Læsetid 4 min.

'Mor, mor, du må ikke forlade mig'

Den afghanske familie Hamkar er i Danmark som flygtninge. Men de har måttet efterlade deres ene søn i Pakistan. Han var for gammel til at komme med, siger de danske myndigheder, som lagde vægt på en usikker medicinsk undersøgelse i stedet for hans dokumentation
3. januar 2007

De troede, at det drejede sig om et par måneder, da Emals mor og søskende stod i lufthavnen og tog afsked med den grædende dreng. Emals far havde som flygtning fra Taleban fået asyl i Danmark, og nu skulle resten af familien væk fra det fundamentalistiske diktatur, som forfulgte dem.

Emal skulle blot undersøges af tre læger, så myndighederne i Danmark kunne se, at han var 16 år. Så ville han slutte sig til sin familie. Det er tre år siden nu, men Emal sidder stadigvæk alene i Pakistan.

Grunden til, at den nu 20-årige Emal Hamkar sidder alene i et af verdens farligste områder, det lovløse grænseland mellem Afghanistan og Pakistan, er, at de danske myndigheder har fastsat Emals alder til at være over de 18 år i 2000, da ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet.

Den splittede familie prøver at holde sammen på tropperne, men det er ikke nemt. Emal er meget ked af at være alene, og hans forældre er tyngede af skyldfølelse og frygt, fordi de ikke kan beskytte deres søn.

"Jeg kan ikke sove om natten, fordi jeg tænker på Emal. Jeg er så bekymret for, om Taleban vil prøve at hverve ham, eller om han får nogle dårlige venner, der vil lokke ham til at tage narkotika," forklarer Emals far, Tawakel Hamkar.

Usikre vurderinger

Selvom Emal havde både pas, id-kort og fødselsattest, som enstemmigt bekræftede, at han var 16 år, valgt de danske myndigheder at se bort fra hans papirer. Udlændingeservice mente ikke, at papirer fra Afghanistan var sikkerhed nok for, at han var under 18 år, som dengang i 2000 var grænsen for, hvornår et barn kan familiesammenføres.

Men undersøgelserne, som myndighederne brugte og stadig bruger, har store videnskabelige usikkerheder på resultaterne. Så store, at flere europæiske lande er holdt op med at bruge undersøgelserne, fordi man risikerer fatale fejl, som at børn bliver vurderet til at være voksne og derfor må skilles fra deres forældre.

"Det er meget hårdt. Hvordan kan Danmark som et demokrati, splitte en familie ad på den baggrund?" spørger Emals far, Tawakel Hamkar, sig selv. Netop demokrati er grunden til, at han sidder ved sofabordet i Vamdrup uden for Kolding i stedet for i Kabul.

Fysisk og psykisk tortur

Tawakel Hamkar er nemlig demokrat, og han var politiker tilbage i Afghanistan. Det har gjort hans og familiens liv usikkert i de seneste årtier af deres hjemlands brogede historie. Først var det de hellige krigere, mujahedinerne, der satte Tawakel i fængsel og torturerede ham for hans demokratiske sindelag.

Et par år efter at de var sat på porten, kom det fundamentalistiske Taleban-styre til magten. Med det samme resultat for Tawakel: Fængsel og tortur. Denne gang gik det også ud over hans kone, der fik tæsk af Taleban, da hun kom for at besøge ham i fængslet, og børnene, der blev slået af det religiøse politi, da Tawakel blev anholdt.

I 2000, efter at han var blevet løsladt fra talebanernes fængsel, flygtede hele familien til Pakistan. Derfra drog Tawakel med menneskesmugleres mellemkomst mod Europa. Rejsen gik over Tadsjikistan, Rusland, Ukraine, Ungarn og Tyskland til Danmark. Det var dyrt, og det var ikke en rejse for børn, som Tawakel udtrykker det.

Planen var, at han skulle få familien med sig op, når han var sikkert ankommet til et vestligt land. I 2003 fik familien bevilget familiesammenføring og kunne tage flyveren til Danmark.

Barsk afsked

Undtagen altså Emal. Hans søstre, Nargis og Balgis, beskriver den dag, hvor de skulle sige farvel til deres bror i lufthavnen, som den værste i deres liv. De fortæller, at han græd og sagde: "Mor, mor, du må ikke forlade mig!".

Men for Emals mor, Zekia, var der intet reelt valg. Hun kunne enten forsøge at sikre et bedre liv for tre af sine børn og håbe på, at den fjerde kunne komme med senere. Eller hun kunne blive som afghansk flygtning og enlig kvinde i et lovløst område i Pakistan, hvor kvinden er værdiløs uden en mand.

Med de psykiske problemer, Talebans overgreb havde givet hende, var det sidste ikke en mulighed. Og faderen, Tawakel, kunne umuligt rejse tilbage til Pakistan. Talebans fangarme når langt indover grænsen, så familien ville aldrig kunne være i sikkerhed der.

Medtaget familie

Den splittede familie i Vam-drup er hårdt medtaget af, at Emal måtte blive tilbage. Sønnen, Khshal, der er ti måneder yngre end Emal, går på efterskole, men har store psykiske problemer.

"Han bekymrer sig meget om sin bror. I går så han et indslag i nyhederne om, at det er farligt for afghanere i Pakistan, og han blev meget ked af det," fortæller Tawakel Hamkar om sin søns tunge sind, der har gjort psykolog-behandling nødvendig. Også familiens to døtre og moderen går til psykolog, mens Tawakel selv går på Center for Traume- og Torturoverlevere i Vejle.

Men det ser ikke ud til, at familien bliver genforenet. Der er nemlig lige givet afslag på procesbevilling for Højesteret, hvorfor Østre Landsrets dom stadig står fast: Emal var over 18 år, da han søgte ophold i Danmark på trods af, at undersøgelserne, der afgjorde sagen, er afskaffet i andre lande på grund af store usikkerheder.

Så mens familien samles om aften-teen i Vamdrup, er solen ved at stå op over Emal et sted i Nordvest-Pakistan. Var familien havnet i et andet europæisk land, havde tingene set anderledes lysere ud.

Niels Overgaard og Anne Kirstine Hermann er freelancejournalister

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu