Læsetid: 8 min.

Monument og situation

Sammenhæng i byplanlægningen? Hvorfor ikke sammenhæng i hodet? - spurgte PH få år efter krigen kommunisten og boligbyggeren Edv. Heiberg her i Information. Prøver vi stadig at hoppe over den arkitektoniske ground zero mellem centralisme og situationsfornemmelse? Allan de Waal har klippet en montage sammen af kapitler i sin bog 'Omkørsel - et arkitekturpanoptikon', der udkommer onsdag
6. november 2006

I 1959 kørte Asger Jorn en scooter hen over sit endnu våde lerrelief. Sporet af dækkene kan ses i det keramiske kæmpeværk på Århus Statsgymnasium. To år før havde han udgivet bogen Pour la Forme på Guy Debords forlag L'Internationale Situationiste.

I 1974 marcherede en julemandshær gavmildt rundt i Københavns gader og uddelte gratis varer fra Magasins hylder. Politiet skred ind, men en menneskealder senere endte Solvognens performance i Brian Mikkelsens kulturkanon.

Begge aktioner kan ses som udtryk for det, Debord og hans Internationale Situationister allerede i starten af 1950'erne kaldte détournement - forsøg på at vride eller ændre velkendte fænomener gennem kunstnerisk praksis. 'Omkørsel' kan det parisiske udtryk oversættes til på dansk.

Omkørslen gjaldt groft sagt den monumentale tanke og det stivnede liv i forestillingssamfundet, la société du spectacles.

Begrebet monumentalitet blev også diskuteret blandt efterkrigstidens arkitekter, først og fremmest de ældre funktionalister. På en konference i New York, 1948, blev det fremført, at der ikke længere var brug for triumfbuer og templer som symbolske fixpunkter, men derimod for bygninger, som skulle opfylde mere end blot funktionelle formål.

Andre ville derimod helt have fjernet ordet monumentalitet i det demokratiske arkitektursprog, fordi det ledte tanken til bygninger som Empire State Building og Albert Speers Parteigelände i Nürnberg.

Monumentalitet

"Som motto sættes de ord af Adolf Hitler i en tale om kultur på Reichsparteitag i Nürnberg 1935: 'Intet folk lever længere end dets kulturmindesmærker'. Vi kan af hjertet gøre disse ord til vore" - skriver den danske kunsthistoriker og arkitekturkritiker Vilhelm Wanscher i Berlingske Tidende, 1941.

Han fremhæver den nye tyske bygningskunst "imod de sidste tiders eksperimentelle og sentimentale funktionalisme, der løser en opgave for øjeblikket, men ikke har evne til at skabe det varige og det ophøjet skønne."

Anledningen var i den tyske besættelses andet år en anmeldelse af bogen Neue deutsche Baukunst, udgivet af Generalbauinspektor für die Reichshaupstadt, Albert Speer, oversat til dansk og rundkastet til danske arkitekter i forbindelse med en stor tysk udstilling af det nye Tysklands monumenter og motorveje på Charlottenborg i København.

"Det er et stort mål Hitler, der selv er kunstner, har stillet de moderne tyske førende arkitekter" - skriver Professor Wanscher.

De nævnte eksempler er Paul Troosts to ærestempler på Königsplatz i München, Werner Marchs Olympia Stadion i Berlin og Albert Speers Reichkanzlei. Speers omdannelse af Berlin omtales også og var i sin helhed udstillet som model på Charlottenborg.

Blik mod syd

Allerede året før den tyske udstilling i København har Vilhelm Wanscher i kronikform, og året efter som foredrag i Statsradiofonien, anbefalet Blikket mod Syd - modsat den angelsaksiske retning - som det korrekte til forståelse af vore kulturelle rødder.

November 1942 indvilgede han i at påtage sig det af tyskerne foreslåede hverv som kultus- eller undervisningsminister i en samarbejds-regering. Som aldrig blev til noget.

Han var i den forbindelse et par måneder medlem af det danske nazistparti, DNSAP, men meldte sig ud igen, da han efter eget ud-sagn mistede interessen for partiet og for politik i det hele taget efter valget i foråret 1943.

De studerende på Kunst-akademiet holdt sig i protest væk fra hans forelæsninger. Notabiliteten og kulturpersonligheden Vilhelm Wanscher betragtedes i offentligheden under og efter besættelsen som tyskvenlig og frasagde sig sin pension, da han i 1945 som 70-årig alligevel skulle gå af efter 17 år som professor ved Kunstakademiet og docent siden 1915.

Han undgik derved tjenestemandssag, men blev i befrielsesdagene behandlet som kollaboratør og sad en periode interneret.

Efter 1945 lever han endnu 16 år, økonomisk og fagligt isoleret. Men fastholder under ophold i Firenze en lidenskabelig tumlen med det 'tiderum' og de kunstdynamiske iagttagelser, han tidligere har strejfet i et helt livs glimrende bøger om Rafael og Michelangelo, Italiens store stil, arkitekturens historie og den æstetiske opfattelse af kunst.

Wanscher og PH

Om en kronik i Politiken af Vilhelm Wanscher skrev allerede i 1925 den 20 år yngre Poul Henningsen i Ekstra Bladet:

"Jeg venter ikke, at en polemik skal bringe noget som helst resultat. Jeg ønsker kun en anden mening sat mod hans, for at det kan stå fast, at der foruden en æstetisk bestemt arkitekturretning, som han repræsenterer, findes en anden, socialt bestemt."

I kronikken Bygningskunstens Idealer havde Wanscher givet udtryk for, "at vort menneskelige behag ved at se på de store værker ikke er noget følelsesbehag slet og ret, men er forbundet med erkendelsen af, at en udvikling har nået sit mål. (...) C.F. Hansen var en stor mand, da han byggede sine grandiose værker, som grå eller gråbrune enheder; Bindesbøll var også stor, da han byggede Thorvaldsens Museum som en enhed med en stærk femportfront, men han var mindre stor, da han lod Sonne male den kulørte frise under vinduerne, hvormed han vakte det ugeniale folks behag og ødelagde noget af værkets storhed."

Poul Henningsen slår, trods sin hidtidige respekt for Wanscher, hårdt til med sin svarkronik. Han udstikker to retninger for arkitekturen:

"Én som intet har lært og intet bemærket, som klynger sig til gamle forestillinger, drømmer om at 'den store mand' skal opstå og redde situationen med 'stor' arkitektur. Drømmer om et fåmandsvælde i arkitekturen og den øvrige kultur på trods af i stedet for i pagt med det hånligt omtalte 'ugeniale folk'. Men for den anden retning, som jeg tror på, er der intet at vente på. De uløste opgaver vælter ind over os, og vi må henvise drømmen om det fuldendte kunstværk til om et par hundrede år."

Heiberg, PH og Jorn

Den danske boligbygger Edvard Heiberg (bl.a. Bispeparken og Ryparken) underviste i starten af 1930'erne på den tyske Bauhaus-skole og var som arkitekt og kommunistisk samfundsdebattør optaget af, hvad der foregik i Sovjetunionen.

Hans referater i det hjemlige Arbejderbladet kan ikke kaldes kritiske. Han forklarer og forsvarer i 1937 Sovjet-paladset og de alt andet end funktionalistisk skrabede metrostationer som udtryk for stolthed over proletariatets vundne resultater, og som forsøg på at finde arkitekturhistorisk ståsted.

Efter krigen vender Heiberg sin kritik mod den hjemlige funktionalisme, som han finder arkitektonisk utilstrækkelig, uden hygge og miljø eller sociologisk og psykologisk baggrundsviden.

I en artikel i tidsskriftet Arkitekten, 1948, fremstiller han 1920'er-funktionalismens inspiration fra biler og flyvemaskiner som udtryk for den kapitalistiske produktionsform eller ligefrem som kapitalismens gennembrud i arkitekturen.

"Man kan mene, hvad man vil om arkitekturen i Sovjetunionen - mig forekommer den æstetisk at være et kulturfald i lighed med perioden efter den franske revolution - en ny klasse, der begynder forfra og famler efter et sted at stå - men sansen for helheden er der iøjefaldende. Den vesteuropæiske funktionalistiske arkitektur kunne ikke dér direkte overtages." Og:

"At tale om reaktion, fordi man ikke bygger funktionalistisk, er selvfølgelig helt hen i vejret."

Information

Edvard Heibergs gamle kampfælle, Poul Henningsen, for kort efter ud med en skarp svar-kronik her i avisen, hvor han indledningsvis siger sig fri for nogensinde at have været enig med Heiberg om arkitektur, heller ikke i 1920'ernes kollektive tidsskrift Kritisk Revy:

"Vi andre stod praktisk talt dér hvor Heiberg nu står, at kritikken af den traditionelle arkitektur var rigtig, men at funktionalismen som stil kun udtrykte en naiv og tidsbestemt forelskelse i teknikken - flyvemaskinerne oceandamperne spejlglasset stålet og jernbetonen brugt bare fordi det var dejligt at svælge i. Men dengang rystede han på hodet af os fordi vi hang så ynkeligt fast i den småborgerlige kultur."

Henningsen har i samme kronik svært ved at glæde sig over, at Heiberg nu er nået til at give ham ret, fordi det sker i "forsøg på at formulere det bedst mulige forsvar for Sovjetunionens kulturudvikling", og som sådan er han ikke mere "ansvarlig for sine standpunkter" end en sagfører, "der forsvarer noget på forhånd givet."

"Edvard Heiberg taler om syntese og helhed i bygningsværk og byplan. Hvorfor ikke sammenhæng i kulturlivet? Hvorfor ikke sammenhæng i hodet?"

"Det russiske folk var måske ikke modent, eller sandsynligere det kommunistiske regime var ikke modent. Men det er for ringe en forklaring at funktionalismen skulle være droppet fordi den er 'kapitalistisk'. Så er en maskine til billig fremstilling af mælkeflasker også kapitalistisk og kan ikke anvendes i det hellige land."

Og PH's Inf.-kronik fra starten af 1949 slutter:

"Der findes to slags kunst som der findes to slags politik: Den der opnår helheden ved at øve vold mod livet og enkelthederne, og den for hvem helheden kun kan springe ud af hensynet til hver og en og alt."

Land & Folk

Det er tydeligvis Edvard Heibergs knæfald for den totalitære stat, der anfægter Poul Henningsen. Da han i sin tid angreb Vilhelm Wanschers tanker om den store mand forsvarede han demokratiet over for genidyrkelsen. Nu er det Heibergs forveksling af folket og regimet, der står for skud.

Men Heiberg må også forsvare sig mod angreb fra partikammeraten, billedkunstneren Asger Jorn.

I en tale på DKP's kulturkonference i 1948, trykt som kronik i avisen Land og Folk 1948, angriber Heiberg Jorn for "en lidt tåget individualitetsdyrkelse".

Asger Jorn svarer ham i samme partiorgan:

"Den naturlige konsekvens af en sådan offentligt fremsat anklage må naturnødvendigt blive enten kravet om min eksklusion af Det kommunistiske Partis rækker, eller at jeg bedes standse offentliggørelsen af mine reaktionære artikler, eller at Heiberg indrømmer, at han har begået en fejtagelse."

Det gør Heiberg ikke, men overlader til læserne at bedømme om Jorns såkaldt marxistiske yin-yang terminologi er udtryk for langsigtet frigørelsesideologi eller ligger på linje med - igen ifølge Heiberg - jazztilhængeres kortsigtede og indvidualistiske dyrkelse af slapt underliv og fri opdragelse. Og så tvivler Edvard Heiberg i øvrigt ikke på Jorns "rigtige politiske stilling".

Metafysik

Jorn erklærer sig i sit Land og Folk-svar som anti-rationalist, fordi rationalismens ideologi er, "at det er fornuften, der bestemmer livet", hvorimod Jorn mener, at det er "livet, der bestemmer fornuften" - og at rationalismen er en metafysisk åndsretning.

Allerede i 1942, midt under krigen og nazismens fremgang, havde Jorn (dengang Asger Jørgensen) markeret sig som præ-situationist i en polemik med PH i Louis Poulsens lysblad Nyt: "De eneste, der har en acceptabel klædedragt, er biografkontrollører, artister, piccoloer og julenisser..." Og:

"Begreber som renhed, klarhed og helhed er interessante elementer, men som krav er de ikke mere værd end deres modsætnings snavs, uklarhed og splittethed."

Og et PS:

Hvis positioner og argumenter i denne montage af historiske tekster forekommer velkendte, kan det have sine aktuelle grunde.

Kodeordet i Ritts billige boliger er industrialisering, mens kulturhuse helst skal ligne noget fra Bilbao, og hvert andet kontorhus en halv Koolhaas. Der skal bygges højhuse i Tivoli. Rives småhuse ned på Christianias volde. Og monumentalismen fra World Trade Center har med Libeskind bredt sig til Ørestaden.

Så det kan overvejes, hvorvidt nutidens hjemlige arkitektguruer med skrabede huse, skæve bebyggelsesplaner eller kælne brugerattituder hver gang har 1900-tallets ideologiske kritik med i bagagen - eller ret og slet agerer 2000-pragmatisk i kampen om byrummet.

Uddrag af: 'Omkørsel - et arkitekturpanoptikon' af Allan de Waal, om og med Wanscher, PH og Jorn, Jerichau, Josephine og Situationisterne i den 4. dimension. Bogforlaget Aristo. Udkommer onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her