Statens Museum for Kunst er også denne dag fyldt med alt muligt udenomslir: En dj, der laver Olafur-sol med chill-stemning, publikum henslængt på puder på gulvet som i en religiøs tilstand, japanere, der fremviser et nyt produkt for et stort publikum. Senere samme dag udsender museet en pressemeddelelse om, at museets malerier skal tjene som baggrundstapet, når Jesper Theilgaard og co. optræder i DR's vejrudsigter.
På sin vis er de fuldstændigt fejlplacerede, Tal R og Jonathan Meese. Ikke desto mindre indtager sidstnævnte en af de 'italienske sodavand' i museumscafeen med stor fornøjelse. Alle smagsstofferne samler sig i bunden af glasset.
"På en måde kender vi hinanden rigtigt godt. Og alligevel er vi som fremmede for hinanden," siger billedkunstneren Tal R om sit samarbejde med den tyske altmulig kunstner, Jonathan Meese.
Værket i X-rummet på Statens Museum for Kunst, tager form som en meget stor, relativt solid, lyserød borg fyldt med værker fra de to kunstneres atelier. Udstillingen hedder ganske enkelt: MOR. På invitationen optræder de to kunstnere på et fotografi som Freud og hans mor.
"Vi kunne også have kaldt udstillingen noget andet," siger Tal R, da interviewet er slut. "Jeg vil gerne sige, hvad det er, men jeg vil ikke forklare det. Vi kunne også have kaldt den: Sorry."
Så har man som beskuer et ydre rids af tematikken: En lyserød borg, der på en gang beskytter og omklamrer (mor), fyldt blandt andet med skulpturer af Johanthan Meese med erigeret lem (skyld) og et syndigt rod, som de ikke helt selv er herrer over (underbevidsthed). Det synes at være en vigtig pointe især for Jonathan Meese: Det sker bare. Uden bagtanke eller med kyniske motiver eller med en stor og overordnet masterplan.
Fantaserer sammen
Jonathan Meese og Tal R har ikke arbejdet sammen tidligere. De mødtes for snart 10 år siden i en H&M butik i Hamburg. Tal R så en temmelig usoigneret mand med langt, sort hår, som gik rundt i butikken og spurgte de ansatte, om han kunne få nogle af deres plakater.
"Det kunne have været mig selv, så jeg blev nysgerrig," siger Tal R.
"Jeg fik ingen plakater," siger Jonathan Meese.
Tal R beskriver deres fællesskab som et kunstnerisk Hells Angles med gruppemøder mindst en gang om måneden. De forstår hinanden uden at sige ret meget:
"Når vi skal lave en udstilling som den her, så kan vi bare sige ord som 'mor', 'lyserød borg'... der er ingen debat, det er ligesom at sætte ting op på bordet, hvor de har deres egen logik og giver mening," siger Tal R.
"Vi udveksler mange ideer, fantaserer om at arbejde sammen...," forsøger Meese, men Tal R afbryder.
"Det er en god måde at sige det på. Det er bedre end at være i dialog. Vi fantaserer sammen. Og når man fantaserer sammen, så er det at lave en udstilling sammen egentligt bare et lille skridt til venstre. Man er der allerede."
Jonathan Meese nikker. Hans stemme forsvinder næsten i den infernalske støj, der kendetegner Statens Museum for Kunst. Tal R fortsætter.
"Jeg tror, Jonathan er det eneste menneske, jeg ville kunne sætte mig ned med i en restaurant og gætte på, hvilken kvinde i restauranten, der har menstruation. Det er en almindelig ting for os at diskutere."
"Jae," afbryder Meese talestrømmen, selv om Tal R ikke stopper af den grund. Menstruation er tilsyneladende et alt for vedkommende emne.
"At iagttage kvindernes humør og tænke: Er hun før sin menstruation, har hun menstruation, er hun efter sin menstruation? Og endda overveje om man nu kan lugte det i restauranten. Når du først er her, så kan du bare skrive MOR ovenover. Vi er der allerede."
"De her ting er helt normale at diskutere for mig," tilføjer Meese. "Alt er muligt. Det religiøse sprog, det politiske sprog, alt kan diskuteres. Alt kan fantaseres. Det er det, vi kan sammen. Vi er som børn."
Hvis jeg så må være den kedelige og voksne her. Det er fint, at det er muligt. Men er det relevant?
"Det er ikke noget relevant i den her diskussion," svarer Tal R. "Men det åbner for nogle mulige diskussioner og fra det punkt kan man bevæge sig videre mod noget, der er relevant. Man kan hoppe over i alle mulige parallelle spor og tænke på andre måder. Og det er på sin vis det, den her udstilling drejer sig om: Det er en række parallelle spor. I sig selv ganske kedelige spor som eksempelvis: Hvem her i restauranten har menstruation?"
Hvis det blot var et spørgsmål om, at en skulle sige 'lyserød borg', hvem var det så?
"Det var Jonathan. Han sagde: 'Byg mig en lyserød borg. Og jeg sagde: Jawohl."
Min mors have
Hvorfor sagde du lyserød borg?
"Jeg kunne også have sagt lyserød ø, lyserød bunker, lyserød raket, lyserød fallos, lyserød kusse, øre, øje. Noget separat, hermetisk, noget hvori alting foregår, hele livets cyklus. Hvori alt er tilladt, og hvori vi blot er tilskuere. Vi kommer ind, kigger og går ud. Vi har ikke så mange af den slags steder mere."
Der stilles flere spørgsmål som:
Hvad for nogle steder? Kan I være mere specifikke? Hvem har mistet hvad?
Meese forklarer om noget, der vil dræbe én øjeblikkeligt, hvis man forsøgte at kontrollere det. Intervieweren siger, at det er fint som beskrivelse af en kunstnerisk arbejdsmetode, men at det ikke på nogen som helst måde beskriver en lokalitet eller et objekt.
"Jeg skal fortælle dig det," afbryder Tal R.
"Det sted, hvorfra du spørger, er et sted, hvor du ikke kan få den slags svar. Du ved det allerede. Vi giver dig ikke den slags svar. Vi fortæller dig ikke, hvad du skal erfare, når du går derind. Vi har bygget en borg, det er din oplevelse, når du går ind."
Læseren skal blive sparet for den debat om kunstens mening, der fulgte. Vi vender i stedet tilbage til samtalen, da den igen handler om mødre.
"Ved du hvad jeg kan li' hos min mor," spørger Tal R.
"Jeg kan li' hendes have. Jeg har altid elsket den måde hun passer sin have på. Der er for mange planter i haven. Og de tager over. De tager overhånd, og de tager magten fra min mor. Og hun tillader, at det sker. Det ville hun aldrig tillade inde i huset, men ude i haven... hun ville sikkert gerne have roser i haven, men så tager hun på ferie, og når hun kommer hjem, er det en helt anden have. Haven er et rigtigt spøgelse. Den er der også, når hun ikke er der. Hvordan kan man lave en borg, der har samme logik som sådan en have? Man må først og fremmest stole på hinanden. Og så udfolder man noget, noget utroligt, noget magisk. Hvordan kan man gøre det? Have kontrol og alligevel skabe noget...som en blitz!!?"
Freud med mor
I siger, at jeg stiller spørgsmål i et sprog, der ikke kan besvares. Men I har fremstillet jer selv som Freud og hans mor. I er jo bevidste om dette arketypiske sprog.
"Vi troede begge på Freud før Freud. Alle tingene har de her betydninger. "
Er det ikke netop meningen med kunst at befri os fra her slags arketypiske forestillinger, som i fremstiller?
"Jeg er nem at gøre det af med," siger Meese.
"Jeg er ikke ironisk, jeg er ikke sarkastisk, jeg er ikke kynisk. Jeg har det ikke i mig. Min mor gav mig det ikke. For mig er der ikke noget, der er arketypisk. Jeg forstår ikke, hvad du mener. Mor, borg. Det er fuldstændigt normalt for [Normal]ethvert barn. Det er ikke noget strategisk. Det er som med kærlighed eller had, fødsel eller død, kunsten gør, hvad den vil. Den er ikke interesseret i min holdning. Kunsten er ligeglad med mine ønsker eller håb. Den gør, hvad den gør. Den skaber sig selv. Det er en borg, der er bygget af sig selv. Og indbyggerne i borgen, ridderne, skeletterne, spøgelserne... du skulle spørge dem, hvordan de har det inde i borgen. Jeg er også på besøg i borgen," messer Meese.
"Gå hen og snak med dem, vrisser Tal R og kigger på Jonathan Meese: "Kunsten besvarer spørgsmålene. Ikke os."
Se den lyserøde borg før din nabo! Tal R og Jonathan Meese: MOR. [Extra linie]I X-rummet på Statens Museum for Kunst. Åbnede i går, til den 8. januar
