et hængende hår, at Serbiens præsident ikke i dag hedder Vojislav Seselj. Og risikoen for, at Seselj vinder det næste valg, er overhængende. Nu har Milosevic så mistet Montenegro. Det hele ser ud som et mareridt-scenarie for ham.
Men Milosevic er en hærdet politisk overlever. Og den nye situation er ikke uden muligheder for ham. For det første kan man ikke totalt afskrive Bulatovic som en magtfaktor af en vis betydning, trods nederlaget. For det andet trækker Djukanovic' sejr i den modsatte retning end det politiske skred mod ultrahøjre, man så ved det serbiske præsidentvalg. For Seselj er imod enhver separatisme, også den montenegrinske, og mod tilnærmelse til vesten. Og set ud fra hans 'rene hænders politik' må Djukanovic stå som en økonomisk kriminel, som en af de 'røvere' der udbytter folket, hans valgpropaganda i Serbien og hos de bosniske serbere har talt så meget om. Endvidere kan han ikke have megen sympati for den moderate holdning i mindretalsspørgsmål, som hidtil har været karakteristisk for Montenegro.

Dette placerer endnu engang Milosevic i jugoslavisk politiks midte. Måske kan han slå en handel af med forretningsmanden Djukanovic. Men det afgørende er, hvordan han manøvrerer i Serbien. Her lykkedes det ham at udnytte den forudsigelige rivalitet mellem oppositionslederne Vuk Draskovic og Zoran Djindjic. Men gevinsten gik desværre for Milosevic ikke til hans egen mand, Zoran Lilic, men til den højreradikale Seselj.
Det springende punkt er nu, hvem Milosevic skal satse på ved omvalget i Serbien. Lilic er totalt ukarismatisk, det er til gengæld Vuk Draskovic, selvom det ikke var nok til at sikre ham valget i forrrige omgang. Vil Milosevic forsøge at få sine folk til at bakke ham op næste gang? Eller søger han andre udveje? Under alle omstændigheder er det stadig for tidligt at afskrive Milosevic som leder af et stadig mere politisk broget Jugoslavien. K.F.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu