Læsetid: 7 min.

Mord, hor og ord

Allerede Blicher gjorde det. Bret Easton Ellis gør det også. Gør hvad? Blander eget liv ind i forfatterskabet, så man ikke ved, hvad der er fiktion, og hvad der er levet liv. De nyere eksempler kaster lys tilbage på klassiske forfatterskaber. Kronikøren er medforfatter til en ny bog om emnet, 'Selvskreven', som netop er udkommet
4. oktober 2006

Det er en debat på liv og død. Den handler om ordenes magt, når liv og eftermæle er sat på spil. Når for eksempel Steen Steensen Blicher, Bret Easton Ellis og Jørgen Leth skriver om sex og vold med henholdsvis 'Steen Steensen Blicher', 'Bret Easton Ellis' og 'Jørgen Leth' som stærkt involverede deltagere, er det så litterær fiktion eller underskrevne tilståelser?

Spørgsmål som dette har ikke mindst de senere år givet anledning til mange ophedede diskussioner i Danmark.

Senest i gymnasiet lærer enhver danskelev, at det er vigtigt at skelne mellem en bog eller novelles forfatter og dens fortæller. Samtidig har den biografiske interesse måske aldrig været større end i dag - og det er en interesse, der netop vedrører forfatteren uden for bogen snarere end fortælleren i bogen.

Men kan de to størrelser overhovedet skelnes? Inden for de allerseneste uger har Suzanne Brøgger udgivet Sølve og Ib Michael Blå bror. To bøger, som med god grund tilsyneladende har fået de fleste anmeldere til at glemme deres gymasielærdom, for her er det vanskeligt at fastholde, at de personer, som optræder i bøgerne skulle være uden relation til den virkelige forfatter.

Når som helst, der er sex og vold på spil, bliver problemet sat på spidsen. Burde for eksempel Jørgen Leths beskrivelser af kriminelle og uetiske aktiviteter i Det uperfekte menneske have konsekvenser for bogens forfatter?

De fleste kan nok blive enige om, at vi ikke bør arrestere Bret Easton Ellis for Patrick Batemans forbrydelser i American Psycho. Men hvordan skal vi forholde os til Ellis' nyeste udgivelse, Lunar Park, hvor forfatter, hovedperson og fortæller alle hedder Bret Easton Ellis, og hvor de første mange sider er en minutiøs beskrivelse af Ellis' kometagtige karriere som forfatter? Her findes små selvanalyser af udviklingen i hans litteratur, og Ellis fortæller om sine turneer og sit forhold til sin udgiver, om skandalen i kølvandet på American Psycho og om venskabet med Jay McInerney osv. Alt sammen velkendt stof for den, som har fulgt Ellis.

Men allerede fra begyndelsen er der også indlagt elementer, som ikke stemmer med den virkelige Ellis' biografi: Han har i bogen gået på Camden College (hvor mange af karaktererne i de tidligere Ellis-bøger ligeledes har gået), er gift med Jayne Dennis (en fiktiv karakter, som til lejligheden har fået en virkelig hjemmeside, der tophitter en googlesøgning på navnet) og så videre. Og værre bliver det i løbet af bogen, hvor det hele udvikler sig til et Stephen King-agtigt mareridt med et hjemsøgt hus, genfærd, en levende dukke, huse, der skifter udseende. Det hele kulminerer i blodige scener, hvor Bret Easton Ellis næsten spises af et monster.

Lunar Park er et skoleeksempel på den prosaform, der igennem de senere år er blevet så almindelig, at den har fået sit eget navn, nemlig autofiktion. Autofiktion betegner netop en prosa, hvor indholdet trods navnesammenfald mellem forfatter, fortæller og hovedperson er helt eller delvist fiktivt.

Ellis', Leths og Ib Michaels bøger er således helt nye eksempler på former, der blander fakta om en empirisk forfatter med elementer, som de fleste læsere vil betragte som tvivlsomme eller fiktive. Men faktisk er sådanne blandingsformer langt fra nye. Det viser sig tværtimod, at mange tidligere forfattere har skrevet uden et klart skel mellem det fiktive og det virkelige. Søren Kierkegaard og Steen Steensen Blicher gør det for eksempel konstant.

Blicher som eksempel

Blicher får de fleste nutidige danske forfatteres eksperimenter med at skrive sig selv ind i værket til at blegne, både hvad angår måde og tydelighed. Han skriver autofiktioner, længe før man begynder at diskutere, om fænomenet overhovedet findes. Blicher optræder selv med navns nævnelse i utallige fortællinger, det samme gør hans far og hustru og andre familiemedlemmer og de faktiske lokaliteter, hvor han færdedes, og de faktiske datoer, som havde betydning og så videre og så videre.

Dét har haft en gennemgribende betydning for forståelsen af både hans liv og hans litteratur. Helt særligt har en enkelt note, som Blicher tilføjer i andenudgaven af en et mærkværdigt, selvbiografisk stykke, givet anled-ning til mange spekulationer og forklaringer. Den gådefulde note om talmagi lyder:

"**) Hans Fødselsdag var den 11te October, hans Bryllupsdag den 11te Juni, og den 11te December 1827 er en mærkelig Terminsdag for ham - ikke i Pengevæsen, men i Skjæbnens Gang, dog Verden skøtter vel ikke om at vide, hvad han selv ønskede at glemme. (XIII)"

Noten fremsætter i den formentlige selvbiografi en gåde, som i varierende former også bliver fremsat af Blicher i noveller og breve. 11. oktober og 11. juni er datoer for årligt tilbagevendende begivenheder. 11. december 1827 fandt en singulær begivenhed derimod sted, må læseren slutte. Hvad skete der mon 11. december 1827?

Så sent som i en kronik i Politiken den 12. oktober 2005 skriver Johannes Møllehave: "Det var den 11. december, han fandt sin kone i seng med en fremmed."

Og på ganske samme selvfølgelige måde lyder det kortfattet i Gads danske forfatterleksikon:

"Ægteskabet med Ernestine var ikke godt, Blicher hævdede, hun var ham utro [-]."

Hvis der er noget om Blichers liv, man bare ved, så er det, at hans kone Ernestine var ham utro. Men forfatterleksikonet anfører lige så lidt som Møllehave en kilde. Det gør de ikke af den gode grund, at en kilde, hvor Blicher hævder det, ikke findes.

Undersøger man sagen, ser man, at det rygte, som Møllehave og leksikonet gentager, altovervejende har to udspring. Det ene er den angivne note, og den anden er Blichers biograf, Jeppe Aakjær. Aakjær tager også udgangspunkt i den gådefulde note, men hans belæg for Ernestines utroskab er overalt det spinklest tænkelige. Samlet står hans anklager mod Ernestine ("Alle Røster samstemmer i") i den mest indlysende modstrid med hans egne ord:

"Derimod tager vi intet Hensyn til den Sværm af mer eller mindre pikante Histo-rier, som vi ikke har kunnet føre tilbage til nogen bestemt Tid eller Person."

Sand eller usand, så er Aakjærs fremstilling lige nøjagtig en sværm af pikante historier, der ikke kan henføres til en bestemt person.

Blicher benytter gennem sit samlede forfatterskab det greb, at han i sine noveller gang på gang indskriver faktuelle oplysninger om sig selv, som egentlig ikke tjener et nødvendigt formål for læserens forståelse af novellen, mens han i brevene og 'selvbiografien' gang på gang tilbageholder faktuelle oplysninger, som faktisk er nødvendige, for at læseren helt kan forstå, hvad der tales om.

På tværs af genreopdelinger og på tværs af grænser mellem fiktion og ikke-fiktion benytter Blicher konsekvent en teknik, som består i at vække læserens interesse ved at opstille gåder, der skjuler ved at fremstille, og fremstiller ved at skjule.

Spørgsmål om troværdighed og utroværdighed, troskab og utroskab bliver et dobbelt salgsargument for den i perioder stærkt forarmede forfatter (bemærk i øvrigt at 11.december ikke alene var Ernestines, men også fandens fødselsdag og dermed altså terminsdag) ved både at være emne for mange af fortællingerne og samtidig via de bestandige biografiske referencer at rejse sig som spørgsmål om forfatteren.

Det har som forudsætning, at liv og værk sættes i en særlig relation til hinanden, således at de opfattes som gensidigt nødvendige for forståelsen af hinanden, og det har som omkostning, at forfatteren selv bliver en del af den vare, han sælger og derfor ikke i samtid eller eftertid kan stille sig uden for sine fremstillinger.

Teoretisk set

Litteraturteorien er imidlertid endnu slet ikke nået på højde med de problemer, selvfremstillinger som Blichers rejser. Det er et uløst problem at finde en mellemvej mellem biografisme og forfattereksklusion. Hvis værkerne alene læses biografisk som udtryk for forfatterens liv og psykologi, bliver læsningen næsten med nødvendighed reduktiv og forudsigelig, mens det på den anden side bliver vanskeligere og vanskeligere teoretisk at begrunde en eksklusion af forfatterne fra værkerne jo oftere og jo mere hårdnakket, de skriver sig selv ind og frem i bøgerne, sådan som det i disse år sker både i Danmark og i udlandet.

Men hvad stiller man op, når der er for meget forfatter i fiktionen til, at den kan være helt fiktiv, eller når der er for meget fiktion i selvbiografien til at den kan være helt sand? Dét er et af de mest centrale spørgsmål i litteraturteorien i dag og et spørgsmål, der er uomgængeligt i forhold til en generation af unge danske forfattere, men som også kaster nyt lys over kanoniserede, ældre forfattere som for eksempel Bang og Blicher, der måske både levede og skrev anderledes, end vi hidtil har troet.

Henrik Skov Nielsen er adjunkt ved Nordisk Institut på Aarhus Universitet.

Sammen med Kristin Ørjasætter og Stefan Kjerkegaard har han redigeret Selvskreven - om litterær selvfremstilling, Aarhus Universitetsforlag, som udover de i kronikken nævnte også rummer læsninger af forfattere som Per Højholt, Peter Høeg og Herman Bang.

Kronikken i morgen: Tillykke til det uperferkete menneske - Anna Beckmann om Jørgen Leths bog, der for et år siden startede en heftig debat særligt om Jørgen Leths person.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her