Læsetid: 3 min.

Mord på filmen

12. april 2003

FORRIGE FREDAG var der premiere på to danske film. Regner Grasten-produktionen Anja efter Viktor og Nicolas Winding Refns engelsksprogede Fear X.
Det er to meget forskellige film, den ene bredt appellerende familieunderholdning, den anden en smal, kompromisløs arthouse-film.
Derfor kom det ikke som den store overraskelse, at Anja efter Viktor, der blev sendt ud i 100 kopier over hele landet, på en uge har trukket mere end 118.000 mennesker i biografen.
Overraskende var det heller ikke, at Fear X kun blev set af få mennesker – men det var alligevel ikke til at forudse, at færre end 2.700 mennesker i den første uge ville vove sig ind for at se den meget presseomtalte film, som blev sendt ud i syv kopier.
Ingen tvivl om at Anja efter Viktor ville have klaret sig lige så godt, havde Fear X ikke haft premiere samme dag. Men det må formodes, at Anja efter Viktors voldsomme tilstedeværelse i de danske biografer har haft en negativ indvirkning på Fear X’s billetsalg – sammen med de mange andre danske film, som man lige nu kan opleve i biograferne.
Vi er i den sjældne situation, at hele 12 danske film har haft premiere siden nytår. Egentlig er det en glædelig produktivitet, men filmene er kommet til premieremæssigt at ligge så tæt på hinanden, at de stjæler hinandens publikum.

EN HELT uholdbar situation i et skrøbeligt økosystem som dansk film, hvor statsstøtte via Filminstituttet og tv-kanalerne er altafgørende for branchen, og hvor hver eneste solgt billet har en betydning.
Tre film har været vinterens og forårets store vindere: Per Flys Arven, der har rundet de 325.000 solgte billetter, Anders Thomas Jensens De grønne slagtere, der har solgt 157.000 billetter og stadig går godt, og altså Anja efter Viktor, som åbnede så flot.
De store tabere i det spil er i høj grad Søren Kragh-Jacobsens Skagerrak, der næppe når langt over de 40.000 tilskuere, Thomas Vinterbergs It’s All About Love, som stoppede ved 50.000 tilskuere og Nicolas Winding Refns Fear X. Men også Natasha Arthys Se til venstre, der er en svensker, Carsten Myllerups Midsommer og Henrik Ruben Genz’ En som Hodder har utvivlsomt lidt skade af sammenklumpningen af premierer.
I går var der så premiere på årets danske film nr. 12, Morten Arnfreds fine, lille komediedrama Lykkevej, og man kan frygte, at det er en af de film, som vil forsvinde i mængden. Godt nok er danske film populære, men 12 film på lidt over tre måneder kan publikum ganske enkelt ikke kapere.

DE DANSKE filmdistributører kannibaliserer hinanden, fordi de er bange for forårs- og sommersæsonen, som traditionelt er en svær tid for film. Men ikke for alle film. Især ungdomspublikummet går også meget i biffen om sommeren, og både Anja efter Viktor og Midsommer ville utvivlsomt have fundet sit publikum i sommermånederne. Præcis ligesom Lasse Spang Olsens og Anders Thomas Jensens ungdomsorienterede Gamle mænd i nye biler gjorde det sidste sommer.
Anja efter Viktor – tredje del af en succesfuld serie og med unge, populære stjerner – kunne som ingenting være blevet en af den slags sommer-eventfilm, amerikanerne har rendyrket som fænomen.
Den næste danske film i biograferne er Lars von Triers Dogville, der først er premieresat til den 6. juni – kort efter Cannes-festivalen, der sikkert vil give den god PR. Så den skal nok klare sig.

INDTIL FOR cirka halvandet år siden håndhævede Det Danske Filminstitut en regel om, at der skulle gå minimum to uger mellem hver dansk filmpremiere. Den regel er nu afskaffet, og det direkte resultat er et filmår, som allerede ligner en blodig slagmark.
Selvfølgelig er de danske filmdistributører og -producenter i skarp konkurrence med hinanden, men det bør vel ikke forhindre dem i at udvise et minimum af mådehold og ansvarlighed – til alles bedste.
Det Danske Filminstitut poster årligt over 140 millioner i produktionen af danske film og ca. 12 millioner til at markedsføre dem. Derfor ville det ikke være urimeligt, hvis institutionen krævede medindflydelse på, hvornår filmene premieresættes. Distributørerne og producenterne kan jo åbenbart ikke finde ud af det selv.
Det er klart, at det koster rentepenge at udskyde en premiere, men vil man hellere lade sig kannibalisere af konkurrence? Handler det om forfængelighed eller god gammeldags stædighed? Hvorom alting er – både publikum og filmfolkene selv er bedst tjent med, at danske film ikke stæler opmærksomhed og billetter fra hinanden, men premieresættes med passende mellemrum.

CMC/Pim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her