Læsetid: 4 min.

Mord i Hollywood

'The Black Dahlia' er en flot, men farveløs filmatisering af en kødfuld James Ellroy-roman
17. november 2006

Brian De Palma er en mildest talt ustabil instruktør. Han har begået både mindre mesterværker i sin karriere, solide spændingsfilm af Hitchcock-snit og en del regulært bras. Én ting har alle hans film dog tilfælles: De er overmåde flot og elegant fotograferet.

Således også hans seneste værk, The Black Dahlia, der er baseret på en dramadokumentarisk bog af den hårdkogte noir-forfatter og mytemorder James Ellroy, en ubarmhjertig kronikør af amerikansk hybris, hor og hykleri, som det især foldede sig ud i efterkrigstidens Los Angeles og Hollywood.

Derfor er det også med visse forventninger, at man sætter sig til rette i biografsædet og håber på en kongenial sammensmeltning af De Palma og Ellroy - ligesom det for næsten 10 år siden skete for Curtis Hanson, da han filmatiserede Ellroys L.A. Confidential.

Desværre leverer De Palma ikke varen. The Black Dahlia er fuld af suggestive kranture, trackingskud og stemningsfulde, sepia-tonede billeder af et 50 år gammelt, fantastisk genskabt Los Angeles. Men filmen mangler bogens nerve og brutalitet, hvilket viser sig at være noget nær fatalt, da den i sidste halvdel farer vild i sine egne, kringlede intriger.

Forvirring

Det begynder ellers ganske godt med en inciterende iscenesat boksekamp mellem to strømere, Josh Hartnetts Bucky Bleichert - filmens fortæller - og Aaron Eckharts Lee Blanchard, der siden bliver gode venner og makkere. Sammen opsporer og arresterer de en lang række farlige kriminelle i slutningen af 1940'ernes L.A., men da en ung kvinde, starletten Elizabeth Short (Mia Kirshner) - titlens Black Dahlia - findes myrdet på bestialsk vis, slår det klik for Lee, som skubber både sin smukke veninde, Kay Lake (Scarlett Johansson), og Bucky fra sig.

Det er nogenlunde på samme tidspunkt, at The Black Dahlia begynder at falde fra hinanden.

De Palma og hans manuskriptforfatter, Josh Friedman, kan ikke rigtig finde ud af, hvilken historie de vil fortælle: Den om kvinden mellem de to venner, der også involverer skygger fra Lee og Kays fortid; den om Elizabeth Short, der åbenbart minder Lee om sin egen lillesøster, hvis morder man aldrig fandt, og som også fascinerer Bucky og fører ham rundt i nogle af L.A.'s mere kulørte undergrundsmiljøer; den om den gale millionærfamilie af skotsk afstamning, hvis ældste datter, Madeleine (Hilary Swank), forfører Bucky, og som dog viser sig at vide mere om Elizabeth Shorts mord, end hun lader ham ane.

Når man læser en bog af James Ellroy, der er fuld af personer, begivenheder og steder, gælder det om at holde tungen lige i munden, men fordi han tager sig tid og plads til at fortælle sine chokerende historier om magthavernes korruption og menneskets fordærv, har man også mulighed for selv at rede trådene ud.

Den luksus har De Palma ikke, og det ville have klædt filmen at forenkle sit plot en anelse, så den ikke trak så store veksler på publikums tålmodighed.

Ensfarvet masse

Brutaliteten og fordærvet i Ellroys bøger er ikke De Palma fremmed - tænk bare på Scarface og De uovervindelige - og instruktøren undlader heller ikke at vise sine karakterer fra deres mindst sympatiske sider - Bucky og Kay undtaget. Alligevel er The Black Dahlia ikke voldsom og ubehagelig nok i forhold til, hvilke rædsler det lykkes Ellroy at fremmane på læserens indre biograflærred med sin karakteristiske, knappe skrivestil. Måske tør De Palma ikke længere at være kontroversiel, for nok ser det lækkert ud med billedernes brunlige toner, men det forvandler også det visuelle udtryk til en lidt kedelig, ensfarvet masse af mennesker og miljøer.

Virkelighedens Dahlia-mord fascinerer Ellroy, fordi hans egen mor blev myrdet på lignende vis i L.A., og gerningsmanden aldrig fundet. Han har flere steder skrevet om mordet på både Elizabeth Short og sin mor, og man fornemmer forfatteren lure bag Lee Blanchard-figuren. Men Blanchard er paradoksalt nok en af de personer i filmen, der bruges mindst tid på. Hans besættelse af Dahlia-mordet er interessant, men udforskes eller begrundes aldrig, og Aaron Eckhart har således ikke meget at arbejde med.

Mere at gøre har Josh Hartnett indlysende, men hans Bucky Bleichert har til gengæld ikke den rem af huden, der for alvor gør ham spændende som hovedperson i et noir-agtigt krimidrama af denne slags, hvor hovedpersonerne gerne må være både moralsk anløbne og have noget på spil.

Helt galt er det dog med kvinderne. Hverken smukke, platinblonde Scarlett Johansson eller skønne, mørke Hilary Swank formår at give den overbevisende som de lige dele naive og beregnende kvinder, der hører noir-genren til - forførende og tragiske skikkelser, der som Faye Dunaway i Chinatown eller Kim Basinger i L.A. Confidential får helten bragt i uføre. Scarlett er simpelthen for ung og spiller for engangs skyld ikke godt, mens Hilary stadig er for uvant med den mere feminine side af sig selv. Hun føler sig tydeligvis ikke godt tilpas iført make up, balkjole og høje hæle.

* The Black Dahlia. Instruktion: Brian De Palma. Manuskript: Josh Friedman. Amerikansk (Grand, Palads og CinemaxX i København og en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu