Læsetid: 2 min.

En mor og hendes søn bytter roller

Velfortalt kammerspil om demens uden følelses-svælgen
14. november 2006

"Der er gråd ved fødslen, og der er ærligt talt heller ikke meget grin ved døden".

Moderen, der engang har udtalt sig så karsk, er nu selv ved at nærme sig tæppefald. Som præludium sniger en demens sig på, og det er dens facetter, Giacomo Ravicchio cirkler om - mens sønnen observerer, chokeres og sørger, men undervejs også uundgåeligt falder i de fælles tidslommer fra barndommen.

Moderen har været et farverigt gemyt og en kærlig og stærk alenemor. Sønnen er ikke overraskende blevet en omsorgsfuld én af slagsen og er omvendt nu dén, der står alene med ansvaret - brormand bor i udlandet.

Mor og søn har kort sagt kun hinanden, historien kan ikke blive tættere.

Dæmpet, velbesat duo

Elisabeth Befrits, der spiller moderen, har altid været et særegent skævt talent med et dario fo'sk strejf af klovn. Spilleren og rollen glider sammen i denne fruefrakke-og-fornuftige-skos blanding af selvbevidst matriark og rævestolt mor-og-farmor 'af folket', dansedrømmen og den lille uskyldige livsløgn iberegnet. Og dét mere og mere eftersom absurditeten, de offentlige pinligheder og den indre forvirring tager over; spillerens mime er meget afgørende for nedturens fine balance.

Som sønnen formår Claus Maack Bahnsen at give damen modspil og rydde sig sin egen plads til ægte sønlig omsorg iblandet træthed og selvstændighedsflip. Til den overvældende tabsfølelse, da moderen er retireret helt til sin egen verden og sundhedstegnet, da han alligevel ser fremad - uden skyldfølelse.

Scenografiske problemer

Blandt de mange kasketter, Ravicchio bærer til Vor underfulde verden, skulle han nok have lagt scenografens fra sig. Med en historie bestående af mange små scener tager en evig skubben-frem-og-tilbage med mandsstore skærme alt for meget tid og koncentration fra forløbet og ender med at irritere. Synd, for selvom der er noget case-story-agtigt over manuskriptets basis, er Meridianos billedside som altid fuld af visuelle og filmiske pointer. Ravicchio inkorporerer diskret den videnskabelige viden om lyd og billeder som stærkt erindringsbærende - og låner poetisk derfra i den inspirerede slutsekvens, der oven i købet rummer en trøst til de pårørende, der sjældent kan få øje på noget som helst opmuntrende midt i sorgen.

* Vor underfulde verden. Forfatter, instr. & scen.: Giacomo Ravicchio. Ovs.: Elise Müller. Mus.: Joaquin Rodrigo. Kost.: Birthe Henriksen. Meridiano på Plan-B, t. 25.nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her